The Things I Never Told You

Kapitel 2 - Mit barndomshjem uden min barndomsven

Kap 2 Mit barndomshjem uden min barndomsven

Fem timer senere står vi udenfor an hoveddøren til Westerwille, gade 34, hus 2. Mine forældre og Gabriellas forældre har hentet os, så vi slap for at fange en taxa og bære rundt på to kufferter, plus håndbagage.

Jeg kan mærke det bare at se min mor og far, fik mig til mærke efter, hvor meget jeg egentlig havde savnet dem.

Mine forældre og Gabriellas forældre er gode venner, så vi beslutter os for at samle os alle sammen hjemme hos min familie. Min mor og far er spændte på at høre om college, selvom jeg jo egentlig har snakket i telefon med dem, skrevet med dem og sendt billeder. But still, det er vel bare noget man gør når man kommer hjem, efter man har været ude og rejse.

Jeg har egentlig ikke den store lyst til at sidde dernede med så mange mennesker. Jeg fortæller dem, at jeg har brug for at lægge mig, men jeg kan se at mine forældre ærgrer sig over mit valg.

Da jeg kommer op på mit værelse, kan jeg ingen gang overskue at se på mit værelser, efter de her måneder. Jeg smider mig bare i min seng, lukker øjnene og åbner for tårerne.

*

Jeg ved, at jeg må have sovet, for da jeg slår øjnene op, er klokken halv seks om aften. Jeg sætter mig lidt op i min seng, svinger dynen af mig og mærker straks kulden sive i gennem mine sorte cowboybukser.

Jeg får gnedet lidt i mine øjne, for at få søvnen ud af øjenkrogen. Jeg må nok hellere gå ned i stuen til de andre. Allerede på vej ned af trappen, kan jeg dufte stegt kylling og en smule citronsaft.

Da jeg åbner døren ud til stuen, giver døren sig det sandvanlige knæk, jeg kender fra min barndom, jeg var så vant til. Det er sjovt, når man har været væk i langt tid, så er det de små ting, som man havde glemt, der giver den største tryghed.

Min mor har allerede lagt sine arme rundt om mig i et stort bjørnekram, før jeg overhovedet når at registre, at hun står ved siden af mig.

"Adrian," hvisker min mor bare, og jeg tror ikke at hun er i stand til at forsætte.

Min far kommer ud til os lidt efter, og selv min far, der aldrig udtrykker en følelse i sit ansigt, ser bedrøvet på os. Han plejer aldrig at kramme mig, han ender oftest bare med at give mig et fast klap på skulderen. Men i dag, kan jeg mærke at han fælder en spinkel tåre ned på min trøje, da han holder om mig.

"Vi er her for dig, søn," fortæller min far, og den tryghed jeg får med de få seks ord, er en ting jeg aldrig vil glemme.

"Adrian, der er en ting vi gerne vil give dig. Eller det er faktisk en gave, Nellie efterlod til dig," siger min mor.

Har Nellie efterladt noget til mig? Noget der forklarer? Hvornår har Nellie tænkt at jeg skulle have det hun har efterladt- det er så langt tid siden at jeg har set hende. Der er så mange spørgsmål, jeg bliver nødt til at få opklaret. Jeg håber at gaven fra Nellie kan hjælpe mig med at svare på det. Hvad eller hvem skulle ellers?

*

Et lidt kortere kapitel end det før, i må endelig skrive, hvor langt et kapitel skal være.

Håber vi ses i næste kapitel! :)

<Hermione_Lancaster