The Things I Never Told You

Kapitel 1 - Flyveturen

"Hallo?" forstyrrer en kvinde mig, der er omkring 40'erne, som har skruet et blik på der siger: jeg-har-ikke-hele-dagen. Jeg får øjenkontakt med hende, og hun forsætter derefter. "Skal du have mælk i din kaffe?"

"Mælk? Nej, det er fint," mumler jeg.

"Det bliver 6 dollars," svarer hun, og jeg rækker hende en seddel og tager imod småmønterne, uden så meget, som at se på dem. Jeg propper dem ned i min slidte, sorte læderpung, og tager imod de to kopper kaffe som to-go. Jeg forlader den lille kaffebar, og begiver mig hen, hvor jeg skal mødes med Gabriella.

Der er mange mennesker, som altid i en lufthavn, og jeg er hele tiden, ved at gå ind i folk. Mine øjenlåg er trætte og føles tunge. Jeg glæder mig til vi kommer op i flyveren, så jeg i det mindste kan få lidt søvn der. Gabriella og jeg skulle jo også tidlig op. At stå op klokken halv fem, er ikke lige frem min hobby.

Jeg finder hende siddende på et trappetrin udenfor én og anden tøjbutik. Hun ser mig straks og vinker mig hen. "Hej," siger hun, "Der er cirka en halv time til, at vi skal boarde," forsætter hun og tager imod den kop kaffe, jeg rækker hende.

"Okay," svarer jeg lavt og uden bare et eneste gram entusiasme, som man normalt har, når man skal ud og flyve. Med mindre selvfølgelig at man har flyveskræk, men så glæder man sig i mindste til selve rejsen.

Egentlig ville jeg blive hjemme. Jeg har ikke lys til at tage tilbage til mit barndomssted uden Nellie. Nellie med det blonde hår, som altid lå bølgende ned over hendes skuldre. Nellie med eventyrlysten sivende ud af øjnene. Nellie der har... Eller Nellie der havde.

Mit barndomshjem, vores, Nellies og mit, det skal huskes som dengang hun var i live. Jeg har slet ikke lyst til at se, det sted jeg voksede op, på en måde den ses uden Nellie. Jeg vil bare gerne have lov til at huske det med Nellie. Og ikke med Nellies død, der skete så pludseligt.

"Hvad tænker du på?" spørger Gabriella og afbryder mine vildledte tanker.

Selvfølgelige svarer jeg, at jeg ikke tænker på noget, som jeg har et indtryk af at det gør alle andre, når de tænker på noget, som gør dem kede af. Man vil ikke dele sine triste tanker med nogen. Men hvorfor? Er vi bange for at gøre nogen triste, ligesom os selv. Som om at vi smitter dem med vores nedslående tanker, som om det var en sygdom.

Gabriella kniber sine øjne lidt sammen, ser mig lidt an, og begynder at pille i den brune krøllede tot, som hun får fat i først. Der er ikke et eneste ord i mellem os, men det er som om vores ansigtstræk fortæller det hele. I et sekund lukker Gabriellas øjne i, så bider hun sig selv lidt i læben. En vane hun har fået, hun gør når hun spekulerer meget.

Nellie gjorde aldrig sådan noget. Hendes ansigt fortalte mig aldrig, hun var alt for god til at skjule det. Nellie og Gabriella er egentlig meget forskellige. Måske var det derfor, de aldrig klingede særligt godt.

Nellie prøvede i starten, hun prøvede virkeligt. Det er en af det grunde til at jeg elsker hende så højt. Eller burde jeg sige elskede? Elskede. Endelsen i ordet, bare to bogstaver... At sige det ord i datid, ville være som at indrømme over for mig selv og andre mennesker, at hun er væk, og at hun aldrig kommer tilbage. Det svier i øjnene med den tankegang.

"Jeg forstår at det er hårdt at komme tilbage til Westerville for at sige farvel til Nellie," siger Gabriella og standser min tankestorm. Hun bevæger sig tættere på mig, og lægger sit hoved op af min skuldre. "Jeg tror, det bliver godt for dig at komme tilbage, ikke bare for at sige farvel til Nellie, men også Nellies og dit sted," forsætter hun.

Det gør så ondt i mit hjerte. Det er som om alle Nellies og mine oplevelser er billeder inde i mit hoved, og jeg skal genopleve alle de milliarder ting Nellie og jeg har gjort sammen. Men jeg skal genopleve dem alene, for Nellie er virkelig væk.

Gabriella lader mig bare sidde i stilhed for at øjeblik, det føles i hvert fald som et øjeblik. "Vi skal boarde nu," forklarer hun og sender mig et melankolsk blik.

Lufthavnen er ret stort, men det er jo trods alt også i New York, og der er alt enormt. Slet ikke ligesom min barndomsby i Ohio. Da vi ankommer til vores terminal, står folk i kø og er i gang med at vise deres boarding og pas.

Det bliver rart at komme ind i flyveren, så jeg rigtig kan sidde ned og slappe af med musik. Jeg håber, at Gabriella forstår, at jeg ikke er den mest snakkesalige lige nu. Hun kan godt lide opmærksomhed og at snakke med folk. Det kan være både godt og dårligt. Men jeg holder selvfølgelig rigtig meget af hende, det kan jeg ikke lade vær med. Jeg ser på hende, hendes brune hår der er en smule elektrisk og hendes røde læber, der har et forsigtigt smil på læberne. Jeg tager hende ind til mig, og kysser hende blidt på panden.

Gabriella og jeg har været kærester i omkring tre år snart. Vi var vel omkring 16 år, da vi begyndte at ses. Nu går vi oven i købet på samme college, men det har nok også med at gøre, at vi vil det samme. Eller egentligt, så ved jeg ikke, hvad jeg vi bruge mit liv på. Gabriella er helt vild med at skrive, og så elsker hun mode. At arbejde på et magasin, ville være hendes drøm.

Jeg ved godt, at det lyder lidt at jeg bare følger efter min kærester, men hvis jeg alligevel ikke vil, hvad jeg vil arbejde med, så kan jeg lige så godt følge med hende. Så har vi den samme fremtid. Den samme fremtid sammen.

Vi er de sidste der kommer ind i flyveren, og jeg lukker mine øjne med det samme jeg sætter mig i mit sæde. 

*

Det var det første kapitel, af min første bog på Wattpad som jeg helt selv skriver - (hvis I ikke vidste det, så er "He's not worth it" skrevet sammen med min veninde, Sararosa_5sos. )

Jeg håber meget, at I vil læse videre, kommenter meget gerne :)

<Hermione_Lancaster