Pelle Højer Og Jeg 2

Drengeaften

Et År Senere

Jeg stod nu og tænkte tilbage på alt det der var sket det sidste år, Pelle havde haft en svær periode, hvor han bare havde brug for at koble fra, det havde alle drengene haft. De havde ikke fået udgivet mere end 2 sange, i løbet af året. Fansende var utålmodige... Mange havde droppet dem, men der var stadig de seje, trofaste fans, der Holdte fast. De havde ikke været på Tour.
Stefan var blevet single, Lau havde fået Melissa, og Jonas boede hjemme hos os. Johannes var blevet en stor dreng, drengene var meget sammen med ham, og han var meget sjældent alene. Alle elskede Johannes, Som alle elskede drengene. Han havde været med til de fleste, små koncerter, drengene holdte, og han elskede det. Drengene virkede meget trætte, men de klarede sig... Men de var begyndt at diskutere meget.. Det gjorde ondt, at høre når de skændtes, så tog jeg Johannes med ud, og gik en tur, i barnevognen.
Samtidig med at drengene var ved at glide mere og mere fra hinanden, gled Pelle og jeg, også mere og mere fra hinanden. Det måtte ikke ske! Pelle var min prins! Jeg ville aldrig miste ham!
Mit syn blev mere og mere sløret, og jeg mærkede den første tåre, løbe ned af min kind. Jeg snøftede ind, og tørrede den hurtigt væk.
"Hvad sker der?" Han lagde sin varme hånd, på mit lår. Pelle.
Jeg sukkede, og lænede mig tilbage mod køkkenpladen.
"Ikke noget... Det er fint" svarede jeg.
Han kiggede længe på mig, og rystede så på hovedet
"Nej det er ej. Hvad sker der, Skat?"
Jeg rystede på hovedet, og gik ud fra køkkenet. Pelle fulgte efter.
"Vicktoria.." Kaldte Pelle, og jeg kunne høre bekymringen i hans stemme.
Jeg stoppede op, og han lagde sin lagde sin hånd, på min skulder.
"Hvad er der? Hvad sker der?" Hviskede han.
Jeg kiggede på ham, for at sikre mig at han hørte efter, og at han overhovedet gad at høre efter. Det strålede ud af hans øjne, at han ville lytte.
"Drengene og dig.." Hviskede jeg.
"Åååeh.." Han trak mig tæt ind til sig, og vi stod længe og krammede.
Johannes var sammen med Onkel Jonas, i Parken, så dem skulle vi ikke bekymre sig om. Selvom jeg hadede, at Johannes ikke var i nærheden af mig, var det okay. Så længe drengene var sammen med ham, var alt okay.
"Og hvad er der mere? Der er mere" hviskede Pelle tæt på mit øre.
"Jeg er bange for at du glemmer mig.. Og Johannes" tåre kom igen pressende.
Jeg kunne mærke Pelle smile.
"Jeg glemmer jer aldrig! I er der, jo altid for mig!" Han kyssede mig på kinden, og det boblede i min mave, som det altid gjorde, når han rørte mig.
"Du er der da mindst lige så meget, for os?" Jeg kiggede op på ham.
Han tørrede min tåre væk, og smilte ned til mig.
"I er noget helt specielt"
"Hvorfor er du aldrig sammen med Stefan mere?" Kom det pludseligt fra mig.
"Det ved jeg ikke.. Jeg tror vi alle har vores småproblemer.. Nogle større end andre" Pelle trak sig fra krammet, og kiggede på mig, i strakt arm, som for at sikre sig at jeg lyttede.
Jeg nikkede "Hvad skal vi lave idag?" Jeg ville næsten gøre alt, for at den samtale blev glemt, men hvorfor? Vi var et par? Jeg forstod ikke hvad der skete med mig.
"Hmm.. Jeg vil nyde min kommende kone, som ikke vil giftes med mig" sagde Pelle, og lod som om han var fornærmet.
"Ej, nu er du altså for meget!" Grinte jeg.
"Det er Dig, der ikke vil giftes?" Mukkede han tilbage.
"Ja, hvorfor mon?" Grinte jeg.
Pelle trak på skulderen.
"Jeg stinker? Er det, det?"
"Du stinker da ikke!" Grinte jeg.
"Hvorfor vil du så giftes med mig?" Han blev seriøst ved, til han fik sin vilje!
"Vi har jo ligefrem haft en masse tid til det!" Grinte jeg, ironisk.
"Ja! Det er nemlig lige hvad vi har haft!" Han lagde hans arme over kors, og kiggede på mig.
"Når drengene og dig, kommer i gang igen, kan vi kigge på det" jeg smilte skævt, af min kloghed.
"Ej, nu er du for meget! Når vi kommer igang igen, har vi jo ikke tid, til at blive gift!"
"Nåååeh.. Så du har ikke tid, til mig?" Jeg trak den virkelig langt ud, og det var en del af min plan.
"Nu stopper du altså! Selvfølgelig har jeg tid til dig! Men når vi er igang, ved du hvor opslugte vi bliver!"
"Ja, men ikke før i er igang igen. Du ved jeg får min vilje" den sidste sætning, var min altid afsluttende sætning, for det var sådan det var. Jeg fik altid min vilje!
"Ja, det ved jeg" han krammede mig, igen.
Jeg krammede grinene med "hvornår invitere du så drengene over?" Smilte jeg.
"Når jeg vil, ikke når du vil" han skulle selvfølgelig være på tværs!
"Hmm.. Så må det jo være sådan" grinte jeg.
"Kys mig. Bevis din kærlighed til mig!" Pelle stak Sit hovede ned til mit, i håb om at jeg ville gøre, som han forlangte.
"Bevis min kærlighed til dig? Hmm.. Jeg ringer til Stefan" grinte jeg, og vendte mig væk fra ham, og gik ud mod køkkenet, hvor min mobil lå.
"Nej! Det er ikke kærlighed!" Pelle kom løbende bag mig, og jeg grinte, og løb alt hvad jeg kunne hen, for at få min mobil, før ham.
Jeg fik først min mobil, og skyndte mig at trykke Stefans nummer. Den ringede, og Pelle rev mobilen ud af hånden på mig. Jeg grinte højlydt, og kiggede på ham, da han indså at jeg havde trykket nummeret ind. Han gav mig dræberøjne.
"Hvorfor gjorde du nu det?" Mukkede han.
Jeg grinte, og pludselig hørtes Stefans stemme.
"Det er Stefan?"
Jeg grinte, da Pelle stak mobilen i hånden på mig.
"Vikke!" Jeg smilte.
"Ja, Pelle, se jeg har altså også fans!" Jeg smilte meget tilfreds, med mig selv.
"Din fan, er en hjort! En fucking hjort!" Grinte Pelle.
"Bedre end ingenting, Ped!" Grinte Stefan.
Jeg nikkede "Nemlig! Pelle, bedre end ingenting, altså!"
"I får det til at lyde som om jeg ikke har nogle fans?" Han gik over og satte sig ved siden af mig.
"Har du måske det?" Kom det fra Stefan.
"Og du forstår ikke hvorfor jeg ikke vil have ham med her hjem?" Grinte Pelle, han lod som om han synes at det var sjov, men jeg kunne tydligt mærke at han var blevet lidt såret.
Jeg krammede ham "Du har da flere fans, end mig! Altså jeg har bare en Hjort?" Grinte jeg.
"Må jeg tage del i samtalen?" Kom det usikkert fra Stefan.
"Jada! Er der andet du lige vil sige til mig? Eller skal jeg skride, så du kan snakke med hende, i fred?" Hvæsede Pelle.
"Pelle.. Det er jo ikke sådan han mener det.." Hviskede jeg stille, men ikke på den der 'Stefan må ikke høre hvad vi snakker om!'-måde.
"Ped! Jeg vil jo gerne snakke med dig! Undskyld, men du har altså været svær at snakke med! Og det ved jeg også Vikke synes!" Fedt, at han skulle blande mig ind i det.
"Stefan, du skal ikke køre mere i det, vi har snakket om det. Grunden til at jeg ringede, var enlig for at i skal komme igang igen!" Jeg var ved at være lidt.. Træt.
"Hun vil kun giftes, hvis vi kommer igang med musikken igen" sukkede Pelle.
"Afpresning på høj plan!" Grinte Stefan.
Jeg smilte skævt. "Kommer du over om 1 time?" Spurgte jeg, og kiggede på Pelle, intet skete, udover at han kiggede ned i jorden.
"Jada! Glæder mig til at se dig igen!"
"Og Pelle" afsluttede jeg, ham.
"Mm, også Ped!" Sagde Stefan.
"Vi ses, Stefan!" Og så lagde jeg på. Han var for meget.
Pelle kiggede ned i jorden "Han har ændret sig så meget" sagde han, og jeg nikkede, for det havde han virkelig.
"Fordi han mangler sine drenge! Og dig med" Jeg kiggede indtrængende på Pelle, men han kiggede væk.
"Skat.. Hvorfor er det, at du ikke bare ringer til dem?" Spurgte jeg, og tog hans hænder i mine.
"Det virker forkert, og Jonas gider mig ikke!" Forsvarede han sig selv.
Jeg rystede på hovedet "De savner dig, tro mig jeg har snakket meget med dem, om det!" Det var sandt. Jeg havde mange gange snakket og skrevet med dem, og de savnede ham tydeligvis ligeså meget, som mig!
"Lav en drengeaften, med dem! Så tager jeg Johannes med hjem, til mine forældre!" Forslog jeg, og var ret stolt af min pludselige ide.
"Hvad er det du ikke forstår, Vicktoria?" han prøvede at lyde hård, men jeg vidste at han ikke ville tale sådan, hvis han ville være hård!
"Jamen så må du selv finde ud af noget, jeg tager hjem til mine forældre i aften, og jeg tager Johannes med, så kan du selv finde ud af noget, og jeg skal nok aflyse det med Stefan" sukkede jeg, og gik ud i gangen, for at tage mine sko på.
Jeg hørte Pelle sukke, ude fra køkkenet.
Jeg tog min jakke og mine røde Adidas-Gazelle sko på, som Stefan havde været med mig ude at købe. Det var en opgave lige for os, at købe sko.
Jeg gik ned i Parken, hvor vidste at Jonas befandt sig, med Johannes.
Jeg smilte stort, da jeg så dem sidde og lege i sandkassen. Johannes sad og kiggede på Jonas, der fyldte en spand med sand, for så at vende den på hovedet, og klappe på spanden, og så at fjerne spanden, så der stod et sandslot, som Johannes slog til, så det faldt sammen, Jonas kiggede chokeret på ham, og Johannes skreg af grin. Helt inde fra hjertet. Det var tydeligvis ikke første gang de gjorde det.
Jeg smilte Jonas var den bedste til at passe ham! Johannes kede sig aldrig sammen med drengene, men ALDRIG sammen med Jonas.
Jonas vendte sig om mod mig, jeg regner med at han kunne høre at jeg kom gående, og pegede på mig, og gispede: "Se hvem der kommer der! Det er jo mor!"
Johannes hvinede og kravlede hurtigt gennem sandet og hen mod mig. Jeg smilte stort. Jeg satte i småløb, hen mod ham, og han hvinede højere og højere.
Jeg satte mig på hug foran ham, og trak ham op i mine arme. Han hvinede højt og skingert lige ind i hovedet på mig, og jeg grinte stille.
"Hejsa, min lille prins!" Grinte jeg.
"Hej!" Grinte Jonas, og jeg grinte med.
"Hej Jonas" grinte jeg.
"Vi var også på vej hjem" sagde han, og smilte et skævt smil, der viste at de ikke så meget som havde tænkt på at skulle til at gå hjem.
Jeg nikkede "Det kan jeg se" smilte jeg.
"Jaaaaeh.."
"Pelle holder 'drengeaften', for dig og drengene" sagde jeg.
Jonas gjorde store øjne. "Jeg regner med at det er dig, der har fået den ide?" Sagde han usikkert.
"Måske" smilte jeg.
"Han er heldig at have dig!"
Jeg trak på skulderen "Jeg er heldig, at have ham? Nårh, men han skal ikke vide, at i kommer, jeg tager hjem til mine forældre, og så er i hjemme ved ham, og jeg tager Johannes med mig"
Jonas nikkede "Jeg glæder mig til at være sammen med dem, alle sammen, sammen" han smilte.
"Jeg håber I får ham i bedre humør, men jeg går hjem til Lau og Melissa, nu" sagde jeg.
Jonas nikkede "Var det en invitation, til at jeg måtte gå med, eller?" Han rynkede brynene, selvom at han udmærket godt vidste, at det var en klar invitation!
Jeg nikkede, og viftede ene hånde, som tegn på at han bare skulle komme med.