Trust.

Nye naboer.

Alt startede perfekt. Jeg var den populære pige i klassen, ingen havde egentlig noget problem med mig. Undtagen Fia.. Hun var den mest bitchede pige, på hele jorden. Jeg kunne ikke sige noget i klassen, uden at hun skulle stirrer på mig. Som om at jeg intet interessant sagde?

Ville du tro mig hvis jeg fortalte at Fia, faktisk engang var min bedsteveninde? Ja det er sandt, helt siden 3 klasse. Vi lavede alt sammen og var der for hinanden ligemeget hvad! Men så skete noget.. Marcus skete:/ I en lille by kaldt Trofors, boede mig og min familie. Ogggg selvfølgelig 800 andre indbyggere. Byen var så kedelig, før tvillingerne flyttede til.. Marcus og Martinus var deres navne. Men lad os starte heeeeelt fra begyndelsen.

Jeg stod i haven og spillede fodbold, eller jeg prøvede. Jeg ser en kæmpe flyttebil køre ned af vejen hvor jeg bor, hvor den så drejer ind til naboen. Jeg stopper med at spille og går hen til slutningen af min have. Bag flyttebilen køre en anden bil også, sikkert de nye naboer som skal bo her. Vi har længe fået fortalt at vi ville få nye naboer, men ikke hvornår eller hvem.

Bildøren åbner, og en dreng står ud af bilen. Han havde høretelefoner rundt om nakken og havde hans hår oppe i en lille hestehale. Jeg kunne ikke se hans ansigt, før han vendte sig om mod min have. Vi fik øjenkontakt, mine kinder begyndte at rødme og mit herte hoppede hurtigere en noglesinde. Uden jeg rigtig ligger mærke til det, står en anden dreng ved siden af ham. De lignede hinanden på en prik, var de tvillinger? Den ene går mod mig, mens den anden bliver ved bilen.

Han stopper op foran mig og giver mig hånden. "Hej, jeg hedder Martinus" kommer det fra ham. Jeg smiler og fortæller så mit navn, imens jeg står på en akavet måde. Jeg kigger på ham den anden, som står over ved bilen. "Han hedder Marcus, vi er tvillinger" griner Martinus. Jeg kunne ikke snakke, jeg mumlede en del. "Jeg kiggede altså ikke på h...". Okay, jeg behøvede ikke benægte det. Martinus havde allerede opdaget det, ret flovt egentlig. Marcus er så meget min type. Halv langt hår, brune øjne også var han bare ekstremt flot! Det var som om jeg havde set ham før, som om jeg havde kendt ham i flere år.

"Marcus, kom over og hils på vores nye nabo" råbte Martinus. Hans stemme knækkede da han kom til ordet "nabo", ret cute. Jeg gik i panik og vidste ikke hvordan jeg skulle stå. Han kom hen, men gav mig ikke hånden. Han gav mig et kram som varede i et par sekunder. Han duftede godt, jeg kunne ikke beskrive duften. Men den var god, og jeg ville ikke give slip på ham. "Ehm, du dufter godt heh" røg det ud af mig. Nejnejnej, hvorfor skal jeg være så akavet???? I det øjeblik havde jeg bare lyst til at grave mig ned i et hul og aldrig komme op igen. "Haha, tak. Må jeg egentlig få din snapch..." var det eneste som kom ud af Marcus' mund. Der blev råbt efter dem fra bilen, de skulle hjælpe med at tag ting ind i huset. Skulle han seriøst til at spørger mig om det jeg tror han skulle?! Min snapchat, omgg. Ikk gå, du må gerne få min snapchat. Jeg kunne ikke få ordene ud, så jeg tænkte det bare.

Inden de gik mod bilen, fik jeg et til kram af Marcus. Men denne gang, var det ikke bare et kram. Imens han krammede mig, stak han noget ned i min baglomme. Jeg valgte først at kigge hvad det var, da de var kommet helt ind i huset. En seddel, et lille krøllet papir. Vent.. var det virkelig det der stod, læste jeg rigtigt??!