Skæbnens klad

forvandlingen kapitel 1

   Stemmen dør hen. Nu viste jeg det. Jeg er død. Er der Mon sådan det føles at være død. Skal jeg så blive her indtil nogle sender i i Helveg eller noget andet. Jeg ved ikke hvor længe jeg kun har set sort. Men efter noget tid kommer der stille lys rundt om mig. Lyde er der også. Med et slår jeg mine øjne op. Kigger forvirret omkring. Hvordan kan det mon være at jeg ikke er død. Det kan kun være det. Men nej. Jeg for mit syn tilbage. Jeg ligger i en skov. Der står en mand over mig. Med sin mobil og næsten skriger ind i den. Men der jeg tager mig sammen for at sige jeg har det fint. Kigger han bare på mig. Og siger at hjælpen er på vej. Men jeg sætter mig op. Han

skubber mig blidt tilbage. Men jeg sætte mig op igen.

"Jeg har det altså fint. Okay?"

Der han prøver igen kan han ikke. Jeg sidder lige sådan som jeg gjorde før. Jeg sidder helt urokkelig. Jeg kigger ind i hans øjne. Hans øjne er store og mørke af frygt. Han taber mobilen ned på vejen. Langsomt går jeg op så jeg står op. Nu er manden ikke bare bange. Men kan se det. Hans hud mister farve. Og øjne bliver meget mørkere. Man kan høre mobilen sige

"ja hallo du har ringet til 112. Hallo er der nogle"

stemme fortsætte lidt længer. Men ligger så op. Manden falder om. Der han falder om er det som om jeg får en underlig mæthed i min krop. Som om jeg for en meget stor styrke. Som jeg ikke vidste jeg havde. Men jeg kigger ned på manden. Han er der ikke mere. Der er kun hans tøj tilbage. Og nogle knogler. Det skræmmer mig lidt. Men der er noget andet der tager det meste af min opmærksomhed. Jeg kigger ind i mellemmen træerne. Sådan gør jeg længe. Jeg har det som om der er nogle der holder øje med mig. Jeg når ikke at tænke så meget før der er en der stormer imod mig. Få solinger efter står der en dreng foran mig. Han siger ikke noget. Men tager kun hårdt fat i mit håndled. Men det gør ikke ondt. Han trak mig afsted i en urolig fart. Jeg får evnen til at snakke tilbage.

"Hvem hvem hvem er du. Og hvad er du"

min stemme lyder ikke så bange. Men jeg føler mig meget bange. Han siger ikke noget. Han løber bare hurtigere. Eller hvad det nu kan kaldes. Jeg høre en politibil køre ud på vejen. Jeg skriger så højt jeg kan. Men han sætter hurtig sin ene hånd for min mund. Så der ikke kan komme en lyd ud. Stille siger han lidt højt. Men ikke så højt at andre ville kunne høre det. Det var hans første ord jeg har hørt ham sige. Hans stemme lyder mørk. Men ikke alt for mørkt. Han har en bitiskasang. Der for mig til at tænke at han mån ikke er her fra byen af. Vi løber i stilhed. Efter noget tid står vi midt i en skov. Den ser meget uhyggelig ud. Men når han også er her er det som om det ikke er så mørkt mere. Der står et gammelt hus lidt længere nede. Eller det kan man ikke kalde det. For alt i alt er det kun en mur. Vi står stille lidt. Han har fjernet sin hånd fra min mund. Jeg skulle lige til at sige noget. Men det nåede jeg ikke. Han tog fat i min arm og løb hurtigere end før.Jeg kommer med et lagt skrig der overdøvere alt.