Overnaturlig

9: Problemer?

Det blev en vane for os. Jeg blev alt for ofte vækket af mareridt, så i stedet for at liste ind til Ben midt om natten, så listede jeg mig ind til ham, efter at Amber var puttet i seng, og Megan arbejdede inde på sit kontor. Selvom vi var meget diskrete omkring det, så vidste Megan det sikkert godt. Men hun sagde ikke noget. Jeg havde brug for det. Jeg havde brug for at føle varmen og sikkerheden fra Bens favn, og føle at der var en anden end mig selv til at passe på mig. Ligesom med mine anfald, så talte vi ikke om det. Faktisk var vi knap nok i nærheden af hinanden om dagen. Desuden følte jeg en helt anden følelse af panik, end den jeg var vant til. Jeg vidste ikke, hvad vi var. Jeg vidste ikke engang, om der var et "vi". Jeg vidste bare, at Ben gav mig ustyrelige sommerfugle i maven, og at vi undgik hinanden, men at Ben alligevel tillod, at jeg hver aften puttede mig ind til ham, så hans nærværd kunne beskytte mig mod mareidt resten af natten. Hvad var det? Var det overhovedet noget?
-----------------------------
Vi sad ved middagsbordet, og spiste. Ben, Amber, Megan og mig selv. Det virkede så normalt, at det var absurt. En måned. En hel måned havde jeg boet hos dem, og i en hel måned havde de skjult mig her. Jeg var trist. Jeg sad og så ned i bordet, mens jeg prøvede at regne ud hvorfor jeg var trist. Og så slog det mig. Jeg var nødt til at flygte igen. Jeg kunne ikke blive meget længere. Og det vidste de tre andre ved bordet godt.
----------------------
Da Amber var blevet lagt i seng, og Megan var fordybet i sit arbejde, listede jeg ind til Ben. Han sad ved sit skrivebord, og skrev på sin computer. Jeg gik hen og lagde armene om ham. Det var ren rutine. Ben lavede lektier, jeg listede ind, og lagde armene om ham, og lige om lidt ville han knubbe sin tommelfinger mod min håndryg. Det gjorde han også i aften, men han gjorde også noget uventet. Hans læber strejfede let min hånd. Jeg rødmede lettere forfjamsket, men det føltes rart og naturligt. Ingen af os sage noget, og vi befandt os i en behagelig tavshed. Men pludselig blev stilheden anspændt. Og kort efter begyndte Ben at tale.
"Hey, Kida? Hvor ofte får du de der anfald? Panikanfaldende"
Jeg frøs på stedet, og mærkede hvordan panik og angst borede sig ind i min ryg som knive af is.
"Et par gange om ugen" hviskede jeg, med en frygt jeg først var begyndt at føle, efter at jeg havde fået min frihed, og efter jeg havde mødt den lille familie. Efter at jeg havde fået noget, som jeg frygtede at miste. Ben begyndte at knube sin tommelfinger mod min håndryg, og det havde en beroligende effekt på mig.
"Kida, måske burde du tale om din tid på laboratoriet"?
Jeg fnøs.
"Bare fordi man deler sin frygt, bliver den ikke nødvendigvis lettere at bære"
Ben trak på skuldrene.
"Men stadigvæk, kunne du ikke... Jeg..."
"Du vil gerne vide hvordan det er derinde, på grund af din far"
Det var ikke et spørgsmål. Det var bare en konklusion. Ben nikkede. Jeg sukkede.
"Ben, der er en grund til, at ingen af jer har spurgt ind til de sidste ti år af mit liv. Der er nogle ting man har bedst af ikke vide"
"Kida, hver eneste nat har jeg været der til at hjælpe dig. Nu beder jeg om, at du er der for mig"
Jeg bed mig i læben, men nikkede så.
" Okay, hvis det er det du vil. 

Det var ikke nogle lykkelige år i mit liv. Overhovedet. Hver anden dag ville professorerne eksperimentere på os. Sende strøm igennem os, drukne os, gasse os og indsprøjte kemikalier ind i os. Af en eller anden grund tror folk, at bare fordi vi har de her krafter, så kan vi holde til mere end andre mennesker. Det kan vi ikke. Kun de stærkeste af os. Jeg så det aldrig selv, men jeg hørte om andre Overnaturlige om døde under eksperimenterne. Jeg så en enkelt gang en anden overnaturlig. Vi blev holdt fuldstændigt adskilt normalt. Men den nat jeg flygtede, så jeg en lille pige, måske på Ambers alder, blive slæbt forbi min celle. Død" Jeg var nødt til at holde en pause, for at forhindre tårer i at bryde frem. 

"Før jeg flygtede, var dagene de samme. Som sagt blev vi eksperimenteret på hver anden dag, og resten af tiden blev vi trænnet, og vores grænser blev testet. Trænnet og testet som våben. Jeg ved ikke hvorfor, men vi var eksperimenter, projekter og våben. Jeg vil helst ikke vide hvad vi var trænnet til. Vi hørte aldrig noget om verden omkring os. De helt små ville få en smule undervisning, men ikke meget" 

Jeg skævede til Ben, som alvorligt fulgte med i min fortælling. 

"Vi var kun tre steder: Vores celler, laboratorierne og trænningssallene. Men to gange om året blev vi hentet af en vogn, som ville køre os til øde steder, som et stenbrud eller noget. Vognen var lavet af jern, og vi ville have jernringe på hænder, føder, om livet og om halsen. Jern svækker vores kræfter voldsomt. Hvis man er en normal Overnaturlig. Jeg har altid kunne slippe ud af mine jernringe, men jeg prøvede aldrig at flygte på de tidspunkter. Det var for risikabelt, fordi vagterne havde pistoler. De kunne bare skyde mig hvis jeg prøvede at flygte, og hvor skulle jeg være flygtet hen? Det var bedre at vente, og se tiden an. Uanset hvad, så ville vi blive sat til, at arbejde på de her øde steder. Da jeg var ti, blev jeg blevet ført til et forladt stenbrud" 

Jeg skævede til Ben igen, tøvede med at forsætte. Men han havde brug for at høre det. Jeg forsatte. 

"Jeg knusten sten, da jeg opdagede blod. Jeg meldte det til min vogter, men jeg fik bare besked på at forsætte. Da jeg havde knust et par klipper, fandt jeg årsagen til blodet. Det var en halvvoksen dreng, måske atten eller nitten år gammel. Han var blevet knust under klipperne, og selvom blodet var størknet, så var liget højest et par dage gammelt. Jeg kunne se på hans stærke røde hårfarve og kattegule øjne, at han havde været en overnaturlig. Jeg kan huske, at jeg kastede op, og da jeg begyndte at græde, blev jeg pisket med en jernpisk. Bagefter blev jeg sat tilbage til arbejdet. Jeg har stadigvæk arrene"

Jeg var sikker på, at jeg græd, men da jeg rakte op for at mærke efter, var mine øjne tørre. Ben havde rejst op, og stod nu foran mig. Vi stod så tæt, at jeg kunne føle hans varme ånde mod min pande, og mit eget hjerte som bankede vildt.
"Må jeg se arrene"? hviskede Ben, som åbenbart havde glemt alt om hans far. Helt stille vendte jeg mig om, og trak min bluse op over mit hovede. Jeg mærkede Bens varme fingre følge arrene fra jernpisken. Fingrerne løb hen over ryggen, og fandt frem til andre ar, som jeg stædigt havde beholdt, istedet for at hele. Mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg var bange for at det ville slå hul i mit bryst. Især da Ben lagde sine arme om mig, og vendte mig om mod ham. Min hjerne nåede knap nok at regristrere hvad der skete, før han kyssede mig. Og før jeg overhovede nåede at tænke en tanke, lagde jeg selv armene om ham, og kyssede tilbage. Og nej, ingen af os fik særligt meget søvn den nat. Den nat, før alting gik op i flammer.