My New Brother is a Player

Grieve and tears

Min krop trak sig krampagtigt sammen og jeg hostede ustyrligt. Jeg hostede
En masse vand op og da jeg var færdig væltede jeg om på ryggen. Over mig stod flere mennesker end jeg lige havde regnet med. Skoleinspektøren, Tyler, Jason, cheerleaderen og en mand der godt kunne ligne en idrætstræner.

"Er du okay?" Spurgte skoleinspektøren bekymret. Hun rakte en hånd frem for at hjælpe mig på benene. Idrætslæren tog fat under mine arme for at hjælpe. Jeg nikkede stille. Da jeg kom op at stå lagde jeg armene om mig selv for at holde varmen.

"Vi har givet dig fri resten af dagen." Sagde hun og tog mig ind i hendes arme for at hjælpe mig med varmen.

"Er der en af dine forældre der er hjemme?" Spurgte idrætslæren. Han tog sin cardigan af og gav mig den. Jeg takkede ham og smilte svagt til ham. Den hjalp hurtig og jeg fik varmen.

"De er på arbejde indtil klokken fem," Tyler hoppede ind i samtalen efter at have stået passiv i baggrunden.

"Okay så tager i begge to fri i dag. Vi vil ikke lade dig være alene uden opsyn," konstaterede hun.

"Vi kontakter jeres forældre og fortæller om det her. Er det okay?" Jeg skulede kort til Tyler som bare stod med en iskold facade. Så nikkede jeg. Idrætslæren og skoleinspektøren gik og jeg stod alene tilbage med en sur Tyler og en forvirret Jason.

"Bro, bor i to sammen!?" Udbrød han og trådte tættere på. Jeg rullede øjne af ham. Tyler tog fat i hans krave og så ham vredt i øjnene.

"Det bliver mellem os og jeg lover dig. Hvis det ikke gør. Så er du en død mand," sagde han lavt og truende. Jason nikkede bange med store øjne.

"Find Mylene og få hende til at forstå at dette ikke er noget hun skal spøge med!" Hans greb strammede sig om hans krave og Jasons ansigt blev blegere. Jeg kunne virkelig ikke fordrage Jason, men jeg måtte gøre et eller andet.

"Tyler slap dog af!" Sagde jeg og tog fat i hans arm for at trække ham væk. Han rokkede sig ikke en centimeter.

"Tyler!" Sagde jeg strengt. Han så på mig med øjne der kunne slå ihjel. Mine øjne blev store og jeg gav med det samme slip. Han så en sidste gang på Jason og så lagde han sin store hånd på min ryg og førte mig fremad. Da vi kom ud på parkeringspladsen låste han bilen op og satte sig ind. Jeg satte mig ind ved siden af ham.

Vi sagde ikke noget. Stilheden var bare... stilhed. Jeg var udmattet og små-sur på ham. Eller, jeg var nok mere gal på ham. Jeg var tæt på at drukne! Hvordan kunne han? Argh jeg gider ikke engang tænke på hvorfor.

Jeg så på ham. Han stirrede ud af forruden og fokuserede på vejen. Hans øjne var iskolde. Ligesom resten af hans ansigt. Hans kæbe spændte en gang imellem. Jeg sukkede og så ud af ruden.

"Det var ikke okay", Sagde jeg og rykkede mig op i sædet. "Det du gjorde.." fortsatte jeg. Jeg kunne ikke se på ham.

"Tyler?" Sagde jeg striks da han ikke reagerede.

"Hold mund" mumlede han vredt.

"Undskyld mig?" Udbrød jeg overrasket og så på direkte på ham. Luften mellem os blev tyve gange så intens.

"Jeg sagde hold mund!" Råbte han og bankede hans hånd hårdt ned i rettet. Jeg blev forskrækket over hans handling og knyttede med det samme sylten.

Han drejede skarpt op i indkørslen og bremsede. Jeg turde ikke bevæge mig i frygt for hvad hans raseri ville gøre.

"Jeg gider ikke have flere! Ikke efter det der skete med den sidste, og det ved mine forældre godt!" Rasede han han gned sig frustreret i panden.

Hvad mente han med den sidste? Mente han en anden udvekslingsstudent? Det var tydeligt at han gemte noget. Noget man ikke lige fortalte den nye udvekslingsstudent man nær havde druknet.

"Tyler?" Spurgte jeg forsigtigt.

Han bankede hænderne ned i rettet, med en endnu større kraft end før. Jeg for sammen igen.

"Av for satan!" Klynkede han. Han lænede sig forover og støttede hans hovede på rettet. Jeg tog chancen og lagde min hånd på hans ryg. Han var varm. Meget varm. Jeg sukkede og lod min hånd køre nussende i cirkler.

Han drejede sit hovede mens det stadig lå på rettet. Han så direkte ind i mine øjne. Min hånd stoppede med at bevæge sig. Hans øjne var røde og fyldt med tårer. Han så virkelig ud til at være i smerte. Mentalt. Også lidt psysisk siden han havde slået sine hænder ned i rettet - to gange.

En af tårerne gled ned ad hans kind. Han bed i hans læbe. Det var først nu det gik op for mig hvor stille der var.

"Men det er en historie til en anden gang, Hollywood." Smilte han med nu flere tårer glidende ned ad kinderne.

Jeg var lidt forvirret til at starte med. Men så forstod jeg hvad han mente. Det var til det han sagde omkring den udvekslingsstudent de havde før mig. Ville han virkelig fortælle mig om det? Og hvis han ville, hvornår ville han så gøre det?

<><><>

Hvor tit græder en player?
- aldrig.
Men hvad er tyler så hvis han ikke er en player? Og hvad er det han skjuler?

Er i klar til skolestart i morgen?
Eller er i allerede startet?