My own thoughts..

KAPITEL (2) Er jeg savnet?

Med det samme jeg ser der står en person i døråbningen, giver jeg person det typiske elevatorblik. Jeg kiggede fra top til tå. Nej det måtte ikke ske. Hva faen laver han er?!! Han tog et lille skridt ind fra døren, og gulvet knirkede. Min mor så ud som om hun havde set et spøgelse. Jeg tog langsomt nogle små skridt tilbage, og fik fat på min jakke der hang på knagen.  "Kan jeg byde på noget?" Spurgte mor med en sukkersød stemme. De satte sig, og begyndte at snakke, men fsr kiggede stadig på mig. Jeg løb hurtigt ud af døren.
Hva faen laver han her? Jeg tænkte det inde i mig selv. Jeg gik håbløst rundt udenfor, og besluttede mig faktisk for at gå lidt rundt omkring vores hus, og naboens hus. Med det samme jeg nærmede mig altanen som jeg kunne se deroppe, sad der en dreng. Jeg ville skyde på han var 16-17 år. Jeg blev ved med at glo, men pludselig vendte han sit hovede om.. jeg gik hurtigt væk, jeg løb næsten. "VENT!!" Råbte han. Jeg kiggede mig ikke tilbage.

Jeg tog bagdøren ind af huset, som heldigvis var åben. Dejligt. Jeg løb lydløst op Af trappen, og gik mod mit værelse, og lukkede derefter lydløst min dør. Dammit.. mine gardiner var ikke trukket for. Der Sad han. Lige overfor mig. Jeg kiggede på ham, igennem vinduet. Jeg åbnede stille døren ud til altanen, og satte mig som om jeg ikke havde set ham. Han sad med hovedet ned i sin mobil. Jeg vidste det, alle er fucking asociale. Jeg trak vejret, og pludselig vendte han dig om. "Vent... vent.. vent.. var du ikke lige.. dernede før?" Spurgte han forvirrende. Jeg nikkede og grinte. Han lagde mobilen væk, og så ud til han godt gad lære mig at kende.
"Hva så storby pige? Hva laver du her, skulle du ikke bo inde ved byen mellem flere tusinde butikker?" Spurgte han nysgerrigt. "Storby pige? Hva snakker du dog om?" 

Han begyndte at skifte emne. "Hva dit navn, nye nabo?" Han smilte, imens hans lange brune hår sad helt nede i hans ansigt, og langsomt prøvede at puste til det, så det sad perfekt. "Madison, og dig?"  Han rejste sig op og gik lidt tættere på. "Mit navn er Noah."  Vi kiggede på hinanden, og for at være ærlig var han MEGA pæn! 
Jeg hørte en lyd, jeg tror det var min mor der råbte efter mig. Jeg blev stille, og begyndte at lytte efter. Det var min mor... "MADIISON!" "Jeg blir desværre nød til at gå.." jeg kiggede ned. "Det helt okay." Han blinkede og kig ind til sig selv. Det samme gjorde jeg. "Hvad er der nu, mor?" Hun hviskede. "Ville du ikke være sød at sige hej til far?" Jeg kiggede seriøst håbløst på hende, og gik ned mod køkkenet, hvor der stadigvæk var fyldt med flyttekasser. "Hej mine pige!" Han var lidt svær at forstå.. Jeg smilede da jeg ikke magtede at sige hej. Min mor kom hen til os, og så så lidt spørgende ud. "Skal du spise med?" Hun kiggede over mod far. Han nikkede.  "Jeg bestiller bare nogle pizzaerne, og Madison? Skal du bare ha en hawaiipizza som altid?" Jeg nikkede. Far skulle ha det samme, og mor var bare den type der hadede ananas. Jeg kunne se vreden i hendes øjne, og grinte lidt. Efter hun havde bestilt dem ville hun have far og jeg til at køre ud og hente dem. Jeg var ikke meget for det.. Vi satte os langsomt ud i bilen, og kørte så. Der var faktisk pænt akavet stilhed.
Med det samme vi skulle til at dreje kom der en bil kørende lige imod os..