Accepteret på Hogwarts (BOG 1)

Første kapitel: Turen til Hogwarts

Velika stod ved perron 9 og 3/4 på Kings Cross Station sammen med sin far. Hun var nervøs for at løbe ind i muren, så hun tøvede. Hendes far mærkede hendes nervøsitet og satte sig på hug foran hende. Hans mørkeblå øjnede kiggede dybt ind i hendes egne gråblå øjne. "Ved du hvad jeg altid har beundret ved dig?" spurgte han roligt. Velika rystede på hovedet og smilte. "At du har været så tapper siden din mor døde." svarede han. Hans øjne blev en smule triste men hans varme smil blev på hans læber. "Så derfor ved jeg, at det her bliver heller ingen problem for dig." sagde han med en venlig, dyb stemme i det han rejste sig op. Velika stilte sig ved siden af ham og tog ham i hånden, sendte ham et smil og løb igennem muren.

   På den anden side af muren stod det længste damptog hun nogensinde havde set. Forrest stod der Hogwartsekspressen. En masse mennesker i alle størrelser og former var overalt på hele perronen. Nogle sagde farvel til familie, andre løb rundt, mens endnu flere kontrollerede, de havde det sidste med.  Velika kunne mærke smilet på hendes læber blev bredere. Hun havde glædet sig så meget til at skulle starte på Hogwarts. Hun lagde mærke til, at hendes far ledte efter nogen. Hun var ikke sikker på hvem. "Molly!" råbte han pludselig op og begyndte at gå hen mod en lille, buttet dame med rødt, krøllet hår som gik ned til hendes skuldre. Hun sendte et venligt smil da hun så Velika's far. "Michael!" råbte hun tilbage og rejste en hånd i vejret som en hilsen. Velika og hendes far gik over imod Molly som stod med sine tre sønner og ene datter samt hendes mand. Velika's far gav Molly og hendes mand hånden. Det var tydeligt, at de var gamle venner. Velika hilste først på dem allesammen med et smil. Den yngste af sønnerne vurderede Velika til at være omkring hendes egen alder. "Hej, jeg hedder Velika." smilte hun af drengen og rakte hånden frem til at kunne hilse ordentligt på ham. Han stak hende hånden og smilte tilbage. "Mit navn er Ronald. Men du kan bare kalde mig Ron. Det gør de allesammen alligevel. Er det også dit første år på Hogwarts?" "Ja, det er det. Jeg har glædet mig som et barn til juleaften." svarede Velika med et lille grin. Begge deres forældre stod i en samtale, som indikerede, at de vist ikke havde set hinanden længe. Velika kiggede lidt rundt på de andre mennesker, som snart skulle blive hendes skolekammerater.

   "Skal vi følges?" spurgte Ron med et skævt smil. Hans kinder blev næsten lige så røde som hans hår. Velika smilte stort over allerede at have fået én at snakke med. "Jo, selvfølgelig!" svarede Velika så højt, at hun næsten selv blev helt forskrækket over lydstyrken på sin stemme. De to ældre drenge, som stod et par meter væk fniste imellem sig over synet på Ron's røde kinder. Velika kunne ikke decideret høre hvad de hviskede om, før de selv afslørede det, da de grinte i kor, "Haha, Ron er forelsket!" Velika fik selv lidt røde kinder. Ron's rødmen gik op i hans ører så han nærmest lignede en tomat, men om det var af vrede eller akavethed, kunne Velika ikke umiddelbart vurdere. "Hold kæft, I to!" hvæsede Ron med en tydelig irritation. "Bare ignorér dem. Fred og George elsker at provokere mig." hviskede Ron til Velika og tog så sin kuffert.

   Klokken var ved at være 11. Velika gik hen til sin far. Hun ville give ham et sidste farvelkram. Hun ville trods alt ikke se ham igen før til jul. Hun stak armene omkring ham, sagde farvel og tog sin kuffert. Hun gik ind i toget sammen med Ron og fandt en ledig kupé. Fred og George gik dem lige i hælene, men gik i den anden retning, da de var kommet ind i toget. Hun kiggede ud af vinduet for at vinke farvel til sin far. Da klokken slog præcist 11 var hele perronen tom for eleverne, som havde fyldt hele området blot få minutter inden. Nu stod kun de enkeltes forældre og familiemedlemmer tilbage for at vinke farvel til deres børn. Toget fløjtede så højt, at det sagtens ville kunne høres i miles omkreds. Da perronen ikke længere var inden for synsvidde, satte Velika sig ned overfor Ron.

   Få minutter efter, trådte en spinkel dreng med tøj, som var alt for stort ind af kupédøren. Han havde sort hår, som dækkede det meste af hans lidt aflange ansigt, runde briller og blå øjne. Både Ron og Velika smilede mod drengen. "Må jeg sidde hos jer? Der er fyldt andre steder?" spurgte drengen. "Ja, selvfølgelig. Bare slå dig ned!" svarede Ron. "Fedt, tak!" svarede drengen tilbage med et smil og satte sig ved siden af Velika. "Jeg hedder Ron. Ron Weasley. Hvad hedder du?" spurgte Ron. "Hyggeligt at møde jer! Jeg hedder Harry. Harry Potter." svarede drengen med et smil og tog en lille madpakke op af tasken. "Hvad hedder du?" spurgte Harry med et smil rettet mod Velika. "Jeg hedder Velika. Velika Angelica Merver." smilte Velika stort. Ron havde siddet med åben mund, siden Harry introducerede sig med sit navn. Han sad sådan indtil både Harry og Velika stirrede på ham, som om han havde fået et hjertetilfælde. "V-vil det så sige, at du er den Harry Potter? Er det så rigtigt, du har det dér...ar?" spurgte Ron så lavt, at man næsten ikke kunne høre hvad han sagde. Harry trak pandehåret til siden, så han afslørede et ar i panden, formet som et lyn. "Wow!" udbrød Ron med endnu større øjne end før. Harry grinte bare og tog en bid af sin madpakke.

   I det øjeblik blev kupédøren brudt op og en pige på deres alder med store, lysebrune krøller stod i døren og kiggede tværs igennem rummet, som om hun havde mistet noget. "Er der nogen herinde, som har set en tudse? En dreng i én af de andre kupéer har mistet den." spurgte hun med en nærmest overlegen stemme. Harry og Ron rystede på hovedet mens Velika løftede skuldrene, som et tegn på uvidenhed. "Forresten, så er mit navn Hermione Granger. Jeg er førsteårselev på Hogwarts i år." "Jeg er Velika, det her er Ron og Harry." svarede Velika med et smil rettet imod det ellers kolde blik fra Hermione. "En fornøjelse..." svarede Hermione. "I må nok hellere se at få skiftet til jeres kapper. Vi er der vist snart." Hverken Harry, Ron eller Velika nåede at reagere på hendes kommentar, før hun allerede havde smækket kupédøren i og gået videre mod næste kupé. Ron så helt paf ud i ansigtet. "Hold da ferie, for en personlighed." smågrinte han lidt. "Men hun har nok ret i, vi hellere må få vores kapper på." sagde Velika og begyndte at finde den frem. Harry begyndte at rode rundt i sin lille kuffert for at finde sin kappe og Ron begyndte på det samme.

   Under en halv time senere standsede toget og alle eleverne havde taget kapper på og var på vej ud af toget. På perronen, stod en gigantisk mand med stort, sort skæg. Han var kraftigt bygget og havde en stor brun frakke på og store pelsstøvler. I højre hånd havde han en lampe, som var halvt så stor som Velika selv. Aldrig nogensinde, havde hun set så stor en mand i hendes liv. Harry vinkede dem med sig over mod manden. "Hej Hagrid!" udbrød han. "Hej Harry! Nød du turen?" "Ja, helt bestemt!" "Dejligt! Okay, alle førsteårselever følg med mig! Vi skal ned i bådene, så vi kan nå op til festmåltidet på Hogwarts!" udbrød han så højt, at det rungede på hele perronen. Alle eleverne fulgte med den mand, som tilsyneladende hed Hagrid og kort efter de havde forladt perronen, var der en masse både på en stor sø. I den anden af søen stod et stort, fantastisk smukt slot, som var lyst op i nattehimlen. Velika havde aldrig set noget så smukt. Nu var hun endelig kommet til Hogwarts. Hun kunne mærke et stort smil på sine læber.

Forfatterkommentar:
Da dette er min første fanfiktion, vil jeg meget gerne høre hvad I synes og om jeg skal skrive videre på den :) Kommentér, stem gerne på historien og selvfølgelig må du meget gerne følge mig :3

Tak for at læse med!