My own thoughts..

KAPITEL (1) Er det så svært?

Hvordan kan det være så svært, at glemme en som elskede mig, men jeg elskede ikke ham? Ja.. det var far jeg snakkede om.. Jeg kiggede på væggen med alle vores familiebilleder. Det var præcis 4 år siden jeg ikke havde set min far. Det var dengang jeg var 11. Min far var alkoholiker og min mor kunne egentlig ikke holde det ud mer. Vi var faktisk lige flyttet ind i et nyt hus, fordi der var sket så meget i det gamle. Jeg kiggede rundt. Der var flyttekasser overalt, men alligevel havde mor hængt billederne op. Lyset skinnende ind gennem vinduer, og jeg troede jeg skulle blive blind. Det var sommerferie, og der gik egentlig lidt tid før jeg skulle noget, jeg skulle først til psykolog om nogle par dage. Vores hus var pænt stort, hvilket jeg ikke forstod, da det bare var mig og min mor der skulle bo her.

Jeg løb forsigtigt op af trappen, som om jeg var et lille barn der lige havde fået lov at gå ind i en slikbutik. Jeg kiggede i alle rum, og pludselig fandt jeg det perfekte værelse til mig. Der var en skråvæg, og så var det perfekt stort. Jeg gik hen mod det store vindue, hvor der var gardiner for. Det var faktisk en dør, ud til en altan.  "Bedre bliver det ikke!" Sagde jeg til mig selv. Der var en anden altan næsten lige ved siden af, og husene matchede næsten hinanden. Jeg råbte håbløst efter min mor. "MOOOR HVEM BOR DERINDE?" Intet svar, jamen okay. Jeg kastede mit hår tilbage og gik ind. I det andet hus vi havde, havde jeg det ikke særlig godt, jeg følte der var nogen hele tiden. Jeg var lige gået ud af mit nye værelse, og var pænt sikker på jeg havde lukket døren. Men nej den stod åben. Jeg begyndte at blive lidt bange igen.

Jeg gik ud på badeværelset for at tjekke det ud. Jeg kiggede langsomt op fra håndvasken og op til spejlet. Føj jeg hader det. Jeg føler der står en bag mig hele tiden. Jeg trak forsigtigt op i min langærmede trøje. Der var alle mine ar. Jeg kørte fingrene hen af min arm. Folk ville højst sandsynligt tro noget om mig, hvis de så det.
Min mor kaldte opgivende efter mig. "MADISON?!!" Jeg trak hurtigt ærmet nedover min arm igen, og løb ned af trappen. I døråbningen stod den person, som jeg ALDRIG troede jeg skulle se igen. FORHELVEDE!! Lad mig komme væk...