Secrets - Marcus & Martinus

Pt. 2 - DM

(Lyt til sangen, mens du læser)

Martinus: Så.. Olivia, hvor gammel er du?

Mig: Jeg er 15, hvad med dig?

Martinus: 16

Mig: Hvad laver du i Danmark?

Martinus: Min bror og jeg skal spille koncert i weekenden, Boxen hvis du har hørt om det?

Mig: Fedt! Og jaja self. jeg bor næsten lige ved siden af den!

Martinus: Nice, du burde næsten komme til koncerten! Altså rigtigt er der vidst udsolgt, men jeg kan nok godt skaffe en billet?

Mig: Det er rigtig venligt af dig Martinus, men.. Min families økonomi er ikke den aller bedste..

Martinus: Det skal du slet ikke tænke på! Du får den gratis! Er det okay at det er backstage? Altså du ser bedre fra selve salen, men der er som sagt ikke flere billetter..

Mig: Ej mener du det!? Tusind, tusind tak!

Martinus: Kan du mødes i parken, hvor vi stødte ind i hinanden, om 1 time? Så kan du få billetten?

Mig: Ja selvfølgelig! Vi ses!

Jeg skynder mig ned af trappen, og går så roligt som jeg nu kan ind i min stue. Min far sidder i sofaen foran fjernsynet. Han taler i telefon, mens han har sin computer på skødet. Han ser mig, og signalerer, at jeg skal skrive på en seddel, hvad det er jeg ville sige. Jeg går ud i køkkenet, og finder en lille blok.

"Jeg skal lige hen i parken, der er en af mine venner der har inviteret mig med til en koncert på lørdag, så jeg skal lige have billetten. Vi ses senere far, jeg elsker dig<3"

Jeg lægger papiret ved siden af ham, og han smiler til mig. Jeg skynder mig op på mit værelse igen, og lægger hurtigt noget nyt make-up. Det fra tidligere var lidt mørkt, men nu hvor jeg skal mødes med Martinus, vil jeg godt se mere vågen ud. Da jeg er færdig, går jeg ned i entréen, og tage mine sko, og min jakke på. Jeg har taget min yndlingstaske med, og et halstørklæde, jeg fik af mine veninder, inden jeg flyttede. Min far taler stadig i mobil, så jeg vinker bare farvel til ham. Han smiler tilbage, og vinker.

Jeg når kun lige min bus. Jeg skal virkelig vænne mig til, at der ikke er nogle S-toge i Jylland! Og at de fleste jyder ikke engang kender til S-toge! Her kører der kun et tog i timen, og kun fra de halvstore byer. Det var anderledes på Sjælland. For selvom jeg ikke boede i den største by, kørte der stadig et tog stort set hver 5 minut, og det tog kun en halv time at komme til København.

Da bussen når stoppestedet tættest på parken, stiger jeg af. Min krop begynder at ryste. Hvorfor ryster jeg? Er jeg.. nervøs? Nej! Jeg skal bare lige hurtigt mødes med Martinus. Han skal sikkert hurtigt videre, og har nok ikke tid til at tale med mig. Hvis det overhovedet er ham der kommer? Det er nok bare en af hans bodyguards! Hvis han har det?

"Olivia?"

Jeg kigger op, og ser Martinus 100 meter længere henne.

Martinus: Heej Olivia!

Martinus krammer mig. Jeg krammer tilbage. Det føles rart. Det er længe siden jeg har fået så godt et kram.

Martinus: Jamen, her er din billet!

Mig: Wow tusind tak, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.

Jeg kigger på Martinus, og føler mine øjne bliver våde. Jeg ved ikke hvad der sker med mig! Det føles bare som om, at det er første gang siden jeg flyttede, at jeg har følt mig glad, rigtig glad.

Martinus: Olivia? Olivia er du okay?

Mig: Ja, undskyld..

Jeg prøver at holde tårene tilbage.

Martinus: Olivia du må ikke græde!

Martinus krammer mig igen. Åh nej, nu bliver det værre. Jeg kan ikke stoppe. Martinus går ud af krammet, og kigger mig i øjnene. Han tørrer mine tåre væk fra min kind.

Mig: Undskyld.. Jeg tror bare min krop er lidt overvældet over at jeg er glad. Jeg flyttede hertil for 2 uger siden, og føler ikke jeg har nogle venner. Min far er lige kommet ud af et forfærdeligt forhold, så jeg har bare ikke været særlig glad på det seneste.. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg fortæller dig det her..

Martinus: Olivia det helt okay!

Martinus krammer mig igen. Jeg ved godt jeg kun har kendt ham i nogle timer, og jeg kender ham egentlig ikke rigtig, men jeg føler mig tryg når han holder om mig. Jeg føler, at når hans arme ligger omkring min krop, og mit hovede støtter på hans brystkasse, hvor jeg kan høre hans hjerte slå, står hele verden omkring mig stille. Om der så var nogle der skreg mig i hovedet lige nu, ville jeg ikke lægge mærke til det.

Martinus: Kom med mig!

Han tager min hånd, og trækker mig med.