Trust.

Helt anerledes.

"Her har du mit nummer ********, pls skriv til mig" stod der på sedlen. Omg, skulle jeg skrive til ham? Jeg tog min mobil op af min baglomme, og skrev hans nummer ind på mine kontakter. "Marcus (lækre nabo)" kaldte jeg ham, bare han nu ikke så det. Det ville være så flovt..

Jeg vågnede af min lillebror som råbte og skreg af min mor i køkkenet, typisk. Jeg havde ikke tænkt på andet end Marcus hele natten. Han var så sød og det blik han gav mig efter han gav mig et kram.. wow, han er fantastisk. Jeg tog tøj på, gjorde mig klar til skole og gik ned for at spise morgenmad. "BANK BANK", nogle bankede på døren. Det var sikkert bare præsten nede fra kirken, Kristina som skulle aflevere vores grill tilbage.

"Det er til dig" råber min mor. Jeg kiggede forvirret på hende, rejser mig og går hen mod døren. Det tager nogle sekunder før jeg tager fat i håndtaget og åbner døren helt. Mine kinder rødmede og en rar følelse gik igennem hele min krop. Det var Marcus som stod i dør åbningen. Ja, jeg mener (lækre nabo)! Han stod og smilede imens han havde sine hænder nede i lommen, og en taske på ryggen. Hans hår var igen sat op i en lille hestehale. "Ehm, jeg tænkte på om du ville følges med mig og Martinus til skole?" kom det fra ham. Jeg skulle til at svarer ham, men i stedet bryder min mor ind i samtalen. "Det vil hun meget gerne" sagde hun. Eh hva? Hvorfor skal min mor altid være så flov!? Jeg måtte ikke engang svarer selv svarer ham, helt ærligt. Jeg løb ind i stuen for at hente min taske og løb ud til døren igen. 

Vi stod foran døren til skolen, der var 10 minutter til klokken ringede. Vi havde ikke snakket særlig meget på vejen, men jeg fandt ud af at de skulle gå 2 forskellige klasser. Marcus skulle gå i min klasse og Martinus skulle gå i den klasse hvor der ikke var særlig mange. Jaaaa pisse fedt. Endnu en grund til ikke at fremlægge foran klassen. Nu det ekstra flovt, ååå:( Mange af pigerne på skolen var rimelig bitchede, men jeg var vant til det nu. Vi kom hen til klassen, men jeg gik lidt foran dem. Jeg kiggede tilbage og kunne se at de allerede stod og snakkede med nogle fra klassen. De snakkede med Frederik og Andreas, jeg kunne ikke fordrage dem. De elskede drama og de sagde deres mening når de havde lyst. Der er altså også grænser, men overhovedet ikke for dem.

Jeg satte mig ind i klassen til min bedsteveninde Fia. Læreren kom ind da alle sad på deres pladser. Marcus stod oppe ved lærerbordet, sammen med vores klasselærer Peter. "Det her er Marcus, han skal gå i den her klasse. Er der nogle herinde som kender Marcus, eller har set ham før?" sagde Peter spørgende. Skulle jeg fortælle at jeg kendte ham, eller skulle jeg bare lade vær? Jeg tog min hånd op og kiggede rundt i klassen. Jeg fik hurtig øjenkontakt med Fia, hun vidste ikke noget om det jo. "Undskyld, men jeg ved ikke hvem du er?" griner Marcus. Lavede han sjov? Har han fuldstændig glemt alt om igår, eller at vi fulgtes til skole? Alle i klassen grinede og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. "Når der er vidst en lille misforståelse. Men Marcus du kan sætte dig ned ved siden af Frederik" sagde Peter akavet, bare for at skifte emne.

Klokken ringede og vi havde fri. Jeg gad ikke at vente på Marcus, så jeg løb bare ned til døren. Hvorfor sagde han at han ikke vidste hvem jeg var? Jeg forstår det ikke, havde jeg gjort noget forkert? Fia kom løbende op ved siden af mig forpustet. "Hallo, har du set det?" sagde Fia og kiggede alvorligt på mig. Hun gav mig hendes mobil i hånden, "se hvad Marcus har lavet et opslag om"!