Hvordan er det at have berømte forældre? Det kender Valentin og Valentina til. Vi vil følge deres hverdag. Hvordan de får det hele til at hænge sammen, med deres nye kærester, onde piger og farlige drenge. Om hvordan de finder deres egne veje. Kan...
Vi er lige landet på hotellet i Herning. Far og Martinus skal lave deres 6 koncert på turnen, så der er langt vej, inden jeg kan komme hjem til Mikkel. Vi skyper så meget som muligt, men jeg savner ham. Jeg savner hans smil, øjne og ikke mindst hans nærhed. Vi har været væk i tre uger. Der er stadig lang tid til at vi ser hinanden igen. Det er så forfærdeligt. Det har været udholdtlig.
Det banker på døren. "Jaaa!", råber jeg.
Farr kommer ind på værelset. "Valentina, du skal til at gøre dig klar. Vi skal mødes med mors søskende om 30 minutter", siger far, og kigger opgivende på. "Gud, det har jeg totalt smidt ud", siger jeg, og springer ud sengen. "Det ligner ikke dig", griner far. "Nej, men der sker så meget, at man glemmer nogle ting", griner jeg. "Rigtigt nok", siger far, og går ud.
Jeg finder mit tøj frem. En lidt oversies sweater, nogle momjeans og mine nike sko. Jeg sætter mit hår i en rodet knold, ligger min makeup, alle mine mange ringe og sprøjter lidt parfume på.
К сожалению, это изображение не соответствует нашим правилам. Чтобы продолжить публикацию, пожалуйста, удалите изображение или загрузите другое.
Jeg går ned i repsetionen. Det er kun mor, far, Valentin og mig, der skal ud og spise. Men det er jo også fra mors side. Det har hverken onkel eller tante noget at gøre med.
"Så kører vi", siger far, da jeg stiller mig ved siden af Valentin. Vi går mod indgangen. Der er en masse fans udenfor. Vagterne er heldigvis klar til at hjælpe os, lidt hurtig i gennem. Vi tager nogle hurtig billeder, og skriver nogle enkle autografer, men ellers er vi hurtig i bilen, og på vej mod resturanen.
15 minutter er vi ved resturanen. Det bliver dejligt at se vores onkler og tanter, plus deres kærester og børn. Vi ser der desværre ikke så meget, nu når vi bor i hver vores land, men vi skyper minimum 2 gange om måneden, men det er svært at finde tid til at ses med mor og fars arbejde. Nu er de taget helt til Herning for at mødes, nu hvor vi endelig er i Danmark. Vi går ind i resturanen. De sidder der alle sammen. (Nu kommer der en masse navn). Min mors ældste bror Rasmus, hans kone Mette, og deres to børn Jonatan og Milla. Mors anden bror Nikolaj, hans kone Line, deres to børn Valdemar og Alma. Mors ældste søster Cille, hendes mand Simon, og deres tre børn Peter, Elvira og Lilje. Til sidst mors anden søster Sidsel, hendes mand Jonas, og deres dreng Magnus. Valentin og jeg er to år ældre end Magnus, mindst tre år yngre end mig og Valentin. Valdemar, Johnatan, Milla og Alma er næsten 12 år ældre end os. Men vi kan alle sammen godt snakke sammen, selvom der er så mange år i mellem os.
De rejser sig alle sammen, da vi kommer hen til vores bord. Vi giver hinanden en kæmpe krammer, og sætter os så til bords.
"Undskyld, at vi kommer lidt forsent. Der var til trafik, hvis man kan sige det", undskylder mor.
"Det er helt i orden Luna", smiler Rasmus.
Vi taler om alt og ingen ting, og pludselig er det på tide til at sige farvel og tage hjem.
Lige da vi kommer tilbage til hotellet, støder jeg ind i en eller anden.
"Se dig lige for dude", siger jeg sur. "Sorry suresen", siger en mørk drenge stemme.
Jeg kigger op, og ser en lidt sydlandsk dreng. Sort hår, meget mørke øjne, dejlig brun hud farve og en markant overkrop. Ikke grim, men han skal på ingen måde kalde mig suresen.
"Fuck dig", siger jeg.
Jeg prøver at gå forbi ham, da han tager fat i min arm.
"Sådan skal du ikke tale til mig", siger han.
"I lige måde", siger jeg flabet, og trækker min arm til mig.
Jeg skynder mig ind på mit værelse. Idiot, sådan skal ingen opfører sig sådan overfor mig.
