Jeg løb. Løb indtil mørke pletter begyndte at dække mit syn, men jeg tvang mig selv videre.
5 måneder senere...
Byen så ud til at ligge øde hen, ikke en levende sjæl... Eller jo... På en måde, og så alligevel ikke. Regnede man dem som levende?
Jeg pressede mig op ad muren, blikket stift fæstet på sports-butikken, på den anden side af gaden. Vaks knurrende.
Jeg kiggede ned på hunden, som straks tav.
Nu, jeg listede over gaden, langsomt, lydløst, med Vaks i hælene hellere blive skimtet end hørt.
Jeg lukkede forsigtigt døren ud til gaden bag mig. Strammede grebet om kobenet i mine hænder. Vaks knurrede igen, denne gang tyssede jeg ikke på ham.
Kobenet borede sig ned gennem hovedet på walkeren og flækkede det i to, dækkede mit bryst med blod.
Jeg smed min flossede trøje på jorden, lagde den over blodbadet, jeg lige havde skabt, stod kun i bh.
Jeg vendte mig om mod udvalget bag mig.
Det var ikke det største.
Jeg følte på en T-shirt, lod mine fingre glide ned over det glatte stof.
Bøjlerne raslede behageligt da jeg bladrede igennem dem, for at finde noget i sort. Pink duede ikke. Jeg smed de hullede jeans, som var blevet for store til mig.
Det var længe siden jeg sidst havde fået et ordentligt måltid. Men sådan var livet vel nu, du var i live, og du var sulten.
Efter noget tid stod jeg fuldt udstyret med vandrer-tøj og ny rygsæk.
Kobenet stak jeg ned bag rygsækken, så det var klar til brug.
Jeg vendte mig om mod Vaks, hunden krøb med det samme hen på plads ved siden af mig.
Vi gik langsomt ud af butikken, da jeg blev væltet ned på jorden, Vaks gøede...
TO BE CONTINUED
YOU ARE READING
Pipers fortælling
БоєвикиDet er svært at fatte... Bliver verden nogensinde den samme igen? Hvorfor sker det her? Dør jeg mon i morgen? Og hvis ja... Er det så dem eller mig der er skyld i det? Piper er kun 15 år da de døde pludselig begynder at vandre. Walkere bliver de kal...
