Winter heartbeats
Hvori Harry er vinter, og Niall den langt borte sommer.
Hvad så når sneen smelter?
Niall kan ikke forstå hvordan Harry nogensinde har været menneske.
Han er definitionen af ondskab – Niall hader ham.
3.
’’Bring ham ind.’’ – og det gør de, skubber ham ind gennem døren til Harrys kontor, indtil han til sidst står foran kontorbordet.
Harry sidder i en læderstol, ben lagt over kors – et af de smil spredt ud over kølige læber.
Niall kigger over mod døren, der allerede er blevet lukket – formodelig også låst. Der dufter af gamle bøger, whisky. OgHarry.
Han føler sig svimmel. Derfor lægger han måske ikke mærke til at Harry ikke sidder i sin stol længerer – vender sig hurtigt om, blot for at blive mødt af grønne øjne, arme der glider omkring hans hofter.
Harry er høj – noget Niall lægger mærke til, nu hvor de står så tæt. Niall siger ikke noget – placerer sine håndflader på Harrys brystkasse, og prøver at skubbe ham væk.
Harry smiler – igen. Hans hænder glider ned omkring Nialls bagparti, en handling der får Nialls hjerte til at slå hurtigere mod brystet.
’’Sødt,’’ Klukker Harry, sarkastisk tonefald ’’ – du er bange.’’
Selvfølgelig er han det. Han er forvirret, bange, men mest af alt vred. Han svarer ikke.
Da Harry bukker sit hoved og placerer sine kolde læber mod Nialls hals, gennemtænker Niall alle de grunde til at lige præcis han skulle ende her.
Han kan ikke komme på nogen.
Først er der et kys. Det er så blidt, at Niall nægter at tro det er forsaget af Harry. Men så kommer smerten – Harry sænker sine skarpe tænder ned i Nialls hals, noget der normalt kan gøres nydende.
Harry er ikke en tilhænger af nydelse. I hvert fald ikke, hvis han ikke er den der får det.
Nialls øjne løber i vand, alle frustrationer fra gårdagen får frit fald.
Blodtabet resulterer i at Niall bliver slap i Harrys greb, så slap at Harry til sidst puffer ham over til bordet, presser ham op af det.
’’Du skal ikke tro jeg er færdig med dig endnu.’’
Niall mærker Harrys beklædte, stive lem presse mod hans lår.
’’Føj.’’ – Han når slet ikke at tænke, før det bliver sagt. Han når heller ikke at tænke, før han får en lussing ind i den anden verden – så brutalt at et rødt mærke, let lilla, danner sig over hans ellers blege kind.
Harry tager fat omkring Nialls bukser, åbner dem og trækker dem ned over hans hofter.
’’Føl dig beæret.’’
Det gør Niall ikke. Han føler sig klam, ulækker og brugt – og det er kun starten. Hans hænder ryster da han tager fat omkring Harrys. ’’Stop, stop’’ – et klynk forlader efterfølgende lyserøde læber.
Harry griner.
’’Det er ikke ligefrem fordi du har et valg, sødeste.’’
Niall sætter ikke pris på valget af kælenavn.
Harry tager det resterende tøj af Nialls krop, ødelægger stoffet, smider det på gulvet og lader de grønne øjne vandre ned over synet foran ham.
Tilfreds.
Niall føler sig ydmyget. Sådan et være splitteragende nøgen, og Harry så selv er fuldt påklædt.
Han er enorm. Niall kan mærke det – og da han så åbner sine bukser, stramme jeans i sort, trækker dem ned over sine lår med efterfølge af et par hvide boksershorts, får han sine mistanker bevidst – Harry er enorm.
Og hvis ikke Niall tager helt fejl, så er det ham selv der kommer til at være bund.
For Harry er så mægtig stor og magtfuld – i hvert fald ifølge Harry selv.
’’Vend dig om, læn dig over bordet.’’
Det er et tilbud – så meget opfatter Niall da. Alligevel står han frosset i sit sted.
Han er stoppet med at græde.
Det bryder Harry sig ikke om.
’’Utaknemmelig.’’
Harrys ansigt er lagt i vrede folder – hans øjne synes mørkerer – en blanding af vrede, hunger og lyst. Det skræmmer Niall.
Harry griber fat omkring Nialls hofter, lange negle borer sig ned i blød hud. Niall giver et klynk fra sig, griber fat omkring Harrys skuldre og trykker ned mod det bløde stof af en velour trøje.
’’Vend, dig, så, om’’ Brummer Harry – irritation tydelig i det dybe tonefald, pause mellem hvert ord.
Den her gang gør Niall det, vender sig om og griber fat omkring bordpladen af egetræ.
Han føler Harry mellem sine ben, lukker øjnene tæt sammen og beder til at han viser ham nåde nok til at være blid.
Det gør han ikke.
Harry trænger ind – uden forberedelse eller noget som helst.
Niall græder. Igen. For Harry er iskold, hård og enorm. Det føles som om han brækker midt over, at der dannes ar og brandsår inde i ham.
Harry har taget fat omkring Nialls blonde lokker, river hans hoved tilbage og placerer sine læber mod hans hals igen, danner lilla sugemærker, så Niall vågner op om morgenen med Harry på sin krop, et minde om at Harry ejer ham.
Niall er stram og varm. Det føles som om Harry befinder sig inde i kogende varmt the vand. Det er det eneste tidspunkt Harry kan lide varme. Inde i Niall.
Harry lugter det før han føler det – blodet, på hans lem, omkring hans lem – inde i Niall.
Det kunne gå hen og blive et problem, farligt.
Harry elsker problemer.
Harry elsker det farligt.
Harry gør det med vilje. Det ved Niall godt. Han har forstand på emnet, han kunne ramme Nialls prostata, få ham til at skrige hans navn i nydelse – men han gør det ikke.
’’Du er helt stram for mig, er du ikke?’’ Stønner Harry mod Nialls hals.
Harry skyder sine hofter frem, så hans egen hofteben banker ind i Nialls ryg ved hvert stød frem af. Ikke nok med det, mases Nialls upåvirkede underliv ind i kontorbordet.
De stønner begge. Den ene af smerte, den anden af nydelse.
Niall lægger mærke til hvor store Harrys hænder er, da en af dem glider op af hans mave blot for at finde en stiv brystvorte.
Han spiller klaver.
Lige nu er Nialls krop tangenterne.
Der er et vindue i lokalet. Ude skinner solen, og Niall forelsker sig i håbet om at slippe ud.
Træerne omkring godset er grønne.
Harrys øjne er grønnere.
