Hospitalet (dansk kærlighedhistorie)

Afsnit 1

Orrrh ikke igen!! Mor havde trukket gardinet op, så solen skinnede stærkt ind i mine søvnige øjne.
Min lillesøster: Juliane sprang op i sengen og rev natpuden væk, under mit hoved "july hvad laver du??!!" råbte jeg af min lillesøster.

Juliane grinte bare højt og sagde "din pude, jeg har!" og løb hysterisk ud af værelset.
"Godmorgen Jayne, her er så endnu en dejlig dag" mumlede jeg, surt, til mig selv, så ja nu ved i det... Jeg hedder Jayne ligesom i Tarzan, øv ikke??..

Jeg har altid hadet mit navn og bare holdt mig til mit trofaste kælenavn, Jane.
Det er til gengæld ikke kun mit navn jeg er utilfreds med, det er faktisk alt ved mig.
Så ja jeg har en selvtillid som en guldfisk (måske var det lidt synd for guldfisken, min er nok værre).

Jeg rejste mig langsomt og zombie agtigt op fra min seng, og så op på vægten, jeg må faktisk sige at vægtens små elektroniske tal fik mig til at smile...stort...
Jeg har altid været helt utroligt tynd, men det gik op ad, nu havde jeg næsten en krop som en helt normal 19 årig.
Jeg villet helt klart have elsket nogle flere former men anyways, så er det her helt klart bedre.

Jeg er nogenlunde høj, faktisk helt normal høj, mit hår er blond (blondiner har det sjovere) og går til midt på ryggen.
Jeg er altid blevet beskrevet som yndig, med en lille fin næse, store grå (ja jeg sagde GRÅ!) øjne, en lille mund, lange øjenvipper og mørke øjenbryn i forhold til mit hår.

Jeg tror er jeg helt normalt pæn?? Tror jeg...næsten da...ikke en der bliver synderligt bemærket.
Faktisk mere en som sidder i baggrunden og ikke rigtig siger noget, gode, men ikke for gode, karakterer, kun mig og mine tanker.

Jeg stillede mig tænkende foran klædeskabet, igen i dag havde jeg lyst til at tage noget anderledes og provokerende på.
Men NEJ, det blev en neutralt blomstret, hvid kjole med et stort brunt bælte i midten, et par, sorte, dr. Martins støvler og en ægte sølv halskæde jeg havde fået da mine forældre blev skilt, hvor der stor mit mellem navn: Rosian.

Jeg redte mit hår op i en lille hestehale og bandt et sølv bånd rundt om elastikken, så tog jeg min, igen, blomstrede skuldertaske over skulderen og løb ned af trappen, jeg skulle nå en bus!

"Hej smuksak" sagde min mor "sovet godt?" Hun løftede det ene øjenbryn og pegede over på vores grønne 80'er telefon "din far har ringet" sagde hun sløvt og smurte en krydderbolle til mig "det var noget med et bryllup, tror jeg"

Jeg fik nærmest den krydderbolde jeg lige havde taget en bid af, galt i halsen "hans bryllup" skreg jeg, altså da jeg kunne trække vejret igen, hun nikkede og prøvede at smile opmuntrende til mig, "jamen så hils ham og sig til tillykke fra hans DATTER, hvis han altså stadig kan huske hvem det er!!!" Råbte jeg og sprang ud af døren, det sidste jeg hørte var Juliane sige "jan ikke råb vel?".

Jeg løb ud i fuld fart og kiggede mig i ikke for, hvilket styreren på den sorte Toyata, der kom ud af mørket heller ikke gjorde!

Og så blev alt sort........ALT!!!