Uforudsigelig Kærlighed

6. KAPITEL

 Carolines pov.

De bedste og smukkeste ting i verden kan hverken ses eller røres, de må opleves med hjertet.

En sorthåret pige med lyse øjne stirrer forvirret på mig, og jeg rører på mig, da hendes blik gør mig usikker. Hun er kun iklædt sort tøj og hendes lange hår hænger løst ned af hendes skuldre, helt ned til taljen. "Hvad laver hun her?" Hendes stemme er hæs og dyb, som om hun ikke har brugt den i flere måneder. Hun lyder bitter, og hendes blik fortæller mig, at hun bestemt ikke vil have mig her. Jeg kigger fortvivlet hen på drengen, der fulgte mig herhen, men han sender mig blot et åndsfraværende smil. Han er stangstiv. "Det her er-.." Han kigger undrende på mig, mens han sætter sig ned ved siden af mig. "Øh.." De kigger alle sammen afventende på mig, og der går et par sekunder før, det går op for mig, at jeg skal introducere mig selv. "Jeg hedder Caroline," Siger jeg og bliver pludselig usikker på, om jeg skal fortælle dem mit efternavn. Det behøves nok ikke. Jeg kigger over på drengen, der fulgte mig herhen. Hans blik er sløret og er ude af stand til at fokusere på noget som helst. Synet af ham, gør mig ør, jeg og får en syg fornemmelse i kroppen. Han inviterede mig herover, og han kender ikke engang mit navn. Jeg kender ikke engang hans navn. Hvad vil han med mig? Jeg føler mig utilpas, og jeg har egentlig bare lyst til at tage hjem og prøve at ringe til Frederik igen. I stilhed. Alene. Det her er slet ikke mig. Jeg burde slet ikke være her. Jeg kigger rundt på menneskene i rundkredsen, men de ænser mig slet ikke. De snakker og griner bare med hinanden uden overhovedet at ane, at jeg eksisterer. Jeg skal til at rejse mig og forlade dem, da drengen pludselig rykker sig tættere på, mens han bærer et fjoget smil. "Her," siger han og rækker mig en rød plastikkop magen til den, alle andre mennesker herinde går rundt med. Jeg stirrer foruroligt ned på koppen, og væsken der befinder sig nede i det. "Ellers tak." Siger jeg og sender ham et bekræftende smil. Jeg skal ikke drikkes fuld i aften. Ikke sammen med disse mennesker. Ikke uden Frederik. "Joo, kom nu!" Han presser sig op og rykker tættere på mig. Jeg får en syg fornemmelse indeni, og det er som om, at jeg er for bange til at bevæge mig. Jeg er som limet til det bare gulv, mens han bare rykker sig tættere og tættere på. 'Lad være!' har jeg lyst til at skrige ham ind i ansigtet. Han skal ikke røre mig. Mit ansigt fyldes med væmmelse, mens mine øjne følger han bevægelse, hans hånd der langsomt løftes for derefter at placeres på mit lår. Jeg er ved at brække mig. Hans ansigt lyser af selvtilfredshed. "Mmm," brummer han, mens han ansigt nærmer sig mit. Han kommer så tæt på, at jeg kan lugte hans alkohol ånde. Ugh. Endelig får jeg taget mig sammen, og jeg kan bevæge min krop. Jeg prøver langsomt at rejse mig og håber, at så snart han giver slip, kan jeg spurte ud herfra og aldrig vende tilbage. Men så langt når jeg slet ikke, for hans anden hånd har viklet sig bag om min ryg, og han holder fast i min højre arm med et fast greb. Han griner lavmælt. "Hvor tror du, du skal hen?" Min krop skælver af hans ord. "Væk!" Siger jeg gennem mine tænder, mens jeg river mig fri fra hans greb. Jeg har fået nok. Ingen skal hundse rundt med mig. Jeg rejser mig hurtigt op og løber hen mod døren. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, mens jeg skubber døren åben. Jeg hopper af forskrækkelse, da jeg er ved at støde ind i en pige, der netop er ved at gå ind ad døren. Jeg kigger ned i jorden og prøver t dække mit ansigt, så hun ikke ser mine tårer.

Da jeg træder udenfor, kommer den kolde vinterbrise mig straks i møde, og jeg skælver af den heftige kulde. Jeg bander af mig selv indeni, for ikke at have taget en jakke med. Dumt, dumt, dumt. Jeg prøver at ryste kulden af mig og ignorere den så godt som muligt. Bare Frederik dog var her. Mørket har lagt sig som en kæmpe dyne over byen, men dog skinner der en lille gadelampe frem hist og her. Jeg trasker irriteret hen ad vejen og videre hen til krydset. Dumt. Denne her aften var en katastrofe. Hvorfor skulle je også være så dum at klæde mig ud for Frederik? Hvorfor skulle han også være så dum slet ikke at komme? Hvorfor skulle den dumme dreng også lægge an på mig og invitere mig med til deres dumme leg? Hvilken leg? De legede slet ikke noget. Dumt. Jeg skynder mig videre gennem torvet, mens jeg ihærdigt ignorerer alle, der går forbi mig. Jeg ved godt, hvad de tænker. Sikke et ufornuftigt pigebarn, sådan at rende rundt midt om natten uden tøj på. Hun prøver bare at gøre sig til over for drengene. Sikke overfladisk hun er. Hun får influenza, - det har hun også fortjent. Jeg begynder ikke at kunne mærke mine fingre efter et par minutter, og da de er helt røde, begynder jeg at løbe. Hurtigt. Jeg vil hjem. Jeg vil hjem, under dynen, og gemme mig for hele verden. Jeg gider slet ikke at se nogen. Slet ikke at snakke med nogen. Jeg føler mig som en tåbe. Så andssvag. Hvorfor tog jeg overhovedet med til den fest? Det er slet ikke mig. Alt sammen for Frederik. Og for at være en 'bedre version af mig selv'. Åndssvagt. Jeg kan ikke ændre personlighed bare på en aften. Åndssvagt. Hvad tænkte jeg dog på?