Mit liv; og så er der mig

Livet er IKKE en dans på roser!

Jeg vågnede ved lyden at mit møgirriterende vækkeur, der ringede med den samme lyd hver evig eneste morgen, i et ihærdigt forsøg på at få mig ud af sengen. Jeg slog ud efter det med min hånd, men jeg ramte ved siden af. I stedet hamrede jeg min venstre hånd ind i mit mørkeblå natbord, og jeg kunne med det samme mærke smerten dunke i min hånd. ''Pis'', mumlede jeg vredt og vendte mig om på den anden side. Jeg trak dynen op over mit hoved og lukkede øjnene i igen.

Mit navn er Sofie Felicia Rosenlund Jakobsen (dog kalder folk mig normalt kun Sofie). Jeg er 15 år gammel, og jeg er flyttet fra Helsingør til Aarhus for et halvt års tid siden nu. Jeg hader stadig min mor for at give mig det hæslige navn. Jeg havde intet imod navnene Sofie og Felicia, men det lød bare forfærdeligt sammensat. Jeg var blevet kaldt Sofie, fordi det var en afstamning af det latinske navn Sofia som betød arbejdsom og ivrig. Min mors største drøm var, at jeg skulle knokle røven ud af bukserne og ende med et kæmpe villahus, en advokatuddannelse og en helveds masse penge. Jeg havde bare ikke helt fortalt min mor endnu, at jeg gerne ville være kunstner. ''Sofie skal nok blive en fantastisk advokat en skønne dag, ikke sandt Søren? '', spurgte min mor, min far næsten hver dag. Min far plejede altid bare at nikke svagt på hovedet og sige ''Jo, Trine''. Jeg vidste jo godt, at han ikke mente det.

Min far var kunstner, og han havde sit eget malerstudie. Jeg elskede at være derinde med ham og male. Vi havde fået lavet det flotteste malerstudie i vores nye hus. Rummet havde skråvægge, var lyst og indbydende. Malerier og tegninger hang overalt, og midt inde i rummet var der smidt to flydesækkestole med prikker på. Der sad vi tit og drak saftevand og snakkede om livets store mirakler. Om hvad der gjorde os glade. I vores gamle hus havde vi ikke haft et malerstudie, blot et lille kontor uden personlighed eller glæde, så jeg var naturligvis ovenud lykkelig for, at vi nu havde vores eget lille sted. Jeg havde fortalt min far, at jeg gerne ville være kunstner, og han var blevet så begejstret. ''Du bliver måske som mig engang? '', havde han spurgt mig, og jeg nikkede med et smil. Dog vidste vi begge godt, hvor vigtigt det var for min mor, at jeg blev advokat. Jeg havde nok altid været lidt mere fars-pige end mors. Min mor og far virkede så forskellige, men alligevel opførte de sig altid som to nyforelskede teenagere. Til tider havde jeg egentlig mest lyst til at kaste op over det.

''Sofie!'', hørte jeg pludselig min mor råbe nedenunder, og jeg vågnede brat op fra mine tanker. Det var morgen, hvilket også betød ny skole, nye mennesker og nye indtryk. Lige hvad jeg magtede, selvfølgelig. Jeg havde ikke gået i skole i det halve år, jeg havde boet her. Min mor havde fokuseret mest på, at jeg skulle hjælpe til med det nye hus og indretningen, så skole havde der ikke været tid til. Min mor havde ævlet løs om denne nye 'fantastiske' privatskole i Aarhus. Privatskole? Ja, right. Jeg havde allerede på fornemmelsen, at det ville blive en kaotisk dag, men jeg ville meget hellere i skole end at skulle høre på min mors latterlige spørgsmål hele dagen lang om lysestager og vægfarver. ''Skal skråvæggen her være duehvid eller cremehvid, Sofie? Hvad passer bedst til den grønne tone i spisebordstolene? Måske det fungerer bedst med vaniljehvid? Ja, det gør vi! Tak for hjælpen, min skat'', havde hun sagt dagen forinden, og jeg havde pludselig haft en sådan lyst til at starte i skole med det samme.

Nu var det i dag, og min lyst til at starte i skole igen var forsvundet fuldstændig. Jeg overvejede kort, om jeg skulle bilde min mor ind, at jeg havde det dårligt. Feber og hovedpine var altid et godt kort at trække op. Jeg havde altid været god til at spille syg, og jeg gjorde det en del, da jeg gik på min gamle skole. Det var et levende mareridt, så jeg håbede på, at denne skole ville være mindre dødssyg og elendig. Dog tvivlede jeg en smule, men det gjorde min mor bestemt ikke. ''Du bliver bare så glad her, det ved jeg med sikkerhed'', havde hun sagt, da vi åbnede døren til vores nye, kæmpe hus i Aarhus. Heldigvis havde min far og jeg fået hende overtalt til at flytte lidt ud i udkanten, hvor der var stille og roligt. Min mor ville hellere bo inde i midtbyen og leve et centralt liv som businesskvinde.

Sommetider spekulerede jeg på, hvorvidt min mor troede, at livet var en dans på roser. Hvorvidt hun troede, at hun kunne forudse alt der ville komme i fremtiden. Som om intet forfærdeligt nogensinde ville ske. ''Så er der da nogen, der har et formidabelt liv'' tænkte jeg til mig selv.