Overnaturlig

22: Truslen håndteres

Der var gået et par måneder. James, Bens far, havde været leder i en uge nu, og han havde gjort det godt. Han virkede som om, han nød det. Det glædede mig. Han havde været det rigtige valg. Han talte ud til alle på basen, både mennesker og overnaturlige. Han behandlede dem alle ens, og håndterede de forskellige trusler fra regeringen godt og velovervejet. Han sendte ikke bare folk ud i marken. Men han forhandlede heller ikke udelukkende med regeringen. Han holdte sig opdateret gennem spioner om hvad der forgik uden for basen, sørgede hele tiden for at være et skridt foran regeringsmedlemmerne. Han lavede fejl. Selvfølgelig gjorde han det, alle begik fejl. En af de første gange regeringen havde truet os, havde han sendt lille gruppe ud for at ødelægge en af træningsbaserne, fyldte med overnaturlige. Det havde resulteret i, at stedet var blevet sprunget i luften, fra begge sider. Det havde været en af hans værste fejltagelser. Han var gået direkte i deres fælde. Men han lærte af fejlene. Jeg havde tillid til ham. Og da jeg fortalte ham om den mulige korruption, som fyldte regeringen og den normale befolkning med løgne om os, håndterede han det lige så roligt som han håndterede alt det andet.

"Vi er nødt til at finde ud af, hvem der står bag det. Og få det afsløret og stoppet. Forhåbentligt vil det gøre befolkningen tryggere ved os, hvis de ikke bliver fyldt med løgne"

Jeg nikkede.

"Jeg gør det"

James så overrasket på mig.

"Undskyld, hvad?"

"Jeg gør det. Jeg samler et lille hold, og finder ud af, hvem der har fyldt folk med løgne om os, og afsløre vedkommende til offentligheden. Forhåbentligt har du ret i, at det vil gøre forhandlingerne om vores rettigheder og frihed lettere"

"Men, Kida, er du sikker på, at du er klar til det? Jeg er ikke dum, jeg ved godt hvorfor du gav posten fra dig. Du havde brændt dig selv ud, presset var for meget for dig. Er du sikker på, at du er klar til at tage ud på sådan en vigtig opgave? Ville du ikke hellere bare slappe af her i basen, være en normal teenager?"

Jeg sukkede.

"Det er sødt af dig, men nej. En revolution startede da jeg brød ud af laboratoriet og sluttede mig O.F. Jeg kan ikke trække mig helt tilbage, og jeg har heller ikke rigtigt lyst til det" Det sidste sagde jeg med et lille smil.

"Jeg vil gerne hjælpe. Hvis jeg bare siddet stille uden at gøre noget, tror jeg, at jeg bare ville drive mig selv til vanvid"

James nikkede. Hans mine var dyster, men han sagde mig ikke imod.

"Har du nogle tanker om, hvem der skulle med dig ud på opgaven?"

"Ja. Jeg tænker på, at tage Rose med mig. Vi har kendt hinanden i lidt tid, hun er til at stole på. Og så ville jeg også spørge om tilladelse til, at tage en tredje med"

James så forvirret på mig, før det gik op for ham hvem jeg talte om. Han sukkede.

"Jeg er lige blevet genforenet med min familie, Kida. Du kan ikke bare tage min søn, og forsvinde ud på en farlig mission med ham"

Han sukkede igen, den her gang opgivende.

"Men hvis Ben vil med dig, så er det op til ham. Jeg ville ikke kunne stoppe ham"

Jeg nikkede, og takkede ham for det. Så gik jeg ud af hans kontor, og ud for at finde Rose og Ben.

Jeg fandt dem i et af forrådskamrene, i gang med at optælle noget mad. Eller jeg gik ud fra, at det var det de skulle have gjort, men i stedet stod Ben og prøvede at forhindre Rose i at putte noget gift i en af madsækkene.

"Jeg lover, at det ikke er dødeligt!"

"Jeg er ligeglad! Du kan ikke bare forgifte folks mad!"

Rose rullede med øjnene, og sendte et stød af elektricitet gennem Bens krop, så han var tvunget til at give slip på hende. Før hun kunne nå at putte giften i maden, hostede jeg akavet. De vendte sig begge mod mig. Ben smilte fortvivlet og slog ud med armene, som for at sige 'hjælp mig'. Rose smilte bare, og forsatte med at putte gift i maden.

"Hej Kida, hvordan går det?"

Jeg rullede med øjnene, og smilte.

"Hvad siger I til, at hjælpe mig med en opgave?"

----------------------------------------------------

Hej, jeg er tilbage!!!! Jeg håber, at kunne få udgivet et kapitel om ugen, hvilket burde være muligt, i hvert fald den næste månedstid, men derefter kommer der eksamener..... Men jeg tror heller ikke, at historien bliver særligt meget længere, måske tre kapitler til, måske lidt længere.....

Nå, vi for se. Vi ses i næste uge!

- Sofie