Winter heartbeats
Hvori Harry er vinter, og Niall den langt borte sommer.
Hvad så når sneen smelter?
2
Harry p.o.v
Om det er blondt hår, tydeligt afbleget (mørke, attraktive udgroninger titter frem fra hovedbunden, hvis du kigger ordenligt efter) der fanger Harrys blik først, eller de store blå øjne der rummer så meget liv, frygt – en masse ord, der ligger inde for beskrivelsen menneskelighed, (en menneskelighed han har tænkt sig at knække) kan han ikke gøre op med sig selv. Og så også kroppen, lettere muskuløse arme (ikke mere end hans egne), han vil føle omkring sine egne hofter mens han trænger ind i drengen, hofter han vil bide i.
’’Rhesus negativ. Omkring de nitten år, måske tyve. Jomfru.’’ Det hjælper ikke specielt på den affektion Harry har til drengen – især ikke fordi hans blodtype er den han foretrækker, men også er utrolig sjælden – hvilket betyder, at det bliver en dyr omgang.
Men intet er for dyrt til Harry.
Auktionssedler bliver hævet, og han er langt fra den eneste der har fundet interesse i den irske dreng – men da Harry selv hæver sin, dør antallet af hævede sedler hen, en respekt blandt de andre købere pryder atmosfæren i rummet, indtil han til sidst er den eneste.
På et tidspunkt får han øjenkontakt med drengen – han ser frygten sprede sig over hans ansigt, og hans egen mundviger trækker op i et arrogant, sjofelt og selvsikkert smil. Hvis bare det at kigge på Harry skræmmer den irske dreng, så kan han ikke vente til at se reaktionen til de andre handlinger, Harry har planlagt.
’’Solgt for 8,3 til Styles,’’ Siger auktionariussen, et sarkastisk sympatisk smil spredt ud over kolde læber, et halvhjertet ønske til at det går drengen godt, for alle i rummet ved at det kommer det ikke til.
De holder ham for munden da de fører ham ned fra scenen, afholder ham for at skrige – gemmer skrigeriet til senere.
***
Turen hjem i den dyre bil er stille. Lyden af Beethoven (Harry har altid elsket den slags musik – så selvfølgelig skulle han have det brændt over på CD) fra radioen fylder luften, samt drengens –( han fandt ud af at hans navn var Niall, at placerer en hånd på hans lår var nok til at få ham til at spytte ud) – hurtige hjerteslag.
Det trætter ham aldrig at lytte til menneskernes krop. Blodet der flyder i årerne, muskler der bliver spændt, og ja – også hjertet. At det så er ham der forsager det urolige tumult inde i Niall gør det kun bedre.
Det er næsten bedre end Beethoven.
Da de ankommer til Harrys hus – gods, nærmere – er Niall faldet i søvn. Hans blå øjne er lukkede, mund let åben, og en blid snorken forlader den.
Det irriterer Harry. Chaufføren åbner døren – Harry er for rig og perfekt til selv at kører, og Niall vågner med det samme – hjerteslaget igen febrilsk.
Harry griber selv Niall, tager fat omkring hans håndled og trækker ham ud. Niall forsøger en enkel gang at trække sin arm til sig, men da Harry giver ham et advarende blik der nærmest skriger gør-det-ikke-værre-for-dig-selv, følger han stille med. Nialls hud er varm mod Harrys fingerspidser – eller også er det fordi Harrys egen er så kold.
Chaufføren, der har fulgt med fra bilen og op til hoveddøren holder døren for dem, tager imod Harrys jakke og hænger den op – undgår øjenkontakt, for øjenkontakt i huset er et tegn på mangel af respekt.
’’Vis ham rundt og giv ham noget tøj. Noget der er let at få af igen.’’
Harry smiler. Niall gør ikke.
Harry kigger ud af vinduet. Sommerens sol er gået ned.
Harry hader sommer.
