Wish I Was Yours ~ M.G

Kapitel 1. Mistet hende?

"Bella, du må forstå at vi ikke passer sammen.."
De ord gjorde stadig ondt. Ord som sad i hovedet konstant. De ville aldrig forsvinde.
Jeg har grædt mig i søvne lige siden det hele skete. Lige siden jeg fik af vide, at jeg ikke var 'god nok'.
Det hjemsøger mig stadig.

Mit navn er Bella, som I måske ved? Jeg er bare en almindelig 15 årig pige. Ikke noget specielt. Jo, lige udover at jeg er Martinus Gunnarsens kæreste. Eller jeg 'var', må jeg nok heller sige.
Vi passer vel bare ikke sammen. Han er populær, talentfuld og har udseenden. Jeg? Ja, jeg er bare uduelig og alt for genert. Men hvem siger at man ikke må være det? Det kan også være ligemeget.
Som sagt hedder jeg Bella. Jeg er stadigvæk 15 år. Jeg bor med min mor i Norge, i byen Trofors. Den har I vel hørt om.
Jeg skal faktisk flytte til Danmark da mine forældre er skilt og min far bor i Danmark.
Jeg har også en veninde, så ensom er altså ikke. Men hun hedder Sophia. Hun er den bedste veninde man kan ønske sig.
Men resten af mit liv må i selv finde ud af.

*Bella's synsvinkel*

(Bella på billedet nedenfor)

"Mor, har du set min oplader," råber jeg fra mit værelse af. "Jeg kan altså ikke finde den", tilføjer jeg. Jeg er i gang med at pakke en taske jeg skal have med i flyet. De tre kufferter som skulle til at pakke alt mit tøj, sko og andre småting står klar nede i entrén og mit skrivebord, masse mængden af fyldte flyttekasser og de mange skabe jeg har, er blevet hentet af flyttebilen i går.
"Din lader har jeg pakket ned i taksen, hvis du nu skulle glemme den", svarede min mor og grinte lidt.
Jeg var egentlig ikke i humør til at grine. Det med Martinus og at jeg skal forlade Sophia gør forfærdeligt ondt. Jeg kommer til at savne Martinus rigtig meget, men det han gjorde sorer mig. Tanken om at forlade Sophia skær i mig. Hun betyder så meget for mig.
"Bella, jeg snakker ligesom til dig. Lad nu være med at lukke sig selv inde. Fortæl mig hvad der gør dig på", sagde min mor bekymret og der brød jeg sammen.

*3 timer senere*

Efter 1 times tuderi fik jeg pakket resten af mine ting og der var ikke andet end 2 timer til at mit fly gik. Sophia var kommet forbi så vi kunne tilbringe resten af tiden sammen.
Vi valgte at gå en tur så vi kunne få tankerne et andet sted. Starten af gåturen var der bare stille, ikke sådan akavet men en rar stilhed. Den blev så afbrudt af en flok piger der kom gående mod os på fortovet. De grinede, råbte og skreg og puffede lidt til hinanden.
"Hvem tror du de er?", spurgte Sophia roligt. "Jeg har seriøst ingen ide", sagde jeg og stoppede op da min telefon ringede. Jeg trak den langsomt op af lommen og så hvem det var. Martinus. Sophia så mit ansigtsudtryk og tog telefonen ud af min hånd, træk mig med over vejen så vi kunne undgå pige mængden.
Hun trykkede på min telefon og tog den op til øret.

*Sophia's synsvinkel*
Det Martinus sagde tidligere, altså at Bella ikke var 'god nok' og slog op var virkelig tamt, det var enda over telefon. Det gør man ikke! Han kan ikke tillade at såre Bella på den måde og nu flyttet hun på grund af det. Det er måske en overdrivelse, men det er forståeligt. Jeg skulle tale med ham og nu har jeg muligheden for det.

*Martinus og Sophia's samtale*
M = Martinus
S = Sophia

M: Hey Bella, det jeg sagde tideligere, øhm... Det jeg sagde tideligere er jeg ked af. Jeg mente det ikke..
S: Martinus, det er ikke Bella
M: Sophia, er det dig? Jeg skal tale med Bella nu, inden hun rejser..

*Samtalen forsætter efter*

Han lød virkelig trist.
Der lød gråd fra den anden ende af telefonen. Man kunne høre en dør smække og en råbende Marcus, igennem telefonen. Man kunne høre at han skældte Martinus ud, hvorfor ved jeg ikke helt. Martinus begyndte at græde endnu mere

M: Undskyld Sophia.. Jeg kan bare ikke klare det. Lad mig nu tale med Bella.
S: Nej, desværre. Du skulle nødigt ende med at gøre hende mere trist.
M: Sophia! Lad mig tale med hende!..

Han begyndte at græde endnu mere. Han lød sur men samtidig helt knust.

M: Jeg vil ikke miste hende...
S: Jeg er ked af at sige det, men du har allerede mistet hende. Du bad selv om det. Martinus, hun rejser snart..

"Han lagde på..", sagde jeg til Bella.

Her er så mit første afsnit af Wish I Was Yours. Hvad synes I? Skriv gerne❤️
Jeg har ikke rettet kapitlet❤️
Undskylder også at det både står i nutid og datid