Næsten uskyldig

Part 1 - Et uheldigt styrt & et møde med en flot fremmed

Skolen var langt om længe færdig, efter en hård dag med prøver og kedsomhed. Jeg fulgte med strømmen af elever ud mod udgangen, til jeg nåede udenfor. Jeg var cyklet i dag, hvilket jeg havde fortrudt en smule nu. Med hænderne i lommen, i min grå Nike hættetrøje gik jeg stille og roligt ned til cykelskuret.

"Hey smukke," lød en stemme bag mig, hvorefter jeg blev fanget i et ubekvemt kram. "Årh, hej Justin," smilte jeg usikkert og kom ud af mit kram. Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne lide ham - han var trods alt min on and off kæreste, sagen var bare den, at sidste gang vi slog op, var på grund af hans utroskab. Hvilket jeg ikke var helt ovre, som I nok kan tænke jer frem til.

"Skal du med hjem til mig?" Spurgte han med et skævt smil, der normalt kunne få enhver pige til at smelte. "Nej, jeg tror jeg springer over. Har lektier for," løj jeg med et smil, der skulle forestille at være troværdigt. "Hmm, okay så. Ses i morgen. Du kommer og hepper på mig, ikke?" Jep, Justin var også på fodboldholdet. "Jo, selfølgelig babe," svarede jeg med et stort smil og kyssede ham på kinden, inden jeg hoppede op på cyklen og skyndte mig væk.

Justin var seriøst alle pigers drømmefyr, med hans beskidte blonde hår, perfekte hvide tandsæt og muskuløse krop - for ikke, at tale om hans smukke blå øjne. Men alligvel måtte jeg virkelig slå op med ham snart, et forhold som dette kunne ikke være sundt. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Jeg mener, vi havde næsten været sammen i et år, hvis man så bort fra de utallige gange, hvor vi havde slået op, for så at komme sammen den næste dag. Der var ikke andet, end at konkludere, at kærlighed var indviklet.

Jeg cyklede nynnede ned ad stien til parken, videre forbi en legeplads og videre over en bro. Det var virkelig irriterende, at jeg kun kunne have den ene hånd på styret, fordi jeg skulle holde min nederdel nede med den anden. I morges havde der sletter ikke været blæst, så jeg tænkte ikke, at det ville blive et problem senere hen. Ak dog.

Da jeg nåede ud på vejen, til villakvarteret kørte jeg over en skrænt, men mistede straks fatningen og balancen, da jeg ikke havde set en lille sten, der lå i vejen. Jeg hujede og skreg, i dét jeg væltede og landede på hænderne og knæene, foran en flot fremmed.

"Wow, er du okay?" Spurgte fyren med en sød engelsk accent, der så ud til, at være på min alder; måske ældre. Who knows? "Um ja," svarede jeg, da jeg kom op og stå, ved hjælp af fyren.

Han havde grønne intense øjne, en flot markeret kæbe, der havde spændt sig, sikkert af bekymring, på grund af mit lille stunt. Fyrens hår var mørkt og helt krøllet, hvilket jeg fandt yderst cute. Udover det var hans krop også flot og muskuløs, ud fra hvad man kunne se på hans trøje der klæbede sig til hans krop. Han var simpelhen bare overlækker, for at sige det simpelt. Jeg mærkede mine kinder blusse helt op, da jeg fik øjenkontakt med ham. Hvor længe havde jeg stirret? Uf, hvor pinligt.

"Er du sikker?" Spurgte han, og så ned ad mine lange blødende stænger, også kaldet ben. Det var bare nu, det gik op for mig, hvor ondt det gjorde. Jeg skulle aldrig have nederdel på igen, that's for sure. Forskrækket kiggede jeg ned på mine ben, og så på mine hænder, som jeg havde en sviende fornemmelse på. "Jeg bor i nærheden, lad mig få det renset," sagde den flotte fremmede, hvis navn jeg endnu ikke kendte. Jeg kiggede lidt skeptisk på ham, var det nu en god ide? "-Hey, jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke er børnelokker," forsvarede han sig med en sjov tone, som selv jeg smågrinte af og førte fingrende igennem mit mørke blonde hår. "Ahh, okay," smilede jeg venligt, som tak for hjælp. "Jeg hedder Harry, forresten," sagde han og rejste min røde cykel op, fra asfalten, hvorefter han lod mig støtte op ad ham. "Riley," svarede jeg med et bredt smil.

—

"Sådan, good to go," sagde Harry og placerede et stort plaster på mit knæ. "Tusind tak, jeg er bare så utroligt klodset," mumlede jeg og fik rejst mig op fra barstolen i køkkenet. "Jeg må se, at komme videre. Rart at møde dig, Harry," sagde jeg med et smil, på vej ud af døren.

Gud, jeg havde aldrig oplevet noget pinligere og jeg havde stærkt på fornemmelsen, at det ikke var sidste gang, jeg havde med ham Harry duden at gøre.

FN:

Hvad synes I? Jeg udgiver kun mere, hvis jeg er sikker på, at det er noget folk gider læse - så kommenter din mening, eller stem som
svar. 🤩