Secrets - Marcus & Martinus

Pt. 3 - Hvem er du?

(Hør musikken, mens du læser)

Martinus stopper op, foran en bus. En bus.

Mig: Martinus hvad er det her?

Martinus: Ja det er jo ikke bussen du skal se!

Vi griner begge. Hans grin er sødt, ikke ligesom mit. Han kigger mig i øjnene. Vi går ind i bussen, og sætter os langt tilbage. Hvis vi stadig havde været i København, ville bussen have været fyldt, og folk havde nok stoppet Martinus bare han træk vejret. Men her er helt tomt for mennesker. Ingen i parken, ingen på turen hen til bussen, og heller ingen i bussen, udover buschaufføren. 

Martinus: Hvem er du egentlig? Det eneste jeg ved om dig, er at du hedder Olivia, at dine forældre er skilt, og at du lige er flyttet hertil.

Mig: Jamen.. Jeg er Olivia.

Martinus: Ja, men hvem er Olivia? Er hun humørbomben, der er fuld af energi, og som altid lyser et rum op, eller er hun en emo, der helst vil være alene?

Mig: Nok nummer 2, der prøver at være nummer 1.

Vi griner begge, heldigvis forstod han joken.

Mig: Nej men, jeg er nok en lidt stille type.. tror jeg? Jeg ved det egentlig ikke.. Før vi flyttede var jeg altid sammen med mine veninder efter skole, men nu skynder jeg mig bare så hurtigt hjem som muligt..

Martinus: Hvorfor?

Mig: Jeg ved det ikke.. Jeg tror bare ikke folk fra min klasse er så meget min type.. Altså de forstår mig ikke rigtig. De er vant til at der ikke sker det største. De opfører sig aldrig "sindsygt" som jeg plejede at gøre med mine gamle veninder. Det er som om, de ikke hviler i dem selv. Jeg er vant til at tage til fester i weekenden, og bruge den næste uge på, at høre folks drama, efter de har lavet et eller andet fucked op, som de skal fikse inden næste weekend, og inden de kommer til nye fester, hvor de kan lave noget nyt sindsygt. Men her sidder de bare hjemme hver fredag, og ser x-factor med deres familier.

Martinus: Jamen det er da også hyggeligt?

Mig: Ja, det er det da sikkert, men det er bare mærkeligt at skulle dreje hele sin verden 180 grader.

Martinus: Det kan jeg godt se..

Han kigger ud af vinduet. Jeg håber jeg ikke har sagt noget forkert. Vi stiger af bussen, vi er midt  i Horsens. Han trækker hans hætte lidt ned over hans hovede. Han vil nok ikke genkendes. Jeg skriver til min far, at det nok bliver lidt sent inden jeg er hjemme. Jeg følger efter ham. Jeg ved stadig ikke hvad vi skal.

Martinus: Første gang jeg var i Danmark, viste min manager Marcus og jeg denne her butik, og jeg har altid ville vende tilbage til den.

Vi står foran en tøj butik. ShapeFit. Jeg tror det er en skrædder eller noget. Martinus trækker mig med ind. Her er så meget flot tøj. En dame kommer hen mod os. Hendes øjne lyser op, da hun ser Martinus.

Anna: Martinus! Nej hvordan går det!? Hvad har du gjort af Marcus?

Hun giver Martinus et stort kram, og det ligner at hun maser ham en lille smule for meget. Han laver et sjovt ansigt, som får mig til at grine en lille smule.

 Anna: Og hvem er det du har med? Er det din kæreste?

Anna kigger på mig, og så på Martinus. Han rødmer. Jeg rødmer også. Kan jeg lide ham? Nej! Men hvorfor rødmer jeg så? Hvorfor rødmer han? Kan han lide mig? Nej! Hvorfor tror jeg dog det? Han har sikkert gjort det her for mange piger, jeg er ikke speciel!

Martinus: Anna, det her er Olivia.

Han rækker ud efter mig, og jeg går over til ham.

Martinus: Min.. Specielle veninde.

Okay, måske er jeg speciel alligevel.

Anna: Nå ser man det? Og hvad kan jeg så hjælpe dig, og din "specielle veninde" med?

Martinus: Jo ser du, Olivia skal til Marcus' og min koncert på lørdag, og derfor tænkte jeg, at du kunne skaffe hende det perfekt outfit!

Mig: Martinus.. Det er rigtig sødt af dig, men du ved godt jeg ikke har råd til det..

Martinus: Det skal du ikke tænke på, det er en gave fra mig til dig.

Jeg føler jeg ikke kan tage imod det, men jeg bliver helt varm indeni ved tanken om, at Martinus vil give mig så sød en gave, så jeg protesterer ikke.

Anna: Så er det en aftale, Olivia, jeg hjælper dig, og Martinus, klarer du dig selv?

Martinus: Selvfølgelig!

Anna: Super! Olivia kom du med mig.