Sommer

Pelle Højer

"Kommer du, Laura?" Råber min veninde Caroline til mig. Jeg hiver min taske ud af bilen.

"Ja, jeg skal lige have min mobil, og så låser jeg bilen, så kommer jeg ned til jer," råber jeg tilbage, og hun sender en tommel op tilbage til mig. Jeg griner for mig selv og finder min mobil på passagersædet. Jeg låser bilen og tjekker efter, om den nu er låst. Ja, det er sådan noget, jeg gør. Jeg tager min store taske over skulderen og begynder at gå ned mod stranden. Mine fire veninder, Emelie, Caroline, Emma, Julie og jeg, skal overnatte på stranden i nat. Caroline har inviteret sin bedste ven fra gymnasiet, Mathias og hans fire venner. Dem kender jeg bare ikke navnene på. Men det skal 100% nok blive super hyggeligt.

Da jeg kommer op over bakken, kan jeg se, at drengene allerede er kommet, og de er alle sammen i fuld gang med at pakke ud og sætte op. Jeg smiler og går ned mod dem.

"Der kommer hun," udbryder Emma, og alle kigger op på mig. Jeg griner af hende og kommer helt hen til dem. Min taske lander på sandet med et højt bump.

"Hvor meget har du med, Laura?" Spørger Caroline grinende, og jeg kan ikke selv lad hver med at grine lidt.

"Det mest nødvendige," svarer jeg hende. En fyr med brunt hår kommer hen mod mig, og jeg smiler til ham.

"Hej. Det er mig som er Mathias, Caroline's ven," præsenterer han sig og giver mig hånden.

"Laura, Caroline's veninde," siger jeg, og vi griner begge to. Jeg går videre til den næste fyr.

"Jeppe," siger han, da jeg tager hans hånd. Jeg smiler bare til ham, de har alle sammen hørt, hvad jeg hedder, så jeg gider ikke sige det hver gang.

"Emil," siger den næste fyr.

"Lasse." Og så kommer jeg til den sidste fyr. Han har lysebrunt hår, lagt tilbage og kort i siderne. Det sidder virkelig godt faktisk. Hans øjne er blå, og de stråler, da vores øjne mødes. Han smiler bredt til mig, og hans tænder blottes. De er helt hvide og sidder perfekt i hans mund. Virker han ikke bekendt? Han træder tættere på mig og række sin hånd frem mod mig uden at stoppe øjenkontakten. Jeg tager hans hånd i min.

"Pelle. Dejligt at møde dig," siger han og ryster min hånd blidt. Jeg blinker et par gange. Det navn siger mig et eller andet. Jeg rømmer mig.

"I lige måde. Jeg hedder som sagt, Laura," smiler jeg genert tilbage til ham, "i lige måde." Jeg slipper hans hånd, og lader min arm falde langsomt ned langs siden. Hvor har han dog et dejligt smil og flotte øjne. Jeg tager mig sammen og vender mig om, for at se på mine venner. Jeg går langsomt hen mod Emma.

"Hvad skete der lige der?" Spørger hun med et snedigt smil. Jeg kan ikke lade hver med at smile og fnise lidt.

"Jeg ved det ikke? Han virker bekendt, som om jeg har set ham før," jeg vender mig langsomt om, for at kigger på ham. Han snakker med Jeppe, og de griner. Pludselig vender han blikket mod mig og smiler, men jeg skynder mig at kigge væk. Jeg fniser sammen med Emma.

"Jeg ved jo ikke, om du har mødt ham før?" Siger Emma og skubber blidt til mig. Jeg himler med øjnene, og går sammen med Emma hen til Caroline og Emelie.

"Hey, drenge, skal vi ikke få tændt et bål," råber jeg til dem, og de vender sig mod os piger og smiler stort.

"Jo, selvfølgelig," siger Mathias, og de begynder at gå hen mod os.

"Jeg tænker lidt, vi går sammen i nogle grupper og finder nogle grene og kviste. Hellere for meget af det, end for lidt," siger Julie og kigger rundt på folk. Folk nikker sig enige i det, og finder hurtigt nogen at gå med. Jeg skal lige til at gå med Caroline og Mathias, da der er nogen som griber fat i min arm og vender mig rundt i bare en enkelt bevægelse. Nu står jeg ansigt til ansigt med Pelle, kun et par centimeter fra hinanden.