En engels fodspor

Introduktion

En blid brise ligger hen over det sydligste Minnesota. Folk er krøbet sammen i det de kalder sofaer. En slags stol, bare lang. Oftest i selvskab med stoffirkanter i alverdens farver; puder. Og de, der er så uheldige at skulle arbejde, er pakket ind i frakker fra top til tå. Tophuer, handsker og halstørklæder. Vinduesviskerne, sådan nogle plastikstænger på deres transportmidler, hvisker fra side til side. I håb om, at duve sløret af fugt foran sig væk. Lysene er tændt i de parcelhuse, der er vågnet. Ikke alle er stået op fra dåd, og ud i denne kolde verden, som de må bruge deres tid i.

Jeg er altid vågen. Sover aldrig, men må laden kroppe hvile. Søvnmangel. Mennesket lægger sig næsten hver aften i seng, så de kan vågne op dagen efter.

Den første tid på Jorden var forfærdelig! Jeg kan tydeligt huske hvordan folk skævede efter mig, som var jeg en forkert skabning. Men de havde ret, alle sammen. Jeg var jo en skabning, der ikke burde være i deres verden. Hvis de kunne se den jeg var under denne lånte hud, ville de væmmes. Skære grimmasser og flygte. Melde det til Politiet, der ville tro de var bindegale, hvorefter at sende dem til psykolog. Sådan ville det fortsætte, hele flokken. Blive ved som en uendelig cyklus, hvis ikke det var fordi jeg mødte ham. En forbandet Dødelige knægt, der snoede mig som sin lillefinger, så let som ingenting.

Men én ting er fastlagt, og det er at jeg, som Engel, er dit værste mareridt.

Kort og godt. Eller mindre godt..

Du troede måske Engle var perfekte, skinnende og med harper i favnen? Gyldne glorier og fjerdækkede vinger.