Mr. Rights

Kapitel 2

Rhea Banks' synsvinkel

Deres hytte var større end vores. Meget større. Faktisk fortalte Skattemand mig, at de hver havde et værelse og sammen delte et badeværelse med mini jacuzzi. EN FUCKING MINI JACUZZI. Hvor i alverden havde to teenagedrenge pengene til sådan en hytte fra, når mine forældre ikke engang havde råd til det? Eller måske havde mine forældre bare sparet på det og tænkt 'jo mindre, jo hyggeligere'. Wow. Det havde de sikkert.

"Og, ørhm, før du møder Niall, så advarer jeg dig lige. Han kan godt virke lidt, øh, muggen, men det skal du bare ignorere, han skal nok tø op." Sagde Skattemand med et udtryk på ansigtet der modsagde hans ord. Han var bestemt ikke sikker på, at ham Niallfyren ville tø op. Når, men det var vel forsøget værd, ikke? At snakke med nogen mugne fremmede skulle være en god måde at have det sjovt på.

Vi trådte ind af døren og allerede der var jeg ved at besvime. Deres stue-spiseplads-køkken var enormt - i hvert fald dobbelt så stort som vores, og de havde ingen hems. Deres sofa så ud til at være himmelsk blød og deres køkken så ny-renoveret ud. Det var næsten før, jeg overvejede at hente mine ting og flytte ind hos dem istedet.

"Hej, Niall, hvordan går det?" spurgte Skattemand og kiggede hen på skikkelsen der lå på maven på sofaen dækket af et tæppe. Han lod med den ene kind mod sofaen, så det eneste man kunne se af hans ansigt var noget blondt uglet hår som skjulte hans øjne og en mund. Han så ellers frisk ud. Da Skattemand talte til ham, reagerede han ved at kigge hen på os, uden så meget som at rykke på sig.

"Det går helt fint, Liam. Hvem er hende der?" Spurgte han og nikkede hovedet en gang mod mig, hvilket fjernede håret fra hans øjne.

Noget koldt løb ned af ryggen på mig - ham kendte jeg jo godt. Eller altså, jeg havde set ham før i hvert fald. Han var den fordrukne cyklist fra før sommerferien. Det var ham, jeg havde kørt hjem og hørt på snakke om hans Juliet. Juliet. Det var vel hans ekskæreste, som han ikke var kommet over.

Det hele gav mening og skræmte mig af ukendt grund en smule. Måske var det tanken om, at skæbnen havde ledt mig hen til ham igen. Måske var det, at han lignede lidt en vampyr med render under øjnene og meget ligbleg hud.

"Det her er Elskling, eller, øh, Rhea, men det vil hun ikke blive kaldt." Snøvlede Skattemand og fangede tydeligvis Nialls opmærksomhed. Han satte sig op i skrædderstilling på sofaen og lagde hovedet lidt på skrå, imens hans så ud til at tænke så det bragede; "Rhea? Som i R-H-E-A-Rhea?"

"Ørhm, ja, det er mig, R-H-E-A-Rhea, men øh, som Skattema, øh Liam sagde, så vil jeg helst ikke blive kaldt det." Hvorfor ville enhver nok spørge. Grunden var simpel; jeg hadede mit navn. Det var bare unormalt (og nu gider jeg ikke høre hele smøren om 'hvad er normalt egentlig', for det var bare et underligt navn, okay?), og ikke unormalt på den kønne 'nøj, hvor pænt'-måden, men unormalt på den 'ej, øv'-måden. Derfor.

"Hvad vil du så blive kaldt?" Anden gang idag, jeg var blevet spurgt dette spørgsmål. Fyn måtte jo være et helt andet univers. "Ørhm, det må man egentlig selv om, Liam kalder mig Elskling, så jaer, alt er acceptabelt."

Jeg sank en klump - jeg følte mig ubehageligt tilpas i Nialls selskab uden rigtigt at vide hvorfor. Han havde ikke sagt noget med noten med mit navn på endnu, men jeg vidste, at det ville komme. Det måtte det gøre.

Han kiggede kort på mig med sammenklemte øjne, hvorefter han rettede blikket mod Skattemand.

"Bro, hvorfor i alverden kalder du hende Elskling?" Niall smed tæppet der var omkring ham ned på gulvet og afslørede hans outfit der bestod af en rød polo, et par cowboybukser og nogle minionsokker (ret cute), imens Skattemand rykkede akavet på sig. "Jo, det gør jeg skam, fordi hun gerne ville have, at jeg skulle kalde hende det."

Niall løftede øjenbrynene og kiggede tilbage på mig med et skævt smil; "Okay, så, Rhea, hvis jeg nu kaldte dig 'Skytsengel', så ville du ikke have noget imod det?"

Han vidste det. Han vidste, at det var mig. Jeg vidste ikke om, jeg burde skrige og løbe eller grine og blive. Jeg valgte den anden mulighed. "Nix, det ville være helt fint med mig, så længe jeg så også må kalde dig et overnaturligt væsen. Som Nisse eller måske Vampyr. Ej, ved du hvad? Jeg vil kalde dig Alf."

Niall den nye Alf bøjede nakken tilbage og begyndte at grine lidt. "Alf? Jamen, okay, det må du helt selv om, Skytsengel, så længe du ikke forsvinder igen og kun efterlader en seddel."

Nu var det altså ude. Om han kunne huske mig udfra mere end sedlen, vidste jeg ikke, men han vidste i hvert fald at det var mig fra sedlen. Skønt.

Skattemand så på os begge med et uforstående udtryk på hans ansigt, der fik ham til at se ufatteligt nuttet ud. Host, jeg mener, der bare fik ham til at se helt normal ud, ja, det var det jeg mente. "I to? I kender hinanden?"

Altså, hvis man talte 'kørt hjem af personen i alkoholiseret tilstand' som kendskab, så ja, vi kendte hinanden, men ellers vidste jeg mere om pladetektonik, end jeg gjorde om Alf. Og jeg vidste omtrent ingenting om pladetektonik, bort set fra dets navn. "Altså, på en måde. Skytsengel her fik vidst transporteret mig hjem en eftermiddag, hvor, ørhm, jeg ikke selv var i stand til det."

Skattemand løftede et øjenbryn; "Du drak dig i hegnet over Juliet, og hun sørgede for, at du kom hjem? Wow, flot, Niall. Skal reddes af en pige var."

For anden gang idag skubbede jeg til Skattemand med min skulder - for hvad skulle det lige betyde? 'Skal reddes af en pige var' - hvis det havde været af en dreng, ville det da have været det samme. Som læste han mine tanker, rettede han hurtigt sig selv; "Jeg mener, 'skal reddes af fremmede var'?"

Det var så i dette øjeblik at Skattemand fik tricket et eller andet i Alf der sagde 'fuck jer, nu er jeg en bitch igen', så han rejste sig fra sofaen og smækkede med døren til sit værelse. Skattemand og jeg så bare på hinanden med løftede bryn. Niall var vidst lidt moody i det.

"Han har et ret stort temperament, ham Niall, især når det er omkring Juliet, så jeg burde vel have vidst, at jeg trykkede på de forkerte knapper," Skattemand satte sig ned i sofaen med et suk. "Nå, men ørhm, så fik du da mødt ham - igen."

Jeg nikkede bare og håbede, at jeg kunne undgå at skulle forklare for meget omkring Alfs og mit kendskab til hinanden. Det overraskede mig faktisk også en del, at Alf ikke havde stillet flere spørgsmål som; 'tog du noget den aften?' eller 'hvorfor lod du mig ikke bare være i fred?' eller måske endda 'hvad fortalte jeg dig?'. Men han var tydeligvis ikke interesseret.

"Jeg tror, at jeg bliver nødt til at gå ind og snakke med ham, såeh.. Jeg tænkte på, at det måske var tid til.. Du ved, at gå hvert til sit?" Han så på mig med et underskyldende blik, som jeg egentlig ikke havde behøvet - jeg forstod det godt. Han måtte tage sig af sin kærestesorgsbff. Det var helt forståeligt. "Men, før du går, kunne jeg så måske få dit nummer?"

Han rakte mig sin mobil, jeg tastede mit nummer ind og rejste mig for at forlade dem, da Skattemand sagde mit 'navn'. "Elskling, vent lige, ørhm, der er en fest imorgen aften, klokken otte nede ved festlokalet og der er karaoke og altid muligt vildt shit, så jeg tænkte på, om du måske ville mødes dernede? Hænge lidt ud og sådan?"

Der var ingen måde, jeg kunne sige nej til de øjne på. Så jeg nikkede og sagde; "Vi ses der, Skattemand."