Dette er mig. Mig uden dig. Mig der efter at have sørget over dig nu har et smil på læben igen. Mig, der efter flere måneder endelig er begyndt at glemme dig. Det er svært, meget svært. Jeg ser dig hver dag, næsten. Jeg ser dig sammen med en anden. Men jeg holder mine følelser inde. Eller de følelser der i gang var der. Det lille lys er så småt begyndt at slukke. Det bliver kun holdt i live af de små glimt jeg får af dig. Jeg er stærkere nu. Jeg kan klare din charme. Jeg er ikke forvirret mere. Jeg ved hvad jeg har og havde. Nemlig ingenting. Jeg ser mig selv nu. Jeg er en person jeg godt kan lide, ikke en jeg skammer mig over. Ikke en der er forelsket i sin bedstevens kæreste. Ikke en der fantasere om andre. Jeg tager en dag af gangen nu. Og det bliver lettere. Det er ikke let men det bliver det. Snart håber jeg. Som jeg går her ned af gangen tænker jeg kun på en ting: det var ikke mig, og det bliver aldrig mig igen. Dette er mig.
