The invisible world

Wha..?

⚜️⚜️⚜️⚜️

Bussen var nået frem til busstoppestedet, men det samme var jeg, min vejrtrækningen var tung, og mit hovede begyndte igen at værke, ikke lige så meget som før, nu føltes det mere som en normal hovedpine.

Bussens tunge dør åbnede, jeg blev mødt af buschaufførens mørke intense øjne, hans blik virkede underligt nok bekendt.

Hans blik faldt fra mit tilmudrede tøj, og dernæst over på min paraply som dryppede, mudderlort. Det var paraplyen, som havde været det største offer. Jeg tog 10 kronen og 5 kronen, og lagde på det lille bord foran chaufføren, han nikkede vredt, og startede motoren med et sæt, så jeg var ved at falde. Der sad ret mange i bussen, så der var ikke meget plads.

En gammel tyk mand med mustache og små runde briller dækkede sædet ved siden af ham med hans taske. Garanteret for at signalere at jeg ikke skulle sætte mig ved siden af ham. Som nok var fordi, jeg var dækket ind i mudderlort eller måske en hel anden grund, hvad så. Jeg gengældte ham, ved at give ham et af de grimmeste ansigter jeg kunne lave, blandet med et hæsligt grin, han havde den bedste reaktion ever.

Jeg gik hen til nogle af de bagerste pladser i bussen, allerbagerst sad der en okay looking dreng som så ud til at være cirka 2 år ældre end jeg, og en gammel dame som holdt sin taske ind til sig som om nogen ville prøve at tage den fra hende. Mon de var i familie, de ligner ikke hinanden, drengen havde markante kæbeben og en flot lige næse med nogle iøjnefaldende grønne øjne, Besse havde så stor en dobbelthage at man ikke kun se hendes kæber, hendes øjne derimod var flotte sorte, og havde et præg af noget kastanjebrunt over sig.

Jeg satte mig så tæt på udgangen som muligt, selvom det var der hele menneskemængden havde placeret sig. Bussen stoppede, og jeg slå mit hovede ind i sædet overfor mig. En ung man omtrent i 20-30 erne kiggede tilbage på mig med et "Hvad fanden laver du? sig dog undskyld din lille.." Blik. Jeg rynkede på brynene og gav ham "Jaja så tag det dog roligt din gamle mand, du dør jo snart af et hjerteanfald, hvis du bliver ved," blikket. Hans irritation kunne mærkes i hele bussen, og de andre passagerer kiggede underligt, nogle havde "så sig dog bare undskyld" blikket, mens andre var på min side og havde "Amen, seriøst det er sgu da ikke noget at hidse sig sådan op over," blikket. Jeg nikkede genkendende til dem og tog så blikket tilbage på manden, som åbenbart allerede havde givet op og vendt sig om igen.

Jeg lænede mig tilbage i sædet og prøvede at lukke øjnene for at dulme den lette dunken i hovedet. Jeg tænkte tilbage på den tid på skagen stranden, hvor jeg havde været sammen med min lillebror, far og mor. Jeg kan huske den lille røde bold, som vi kastede til hinanden, og som vi mistede til havets mange bølger og de dejlige gammeldags is fyldt med guf og syltetøj.Det er en af de bedste minder, jeg har, men også en af de værste, da det er det eneste minde, jeg har om sigurd lige før hans død. Min lillebrors glimt i øjet som slukkede, og hans kolde livløse krop som lå i mine fars arme. Og med min mor som sad og skreg af sorg ved siden af.

Jeg spærrede øjnene op, og en gammel dame havde sat sig ved siden af mig. "Diana?" Sagde hun, med en rolig velkendt stemme. Det tog noget tid, før jeg endelig fandt ud af, hvem hun var. Det var Ellen, min nabo, hun kunne godt finde på at komme forbi en gang imellem for at hjælpe til med huset.

"Ja det mig" Sagde jeg, med et smil på læben.

Elen satte sig lidt bedre tilpas i sædet, "Hvordan går det derhjemme?" Sagde hun, nysgerrigt "Ikke for at presse på, det var bare, er din mor stadig lidt...?"

"Skør? Mener du" Sagde jeg, med et ansigtsudtryk som udviste "Jeg har ikke noget imod at du kalder hende skør, for det er hun."