Krimisamling - Hævnen er sød (Danish/Dansk)

2. Del II

Ninas livløse krop. Jakobs hulken. Kniven, der stak op – det hele kører i ring for mig. Aldrig har der været så travlt på vores politistation; de andre politimænd er blevet indkaldt og tager imod opkald og de personer, der kommer for at høre om rygterne er sande. Telefonen kimer konstant, og Helena har slet ikke kigget på sin private mobil i flere minutter. Ordet har hurtigt spredt sig, og det eneste folk ringer om, er, om det virkelig er sandt. 

"Her," mumler Christian og lægger et tæppe over mine skuldre, hvilket får mig ud af mine tanker. Jeg smiler taknemmeligt til ham og tager en lille tår kaffe. Det er allerede min sjette kop og klokken er kun lidt over 12. 

"Jeg skal nok tage mig sammen. Det er bare... Du ved.. Nina. Jeg har kendt hende hele mit liv."

"Det har vi alle. Jeg forstår det heller ikke. Men du og jeg, vi skal nok komme til bunds i det her. Det bliver vi nødt til."

Jeg nikker og tager en dyb indånding. Mærker hvordan jeg langsomt får styr på min dirrende krop og uendelige tanker og tørrer tårerne af mine kinder. Der er ikke tid til at vise følelser nu.
"Det gør vi. Så lad os begynde. Hvad starter vi med?"

"Jakob. Han sidder inde i mit kontorlokale."

* * *

Efter, hvad jeg går ud fra er de normale ting, at sige efter en person er død, begynder Christian med forhøret. Jakob er mere fattet nu end tidligere, men det siger nu ikke så meget. Vi er alle tre inde på Christians lille kontor. Der er ingen vinduer, kun et skrivebord og en stor, polstret stol. Der bliver sjældent luftet ud, og dét, sammen med den tydelige sorg og den ubehagelige stilhed, der hviler over os, inden Christian kan få sig selv til at gå i gang med forhøret, gør lokalet næsten uudholdeligt at være i. Tårerne triller stille ned af Jakobs kinder, men han gør ingen mine til at fjerne dem eller overhovedet at have bemærket dem. Jeg er som en flue på væggen; men det tror jeg, at alle vil være for Jakob i et stykke tid.

"Jeg er ked af det, men vi bliver nødt til at stille dig nogle spørgsmål."

Jeg står i baggrunden op ad væggen og betragter Christian og Jakob. Det er nemt at fornemme Christians ubehag ved at skulle stille de normale spørgsmål, som om han ikke havde kendt Jakob og Nina hele deres liv. Alle kendte de to; de var byens power par, selvom de var vidt forskellige. Nina havde søgt indad mod byen, som hun havde kendt hele hendes liv, mens Jakob havde søgt udad mod verdenen. Nina var byens engel og stod altid i spidsen for diverse indsamlinger. Jakob arbejdede vist for et stort industrifirma, der krævede, at han rejste meget. Men der var ingen tvivl om, at selvom de var forskellige, elskede de hinanden højt.

"Hvornår kom du hjem og så... hvad der var sket?"

"Jeg har.. været på forretningsrejse sid-id-en fredag.." Ordene afbrydes af snøft og hans stammen. Han tørrer endelig tårerne af sine kinder, før han fortsætter: "og kom hjem he-er til morges, hvor jeg så fan-an-dt hende.." Han slår ud med armene og en skælven går gennem ham. Hvis han har gjort det, var hans skuesspilpræstation i verdensklasse.

"Er der nogle, der vil have en grund til at gøre hende noget ondt? Også selvom det virker ubetydeligt? Bare en lille grund?"

Jakob ryster voldsomt på hovedet.

"Nej. Hele byen elsker jo Nina. Jeg-eg elsker hende."

Christian skæver op til mig. Aldrig har han set så bekymret ud; rynken mellem brynene og de usikre bevægelser, idet han rejser sig og stikker Jakob hånden. 

"Tak for hjælpen. Du har mit nummer, du ringer bare hvis der er noget. Jeg ville foretrække, at du blev her lidt. Din familie er på vej hertil."

Jakob nikker kort til os begge som en afsked og trasker ud af det lille kontorlokale. Døren lukkes i efter Jakob, og Christian dumper ned i sin egen kontorstol og placerer sit hoved i hænderne med et dybt suk. 

"Eventuel bevismateriale er ved at blive sendt til undersøgelse. Der er ikke så meget andet, vi kan gøre."

"Hvad med at snakke med naboer?"

"De fleste bor flere kilometer væk, men gør det alligevel, Karoline. jeg kommer senere."

Idet jeg har hånden på håndtaget og skal til at trække ned, siger han: " Tjek op på Jakobs rejseplaner. Men gør det diskret."

Jeg vender langsomt hovedet og stirrer med åben mund på Christian. Hans ellers hyggelige smilerynker omkring hans nøddebrune øjne er væk og er erstattet af et stålfast blik. 

"Tror du at...?"

"Nej. Men alt skal tjekkes. Og vi skal helst gøre det diskret, så hele byen ikke udstøder ham for noget, som han nok ikke har gjort."