Jeg hører stille vækkeuret ringe. Et vækkeur som dog ikke var helt stille, men mere som en brutal bjørn, der skreg mig ind i hovedet, at jeg skulle stå op.
Jeg smed dynen væk, rejste mig og bevægede mig roligt, men træt, væk fra min varme dyne.
Spejlet havde ikke det bedste spejlbillede, da jeg stiller mig hen til det, og begynder at rede mit hår. Mit brune hår der hænger langt ned over mine skuldre, samt mit næsten glatte pandehår, og grønne øjne, reflekteres i spejlbilledet, og jeg begynder nu at ligne noget der faktisk er acceptabelt, efter håret er blevet børstet igennem.
Jeg går hen til mit skab, for at finde noget tøj. Jeg er ikke det største modedyr, men kan godt lide at føle mig tilpas udenpå, og føle at jeg rent faktisk er pæn, det er min måde at takle min hverdag på, den måde jeg dumler på smerten.
Jeg tager hurtigt og ninja agtigt en croptop på, og et par lyseblå shorts med nitter på, og smutter i et par Vans.
Ude på toilettet gør jeg mig klar, ordner hvad der nu skal ordnes, og ud af døren er jeg.
Nej. Jeg spiser ikke morgenmad, ikke fordi jeg ikke burde, og faktisk skulle, da jeg er en smule undervægtig, men jeg har bare ingen appetit om morgnen.
Jeg går ned ad gaden, gaderne er så smukke, jeg bor i et villa kvarter. Kvarteret er fyldt med græsplæner, blomster og træet, faktisk er det grunden til at jeg går i skole, så jeg kan nyde synet, der er på vej til skole.
Kender I det dilemma, at man står foran ens skole, tager mod til sig for at gå ind, men ens ben vil bare ikke rykke sig? Man kan bare ikke få sig selv til det, fordi man ved hvad dagen venter? Jeg ved at dagen bringer sorg, og følelsen af at jeg er anderledes, pga. min sygdom.
Jeg hører en masse snakken, og råb her og der, bag mig, så af ren refleks vender jeg mig om, hvor der er en hel tom parkeringsplads. Kald mig paranoid, men jeg tror ikke det var derfor, for det var det alt for højt til.
Jeg vender mig tilbage til den position jeg stod i før, for at gå ind på skolen, da jeg støder ind i en dreng, eller rent faktisk en drenge gruppe på fem drenge, som stod ved dørene man går ind af, for at komme ind til timerne.
Drengen vender sig om. Hans krøllede hår ryster en smule idet, mens han laver sit ’hairflip’. Et genert, men selvsikkert, smil træder frem på hans læber, et par smile huller viser sig let, hans grønne øjne stirrer på mig, og hans hovedpulsårer bliver let synlig.
Han står et øjeblik for at finde på noget at sige. ”Er du ny her?” Han rykker sig hurtigt, før han fortsætter. ”For ellers ville du vide, at man ikke går ind i mig, man rør mig ikke, medmindre man har tilladelse, medmindre man er noget værd, og lige nu… tror jeg ikke du er noget værd,”
Chok. Lammelse. Følelsen af is spreder sig. Mine øjne fyldes med vand, men han skulle ikke have den glæder/tilfredsstillende, at se mig græde, at se han gjorde indtryk, at hans ord ramte, og at de ramte hårdt.
Jeg fortsætter ind ad døren, mens jeg hører hans venner grine, latterliggør mig, peger ad mig, råber at jeg er svag, og at jeg burde have mere mod end det.
Mine ben sætter i løb, gangene er forholdsvis tomme, idet at klokken lige har ringet.
Jeg løber ind på det skumle toilet, der er fyldt med edderkopper og har et toilet der ligner et der kunne have været med i 2. verdenskrig, en håndvask der ikke er blevet gjort rent i flere måneder, og gulve der heller ikke er just rene.
Jeg sætter mig ned på toilettet, og lader ellers tårende løbe ned ad mine kinder. Hvis jeg så bare havde været normal, kunne det have gjort det hele meget bedre, jeg ville aldrig have været ude for det her, jeg ville være accepteret, og almindelig.
Jeg kunne lige så godt være død, der er ikke nogen grund til at jeg er her, og der ville sandsynligvis ikke være nogle til min begravelse, who cares?
Jeg lader min makeup sidde, selvom den er nede omkring kinderne på mig, men som sagt har jeg ikke nogen grund til at leve, så det kan vel bare være lige meget.
Med slentrende skridt går jeg ned ad gangen, og drejer ind ad døren til samfundsfag, som ellers er den time jeg nu har.
Imellem eleverne ser jeg drengen fra tideligere, og begynder nu at blive angst. Kan han huske mig? Eller er jeg nu bare endnu en tøs, han træder på.
Bekka, som er min samfundsfagslærer, kigger på mig, og med øjnene beder hun mig tage plads. Heldigvis er pladsen ved siden at drengen taget, jeg skimmer hurtigt rummet for at finde en plads. Ovre i højre hjørne er der en enkelt plads tilbage, som jeg bliver nød til at tage, mest af alt havde jeg bare lyst til at tage hjem.
”OGSÅ! Elever, I skal lave en opgave, opgaven skal handle om jeres største angst, men ikke nok med det, bliver I sæt i grupper, hvor I 2 og 2 sammen skal lave en opgave, om jeres største angst eller frygt, eller noget der gør jer bange, men hvor I så sammen skal prøve at bekæmpe den angst,” Yeaarh right… Der er få, og jeg mener virkelig få der bliver helbredt fra skizofreni, mest fordi man begår selvmord, men dem så nu lever, er det næsten umuligt at blive helbredt.
”Lindsay og…. Harry,” Harry? Jeg kender ingen Harry. Skulle jeg kende en Harry? Jeg skal under INGEN omstændigheder være sammen med én jeg ikke kender, jeg har ikke engang en frygt vi kan helbrede, så det giver ingen mening.
Drengen fra tidligere står foran mit bord, med det samme smil som fra i morges, og selvom jeg ikke kigger på ham, kan jeg se det på de stramme jeans, hans arm lægger på min skulder, hvilket giver mig et chok.
Jeg kigger hurtigt op, på hvor han stadig står og kigger, og har lige trukket sin arm tilbage. Enhver kunne se at han venter på at jeg siger noget, problemet er bare at når jeg siger noget, går det ofte galt.
”H..Hej…. Har-ry?” Pokkers min stammen! Det er nervøsitet, det går sikkert over. Mange tror at folk med skizofreni ikke kan snakke ordentligt, men faktisk kan jeg sagtens snakke… Jeg vil bare ikke.
”Hej Lindsay,” Han smiler, og endnu engang dukker hans smilehuller frem. Jeg håber lidt på at han går nu, jeg kan ikke lide den måde han kigger på mig.
”Skal vi begynde på opgaven i dag?” Kan vi ikke lave den hver for sig? Jeg kan alligevel helbredes, og han vil aldrig kunne forstå det. Skal jeg bare sige nej? På den anden side bliver jeg nød til det, det har mor sagt.
”Ja, hvor-når har d-u fr-i?” Meget bedre, kun lidt hakket, og en smule mandligt, men det er vel fremskridt?
Harrys synsvinkel:
”Ja, hvor-når har d-u fr-i?” Hun stammer en smule, men jeg tror også lige hun har grædt. Hun gik fuldstændig i panik i morges da jeg spurgte om hun var okay, som om hun havde hørt noget andet end jeg havde sagt.
”Vi har samme timer hele dagen, sweetheart,” Jeg smilede af den sidste del af min sætning. Tænk hun aldrig havde lagt mærke til mig, godt nok er hun der ikke i mange af timerne, men året er næsten slut, så hun burde da have lagt lidt mærke til mig. Åbenbart ikke. Hun er nok en af de første.
Hun kigger forvirret rundt. Vi er i et næsten tomt klasseværelse, fordi alle andre er gået ud. De eneste der er tilbage, er Lindsay, Bekka og jeg.
Hun kigger op på mig igen, inden hun forsigtigt stammer ud: ”Ska-al vi så..:” Hun synker en gang, og kigger op igen, den her gang med lidt mere mod i øjnene ”tage hjem til mig?” Jeg trækker let på smilebåndet, og tager hendes bøger, så jeg kunne følge hende ud til hendes skab. Bare for at forlænge samtalen. Du ved, så vi lærte hinanden lidt at kende.
I det samme, som jeg havde taget hendes bøger, og nu begynder at gå, rejser hun sig op fra stolen, og følger med. Hun er rigtig usikker, men hun skal bare lære mig at kende, så er jeg ikke så slem.
På vej ud til gangen begynder vi nu at snakke lidt, det er ikke mange ord der veksles, men vi aftaler at tage hjem til hende efter skole, så vi kan begynde, og blive færdige med den her opgave.
Hun træder ind til siden, for at vise, at det her er hendes skab, og jeg afleverer hendes bøger. Jeg læner mig op af skabet ved siden af.
”Så ses vi efter skole, søde” En smule flirtende måske. Men jeg tror det virkede et øjeblik, hvor hendes øjne havde et glimt af noget, men så blev hendes øjne mørke igen, og hun kollapsede på gulvet.
