Uforudsigelig Kærlighed

2. KAPITEL

Vi er så vant til at spille komedie for andre, at vi til sidst spiller komedie for os selv.

Det er en helt almindelig torsdag morgen. Klokken er 07:30, og det kolde klasseværelse er stadig tomt og stille. De slidte vægge står fornøjet og nyder den rolige atmosfære der spejler sig i hele lokalet. Vinduerne krymper sig af den kolde februar-kulde. Regndråberne rammer lydløst det forfrosne glas, mens sneen daler langsomt ned på det hårde fortov udenfor.

Klokken 07:43 træder den første elev ind ad døren. Frederik. Han går henrykt hen til sin plads, han smider jakken og sætter sig ned på sin stol. Han trækker mobiltelefonen frem fra lommen og beslutter sig for at stalke lidt på facebook. Han sidder og smiler lidt for sig selv af en video, hans ven fra fodbold har lagt op. Han bliver afbrudt af døren til lokalet, der bliver åbnet. Han kigger nysgerrigt op på personen, der træder ind i lokalet. En lille del af ham håber, at det er Caroline, der dukker op. Hans dejlige kæreste. Han smiler helt bare ved tanken om hende, men han må desværre undlade et lavmælt suk, da han ser, at personen er Trine. Hun smiler genert til ham, selvom hun sjældent snakker med nogle af drengene fra klassen til trods for at hendes egen tvillingbror går i klassen. De følges ikke længere til skole, og hun har på det seneste måtte indrømme overfor sig selv, at de er ved at vokse fra hinanden. Hun sætter sig lydløst på sin plads og finder minsandten også hendes telefon frem. Hun åbner instagram og kigger på profiler, der har liket det billede, hun postede i går aftes.

Flere og flere elever strømmer ind i klasselokalet, og snart er hele det lille rum fyldt med unge mennesker. Klokken er 07.57. Eleverne tager deres bøger frem. De ved at om blot ét minut, vil klokken ringe, og læreren vil træde ind ad døren. Frederik kigger fortvivlet rundt i klassen og må bedrøvet give op, da Caroline ikke er til at se nogle steder. Han finder atter sine bøger frem, samt penalhuset og undrer sig over, hvor hans elskede kæreste kunne befinde sig. Han vidste, at Caroline aldrig ville springe en skoledag over, så noget alvorligt måtte altså være sket.

Sekunderne passerer forbi, og Frederik bliver mere og mere urolig. Caroline ville aldrig komme for sent. Skulle han skrive til hende? Idet klokken ringer, åbnes døren og Caroline træder forpustet ind. Som hun hurtigt lister forbi Frederik kommer en dis af hendes søde duft ham i møde. Varm vaniljesukker. Han smiler. Først nu, opdager han, at han faktisk havde savnet hende. Hun sender ham et genert smil og sætter sig på hendes plads. Hun når lige akkurat at sætte sig ned, da læreren træder ind, og timen er aktuelt gået i gang.

* * *

Timerne fløj afsted. Dansk, matematik, tysk og allerede fri klokken 14:05. Det var en leg.

Da deres sidste time dansk slutter, farer eleverne ud af bygningen, og trasker hjem. Nogle går sammen, andre alene. Caroline er en af de sidste, der forlader lokalet. Hun tager stille sit overtøj på og smutter ud af den store tunge hoveddør. Hun går langs fortovet, mens hendes sorte vinterstøvler laver tydelige spor i den friske hvide sne. Små snefnug falder ned i hendes hår og på hendes ansigt, og hun fniser lavmælt, da hun får et lille fnug i øjet. Hun gemmer sine hænder i ærmerne på hendes jakke, da hun pludselig begynder at fryse på fingrene, og hun må beklageligvis indrømme, at hun ingen vanter har. Hun når lige at passére den store rundkørsel, da hun hører en stemme bag sig. "Hej," hun kan med det samme genkende den behagelige stemme og vender sig henrykt om. "Hej Frederik," smiller hun og stopper op, så han kan nå at indhente hende. Han rækker sin hånd frem, og hun smiler endnu engang, mens hun stikker hånden ud af ærmet og fletter forsigtigt hendes fingre ind i hans. Han sender hende sit varme smil, og sammen går de ned til havnen. De sætter sig på molen, og sammen kigger de på det klare vand, der ligger stille så langt øjet rækker.

Caroline lægger sit hoved på Frederiks skulder og lukker sine øjne, mens hun mærker den stille vind på hendes øjenlåg. "Er du ok?" spørger han, mens han knuger hendes hånd hårdt. Hun sukker. "Jeg ved det ikke," indrømmer hun. "Lige her. Lige nu, er jeg," hun åbner øjnene og lader hendes blik falde på hans pupiller, der langsomt bliver større. Hun smiler til ham. Han smiler tilbage. "Jeg vil bare gerne have, at du har det godt," tilstår han og et udtryk dannes på hans ansigt. Smerte. Urolighed. Hun når ikke at tyde det fuldkommen, for det forsvinder lige så hurtigt, som det kom. Hun sukker endnu engang. "Du skal ikke bekymre dig om mig," siger hun. "Jeg klarer mig," og hun prøver at lyde overbevisende. Ikke kun for hans skyld, men også for hendes egen. Hvor længe de blev siddende der, ved hun ikke, men da mørket begynder så småt at vise sig, beslutter de sig for at tage hjem. De følges hen ad Strandvejen. Snart vil vejen komme, hvor hun skal til højre, og han skal til venstre. Da de når til vejen før, stopper hun brat op. Han standser, overrasket og ser på hende. Selv i mørket kan hun nemt ane hans smukke blå øjne med hans lange øjenvipper. Han er så fantastisk. Så sød. Så sjov. Så klog. Og han er hendes. Hun er så glad for ham. Så utrolig lykkelig. Hun læner sig tættere ind til ham og lader den ene hånd glide op til hans kæbe, mens den anden trykker blidt på hans bryst. Han smiler svagt til hende, mens deres læber mødes. Hun lukker sine øjne, mens en varme så stærk og intens overøser hende. Hun mærker hans store lune hænder på hendes kind og hendes talje. Hun smiler gennem kysset og elsker hvert og ét sekund af det. Hun elsker ham. Hun ved, at han altid vil være der for hende. Når hun er svag, vil han være stærk. Hun elsker ham så forbandet meget. Hun trækker sig væk for at få vejret og kan straks mærke kulden vende tilbage til hendes krop, da deres læber ikke længere rører hinanden. "Jeg elsker dig," hvisker han, som hvis havde han læst hendes tanker. "Og jeg elsker dig," hvisker hun tilbage. Hendes trang til at være tæt på ham vender tilbage, og hun læner sig endnu engang tættere på ham. Han folder sine arme omrking hendes krop, som hun folder hendes om hans. Hun mærker igen den varme, hun holder så kraftigt af. Efter flere minutter må de skilles, og de vinker og råber til hinanden, som hun drejer til højre, og han drejer til venstre.
Da hun træder ind ad hoveddøren, kan hun med det samme mærke den triste stemning, der har lagt sig i hele huset. Hun kan lugte den tykke atmosfære, da hun vandrer længere ind i huset. Hun smider sin jakke, støvler og skoletaske. Hun bevæger sig dybere ind i det store hus. Som hun kommer tættere på stuen, kan hun tydeligt høre stemmer. Vrede stemmer. Stemmer, der skælder ud på hinanden. En mand. Og en kvinde. Men hun er ikke dum. Hun ved udmærket godt, at det er hendes forældre, der står i stuen, overfor hinanden, og råber og skriger ad hinanden. Hun ved udmærket godt, at alt ikke er, som det plejede at være. Hendes forældre er ikke glade længere, når de er sammen. De smiler ikke mere. De griner ikke mere. De kysser heller ikke længere. Da stemmerne bliver højere og tydeligere, og er ikke længere blot stemmer men rent faktisk ord, ord som hun kan tyde. Hun holder sig for ørerne. Hun vil ikke høre, hvad de siger til hinanden. Hvad de kalder hinanden. Hun spurter direkte op ad trapperne, drejer til højre og åbner døren til hendes mørke værelse. Hun lukker døren bag sig, og går over til hjørnet af det store værelse. Hun lægger sig ned på den høje seng og tænder for sengelampen ved siden af sig. Det stærke lys skinner klart op i loftet og får alle hendes møbler til at give sig til kende. Hun sukker højlydt og kigger op på den hvide væg over sig. Hun lader blikket glide over billederne på væggen ved siden af døren. Billederne af hendes forældre. Hendes bror. Frederik. Og hendes bueskydning. Hun smiler blot ved tanken om hendes bue, hvis streng hun stille trækker op mod hagen, hendes anker punkt. Hun lukker øjnene og forestiller sig, at hun står på skydebanen med skydeskiven foran sig. Hun stirrer indgående på de klare farver, der cirkler sig om hinanden. Hun tager en tung vejrtrækning og slipper hurtigt og bestemt den lange pil, der nu skærer sig afsted gennem den friske luft. Hendes højre mundvig bliver trukket lidt op, da pilen rammer lige i X'et. Midten af midten.
Hun bliver hevet ud af sin dagdrøm, da hun hører døren inde ved siden af blive smækket hårdt mod dørkammen. Det giver hende et chok, og hun hopper let forskrækket i sengen. Hendes øjne åbner og lander igen på den hvide væg over sig. Inde ved siden af, har hendes bror Victor værelse. Hendes 14-årige, svømmeelskende tvillingebror. Eller, han er vel egentlig hendes lillebror, da hun blev født 3 minutter og 47 sekunder før ham. Han må have hørt deres forældre skændes. Ligesom hun havde. Han havde altid haft et godt forhold til forældrene, så da de lige pludselig ikke længere kunne holde ud at være sammen, blev han knust. Caroline følte med ham, det gjorde hun. De havde flere gange talt om det. Skænderierne. Victors værelse lå tættest på stuen, så han kunne altid høre dem endnu tydeligere, end Caroline kunne. Ofte, kom han stille og bedrøvet ind på hendes værelse. De satte sig på gulvet med puder og tæpper og snakkede om alt mellem himmel og jord. Skolen var et populært snakke emne. Det var en fordel, at de gik i samme klasse. De kendte de samme personer, havde de samme lærere, klassekammerater, og fik det samme for i lektier, så de kunne hjælpe hinanden. Caroline var der altid for Victor. Ligesom han var der for hende.
Deres far var byens bedste kirurg og var derfor meget eftertragtet. På alle tider af dagen. Altid, ville hans telefon ringe, og han skulle skynde sig hen på hospitalet og udføre en operation. Han var en høj mørkhåret mand. Hans øjne var isblå og havde en stor næse. Han havde skæg, der dækkede hans hage og det nederste af hans kinder. Det var ved at blive ret langt, eftersom han for nyligt nægtede at klippe det, da moren havde spurgt ham. Han plejede at barbere det for hendes skyld, men på det seneste havde han været ligeglad. Han var altid kommet med den samme undskyldning, hver gang hun nævne det: "Så er man en rigtig mand!" Sagde han og gav hende et irriteret blik. Tidligere, havde deres far vundet medaljer og mesterskaber i svømning. Han pralede ofte med sin succesrige fortid, og det var nok også derfor, det var så vigtigt for Victor at være god til sporten. Så de to havde det til fælles.
Deres mor var den mere stille og generte type. Hun var bibliotekar, og man kunne ofte finde hende begravet i en god bog. Caroline tænkte ofte, at det var fra hendes mor, hun havde fået sin store kærlighed til bøger og skolen. Deres mor var langsynet og havde derfor tit sine store brune briller foran hendes øjne. Men når hun så tog de runde briller af, blev hendes smukke brune øjne tydelige, og man blev straks fuldstændig betaget af dem. Det var fra hende, at Victor og Caroline havde arvet deres nøddebrune øjne fra. Hendes næse var lille og spids. En opstoppernæse, kan man vist godt kalde den, men det gjorde hende kun smukkere. Hendes læber var fyldige og kirsebærrøde og var altid trukket op i et lille smil, - når hun ikke snakkede med deres far. Før i tiden, var han altid grunden til hendes blanke øjne skinnede. Han var grunden til, at hun altid så så lykkelig ud. Men nu havde de begge mistet gløden i deres kinder og øjne.