Den Udvalgte ~ Min Falske Død

~ 3. Drømmen ~

Da timen er ovre viser Willow, Emily og Dawn mig ud til kantinen.
Det hele er et stort mylder af elever.
Man kan tydeligt se ligheden i forhold til normale skoler.
Alle sidder i grupper.
Man kan se på hvordan folk opfører sig at de allesammen er i en fast gruppe.
Jeg går op til kantinen med langsomme skridt, for jeg er stadig optaget af det hele.
Oppe ved kantinen kan man også få sådan nogenlunde normal mad.
Nogen af frugterne har jeg aldrig set før, men langt de fleste kender jeg.
Jeg er ikke så sulten, så jeg tager bare en lille skål suppe og et æble.
De andre tager nogenlunde det samme.
Vi sætter os ned ved det nærmeste bord, og jeg tror kun at vi har siddet der i omkring 5 minutter da jeg hører en stemme bag mig.

"Er det ikke den nye pige? ", stemmen tilhører en pige kan jeg høre, og hendes tonefald er hånligt.
Jeg vender mig om og kigger op i et par store blå øjne omringet af guld øjenskygge og tyk sort eyeliner.
Pigens hår er langt og glat og det er mørkebrunt.
Hun smiler, men ikke et sødt smil mere et jeg-kan-sagtens-overvinde-dig-i-enhver-kamp-hvis-det-skulle-være smil.
Willow rejser sig op, og stiller sig foran hende.
Jeg beundrer hende virkelig.
Altså Willow.
Det er egentlig skørt, for jeg har først lige mødt hende, men der er et eller andet over hende jeg bare virkelig gerne vil opnå.

"Hvad vil du? ", sige hun selvsikkert.
Hun står med krydsede arme.

"Øhm, bare lige sige hej. ", svarer den anden pige skræmt.
Jeg smiler hånligt.

"Det er godt, Jennifer. ", siger Willow så, og vifter hende væk som var hun et insekt.
Det sjove er, at det faktisk virker, og hun skynder sig væk.
Men da Willow har sat sig ned, og begynder på den tabte samtale vender Jennifer sig om og giver mig dræberblikket.
Jeg kigger skræmt efter hende, men vender mig hurtigt tilbage til samtalen med de andre.
Men jeg begynder at have det lidt dårligt.
Min mave trækker sig sammen og jeg når lige at mærke den klamme cremede substans der kommer ud ad min mund inden jeg føler et stød i mit kranie og alt bliver sort...

Jeg sætter mig forvirret op.
Mit hoved gør ondt.
Jeg kigger mig omkring.
Tror jeg ligger på en mark.
Det eneste jeg kan se er at det er lysegrønt ved mine fødder og helt blåt ved mit hoved.
Farver.
Det er hundrede år siden jeg sidst har set farver.
Jeg smiler.
Alt føles godt, udover mit hoved self.
Men ude i horisonten kan jeg se noget.
Noget stort og mørkt der kommer direkte imod mig.
Jeg kigger forvirret derhen, men alt er for sløret til at jeg kan se noget.
"Du er den udvalgte. ", det er Tristan's herre stemme.
Den vil jeg kunne kende overalt.
"Du er vigtig. Du må ikke dø. Du får folk til at gøre hvad du vil have dem til at gøre. Du er mig. Sig noget. Hvad vil du have dem til at gøre? ".
Jeg tænker mig om.
"Ik hav hemmeligheder for mig. ", siger jeg så stille.
Alt begynder at snurre rundt.
Jeg prøver at skrige, men det lyder forkert.
Jeg flyver i en strøm af en blå substans, og da jeg vågner op...

... stirrer alle på mig.
Jeg kigger ned ad mig selv.
Og skriger.

Hvad tror i der er sket?
Overvejer at lave en lidt kort slutning så jeg kan begynde på en ny bog.
Skriv i kommentaren hvad I synes❤️