Secrets - Marcus & Martinus

Pt. 1 - Mødet

"Der er nu 3 minutter tilbage, 3 minutter tilbage. Husk hvis I ikke kan nå at svare på alle spørgsmålene, må I bare gætte resten"

Jeg får fri fra skole. Det er allerede mørkt udenfor. Sneen daler ned fra himlen, og dækker jorden, i et fint, tyndt lag. Jeg skal afsted, jeg skal bare afsted. I dag skal de ikke komme efter mig. Ikke stoppe mig. Jeg gider ikke bo her mere. Far sagde jeg skulle give det en chance, men når de efter 2 uger stadig vil "give mig en rundtur på skolen, så jeg kan lære den bedre at kende" så bliver det irriterende. Eller som de ville sige, træls. Da jeg når ned til bussen, er den helt tom. De andre når først den næste bus. Jeg sætter mig ind, finder min mobil, og går på Spotify.

(Jeg ejer ikke denne video, eller sangen) - !Læs med, mens musikken spiller!

Jeg kigger ud af vinduet i bussen. Her er tomt. Jeg var aldrig glad for at vi skulle flytte, men vi havde intet valg. Jeg havde intet valg. Far bestemte det. Hvorfor skulle hun også være ham utro? Hvorfor forlod hun ham så ikke "bare?" Jeg brød mig aldrig om Catharina, min fars eks. Der var et eller andet over hende. Hun mindede for meget om min mor. Da bussen stopper, krydser jeg vejen, og skyder genvej gennem parken. Her er mange mennesker, så jeg skubber min kasket lidt ned over mine øjne. Jeg scroller ned gennem mit instagram feed. Pludselig mærker jeg en skulder der rammer min, og før jeg ved af det, vælter jeg over mig selv. Shit! Det er simpelthen for pinligt, og typisk mig. Min kasket falder af mit hovede, så jeg nu ligger offentligt til grin. Drengen jeg gik ind i, vender sig om, og rækker sig hånd ned mod mig.

"Er du okay?" Spørger ham, mens han får fat i min kasket. Jeg kigger op. Han ser bekendt ud. Vi får øjenkontakt. I nogle sekunder, kigger vi bare dybt i hinandens øjne. Så kigger jeg væk. "Ja, tak" siger jeg mens jeg rejser mig. Han rækker mig min kasket. "Tak.. Igen." Jeg kigger ned i jorden, men kan mærke han kigger på mig. "Har du instagram eller noget?" Spørger han. Jeg kigger på ham, og nikker hurtigt. Han får mit brugernavn, og så går jeg, med lange, hurtige skridt, væk.

Da jeg kommer hjem, går jeg på instagram. Har han fundet mig? Jeg har fået en ny følger.

*MarcusAndMartinus begyndte at følge dig*

Marcus og Martinus? Er det ikke de der Norske sangere? Jeg klikker ind på deres profil, og der er han. Drengen fra parken. Jeg får en DM. Det er fra dem, eller.. Ham.

Marcus/Martinus: Hey, er det dig?

Marcus/Martinus: Okay det forstår du nok ikke hvis det ikke er dig..

Marcus/Martinus: Klogt Martinus.

Martinus, det er Martinus.

Mig: Haha ja, det er mig.

(Kapitel slut. Hvis du ikke har hørt sangen færdig, så gør det, den er fantastisk!)