Den Udvalgte ~ Min Falske Død

~ 1. Forvirring ~

~ Luna på billedet ~

Mit hår blev ved med at flyve ind i mine øjne, men jeg var ligeglad.
Ligeglad med alt.
Jeg kiggede på mine fødder.
De var sort-hvid.
Sort-hvid, ligesom resten af den her døde verden.
Jeg savnede alt derhjemme.
Hvorfor var det lige mig der var endt her?
Hvad betød den udvalgte?
Tristan gad ikke fortælle det til mig.
Det var derfor jeg nu stod her.
Det stille vand klukkede under mig.
Broen jeg stod på var kold og rusten.
Sådan føltes hele denne verden.
Jeg tænkte tilbage.
På hvad der lige var sket.

Jeg kiggede vredt på Tristan.
Hans øjne så triste ud.
"Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig hvad jeg er?! ", råbte jeg vredt af ham.
"Det kan jeg bare ikke! Forstå det nu! ", sagde han tilbage.
Mine øjne glødede af raseri.
Det hele var hans skyld.
Luna sad bare der i hjørnet med sin bog.
Det sad hun næsten altid.
"Og hvorfor hjælper du mig ikke?! Du siger aldrig noget! Synes du slet ikke det er uretfærdigt?! ", råbte jeg af hende.
Det var faktisk rigtigt.
Jeg havde aldrig hørt hende sige noget.
Hun kiggede op på mig.
Stilhed.
"Jeg hader dig! ", råbte jeg til hende.
En tåre trillede ned ad hendes kind, men hun sagde stadig ikke noget.
"Jeg hader også dig! ", sagde jeg, vendt mod Tristan.
Og så styrtede jeg ud af døren.

Mit hoved var ved at eksplodere.
Jeg kiggede tilbage mod vandet.
Havde lyst til at springe ud, men det ville ikke give nogen mening når jeg allerede var død.
Eller var jeg?
Det var svært at afgøre.
Jeg kiggede en sidste gang ud mod vandet, og gik så tilbage.