Det her er imellem OS

1; Hvad er det du prøver på?

Hej, jeg er Alberte. En femten årig pige som har boet i adskillige mange plejefamilier, og det har endnu ikke lykkedes mig at finde en hvor jeg passer ind. Men måske er det også bare mig selv der ødelægger det hele ved at stikke af, stjæle smøger fra feks. Mine andre plejesøskende, eller mine plejeforældre, og når ja.. så selvskader jeg også, og det er altså ikke fordi alle er så begejstrede for at have sådan en som mig boende. For hvad nu hvis deres andre plejebørn kom hjem en dag og så at jeg hang i et reb i stuen? Det tror jeg ikke de ville synes om.

Nå, men nok om det. Jeg kigger ud af bilruden hvor de mange regndråber løber henover vinduet, himlen er grå af skyer og regnen falder til den fugtige jord. Vi sidder i bilen på vej til kommunen, jeg skal nemlig til et møde med dem igen. Og gæt hvorfor?

Jeg har selvfølglig ikke overholdt reglerne i min plejefamilie, jeg har selvskadet, røget og sneget mig ud. Ja, for at sige det mildt har jeg faktisk bare gjort alle de ting jeg ikke måtte.

**

Døren bliver åbnet til det lille lokale og Niels giver mig et forsigtig puf i ryggen som et tegn til at jeg skal gå ind. Niels er min ledsager som skal følge mig, når jeg for eksempel skal til møder med kommunen eller lignende.

"Sæt jer gerne ned" siger en kvinde som kommer gående ind i lokalet med en mappe under hånden, den indeholder nok en masse papirer med oplysninger på omkring mig.

Nu skal vi sidde her og snakke i cirka en time, jeg kender systemet alt for godt. Først snakker vi om hvorfor jeg har gjort alle de ting som jeg har gjort, så snakker vi om at jeg skal prøve at lade være med at gøre de ting, og så som det sidste skal vi snakke om hvad der så skal ske med mig.

"Hør. I stedet for at gennemgå det hele som vi har gjort så mange gange før, går vi bare lige til sagen" siger kvinden og kigger seriøst på mig, og jeg nikker et forsigtigt (og egentlig også ret ligeglad) nik til hende.

"Vi har valgt at flytte dig til et andet land eftersom vi tænker at det ville være godt for dig at komme lidt væk" siger hun og kigger igen på mig.

I det hun siger ordnede ændre mit ansigtsudtryk sig fra at være ligeglad til lige pludselig at være helt chokeret. "I hvad?" Spørger jeg og hæver min stemme lidt, Niels tysser på mig og gør tegn med hånden til at jeg skal tage det lidt med ro.

"Jeg skal fandeme ikke til et andet land" råber jeg og rejser mig hurtigt op fra min stol.

Tårerne er på renden til at løbe ned af mine kinder og jeg kan ikke holde det ud mere, jeg havde faktisk håber at jeg kunne blive i den plejefamilie som jeg havde nu - jeg var nemlig lige fladet til og så skal jeg flyttes. Men alligevel, det var vel min egen skyld igen og det var det hver gang.

"ALBERTE!" Råber Niels chokeret og rejser sig for at gribe fat i mig inden jeg kan nå at slippe væk, men til mig eget held når jeg undvige og det næste sekund sidder jeg ude på toilettet.

Jeg stikker hånden i min lomme og finder det lille barbereblad som jeg altid har på mig. Jeg tager det frem og kigger på det, bare et snit - jeg har så meget brug for det.

Jeg bider mine læber sammen og pakker det ud, for derefter at føre det ned til mit håndled hvor jeg blidt presser det ned mod min tynde og ar-fyldte hud.

Fødslen af det skarpe barbereblad der køre henover min hud, mens blodet pibler frem beroliger mig for en stund.

Men hurtigt afbrydes det, da et slag lyder på døren til toilettet og Niels vælter en af døren.