The invisible world

Begyndelsen🔱

Diana ©

⚜️⚜️⚜️⚜️

Jeg kunne ikke røre mig, jeg lå som lammet på sengen med en forfærdelig hovedpine. Verden snurrede sig omkring mig, og det føltes som om jeg skulle til at drukne.

"Hold ud det er snart overstået," Tænkte jeg, selvom jeg udmærket godt vidste, at dette ikke var noget som bare ville forsvinde med det samme.

Jeg prøvede noget lignende for 7 år siden, godt nok var jeg kun 9, men jeg kan stadig huske, da jeg blev hentet midt i gymnastiktimen af en ambulance. Mine venner havde stået ved siden af mig med ansigterne malet af skræk.

Hvad mon de havde tænkt, da jeg kollapsede af smerte,? jeg fik aldrig muligheden for at sige, "I skal ikke bekymre jer, jeg har det godt" Til dem, for så snart jeg var ude af hospitalet, var vi flyttet til den anden ende af landet.

 Et stærkt stik af smerte fløj gennem mit hovede lige mellem øjenbrynene. Smerten spredte sig ned gennem rygsøjlen og ud til hele kroppen, så hårene på mine arme og ben rejste sig. Jeg pressede læberne så hårdt sammen som muligt "jeg vil ikke skrige," "Jeg måtte ikke skrige".Jeg nev mig i armen med mine alt for lange fingernegle for at tænke på noget andet. Men det virkede ikke til at have nogen effekt.

 Jeg kiggede rundt i værelset, og lagde mærke til at jeg havde ligget med hovedet i den forkerte ende af sengen, mens mine ben lå forvredet ud over sengekanten. Ikke at det var noget usædvanligt, da jeg officielt kunne udnævne min seng som den aller mindste i verden. Resten af værelset var egentlig bare simpelt indrettet.

Jeg havde mit tøj i en kommode i højre hjørne, lige ved siden af et vindue med døren overfor, ud til en gang som førte ud til både stue, køkken, toilet og værelser.

Smerten havde fortaget sig lidt, og jeg fik anstrengt mig op ad sengen. I nogle minutter, som føltes som timer sad jeg på sengekanten, og prøvede at få hovedet til at fungere igen. Jeg tog mig endelig sammen til at rejse mig op og bevæge mig ud i køkkenet,Hvor jeg havde hørt, min mor råbe, "Er du død, eller sover du bare?" 

Selvfølgelig var det bare en joke, men når det kommer ud af hendes mund, føles det mere som om hun er alvorlig i hende normale tilstand,

(fuld).

De første skridt mod køkkenet var forfærdelige, da i takt med hvert skridt gik der et jag af smerte gennem hovedet. Jeg var nødt til at stoppe flere gange for ikke at besvime.

I døråbningen til køkkenet kunne jeg se min mor, hun stod i en foroverbøjet stilling med sin yndlings whisky i højre hånd og en "Phillip Morris" cigaret i den anden.

Første gang jeg så hende ryge, var til min lillebrors begravelse, ikke noget kønt syn, for det første var hun indsmurt i pizza klatter, som hun ikke havde gidet at tørre af igen, og for det andet var hun et rent rod.

Hendes ellers så flotte brune hår var filtret og lignede rent og skær bare lort. Hun plejede altid at være den sjove, glade og snaksaglige blandt mennesker, men nu kan man kun sige en sikker ting om hende, hun er ikke den mor som min lillebror forlod.

Lige siden det skete har min mor ikke været sig selv, det var nok også derfor, min far flyttede. For at være ærlig ville jeg nok have flyttet med ham, hvis jeg havde vidst, at han ville forlade os. En dag var han der, den anden var han væk, Ingen besked bare væk var han.

Hun vendte sit alt for blege rynkede ansigt imod mig, "Hmm skal du ikke i skole,?" Jeg så ned i gulvet, jeg gad næsten ikke fortælle hende, at det var lørdag, men så ville hun nok bare skrive til min rektor, og det ville blive et stort rod. "Nej, det er lørdag," Men du må da meget gerne tage der op, så dum som du er, mumlede jeg for mig selv. Det lod ikke til, at hun hørte mig, for hun vendte sig om, og gik hen til askebærret som stod som midtpunkt på vores lille spisebord.