Hvordan er det at have berømte forældre? Det kender Valentin og Valentina til. Vi vil følge deres hverdag. Hvordan de får det hele til at hænge sammen, med deres nye kærester, onde piger og farlige drenge. Om hvordan de finder deres egne veje. Kan...
"VALENTIN HENRIK GUNNARSEN, KAN DU SÅ KOMME HER NED!", råber min mor nede fra køkkenet. Jeg sukker. "Signe-skat, jeg er nød til at gå, min mor kalder", siger jeg, ind i mobilen. "Okay skat. Vi ses i skolen i morgen", svarer Signe. Vi lægger på. Jeg rejser mig fra min seng, og går sløvt ned i køkkenet.
"Hvad er der mor?", spørger jeg. Når mor kalder mig mit fulde navn, også mit mellem navn, så er hun sur. Mor kigger bare sur på mig. Far kigger lidt mindre strengt på mig. "Valentin, sæt dig lige ned", svarer far. Jeg nikker, og sætter mig ned foran dem.
Der bliver ikke sagt noget i lang tid. Det er som om at mor skal tage tilløb til at sige noget, ellers vil hun eksploder. "Er du så venlig at forklar mig hvad det her er?", spørger mor, og smækker en kladdehæfte på bordet. Fuck det er min karakterbog. Hvordan har mor fundet den?
"Jeg tror at det er noget der kaldes en karakterbog", svarer jeg flabet. "Valentin hold en ordentlig tone", beder far mig om. Jeg læner mig bare tilbage, og krydser mine arme sammen.
"Valentin, du er simpelhen nød til at tage din skole lidt mere alvorligt", sukker mor. "Det gør jeg sku da også", forsvar jeg mig selv. "Valentin!", siger min far streng. Jeg sukker. Jeg vil jo også gerne tage skolen lidt mere seriøs, men det er svært når jeg er så lort til det hele.
"Jeg vil jo også gerne tage det mere alvorligt, men jeg har så skide svært ved det hele", sukker jeg hårdt. Mor rejser sig, og går om jeg mig. Hun tager min hånd. "Valentin skat, jeg ved godt at det er svært, men du er nød til at tage det mere seriøs, ellers så er du nød til at droppe fodbold", siger mor, og giver min hånd et klem.
Jeg tager hurtig min hånd til mig. "Er du seriøs?", spørger jeg arrig. Min mor nikker. "Hvis du ikke får bedre karakter, så er du nød til at stoppe til fodbold, hvis det ikke bliver bedre", svarer far. Jeg rejser mig op. "I er så nederen", siger jeg og tramper op på min værelse.
Jeg smider mig i sengen. Jeg kan ikke gøre for st jeg er lort til alt, der har noget med skole at gøre. Jeg hører efter lidt tid, hovededøren går op. "HEJ", hører jeg Valentina råbe nede fra gangen. Hun kommer hjemme fra Mikkel af.
Jeg er måske lidt jaloux på Valentina. Hun er så god i skolen. Det er så snyd. Hvorfor skal hun være så god i alt hvad hun laver, imens jeg skal kæmpe med alt jeg vil lave? Det er det sidste jeg tænker inden, jeg falder i søvn
"VALENTIN OG VALENTINA I SKAL OP!", hører jeg min far råbe. "Neej, jeg orker ikke", mumler jeg. Jeg ruller efter lidt tid ud af sengen. Hvis jeg ikke står op af mig selv nu, så smider far mig i poolen. Det er det sidste jeg magter lige nu.
Jeg slæber mig hen til klædeskabet. Jeg finder en vans t-shirt, nogle jeans med huller på knæerne. Jeg orker ikke at sætte mit hår, så jeg tager bare en Cap på. Jeg finder mine smykker jeg har fået af mormor og morfar i julegave og tager dem på.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Jeg svinger min skole taske over skulderen og går ned i køkkenet. Jeg stopper op, da jeg hører mor og far snakke lavt i køkkenet.
"Valentin, hvorfor står du her?", spørger Valentina pludselig. Jeg tysser på hende, og lægger en hånd for hendes mund. Jeg giver hende blikket "tie stille og lyt efter" Valentina forstår heldigvis en hentydning.
"Hvordan skal vi fortælle dem, at vi skal være væk så længe?", spørger mor lavt. "Vi må fortælle dem hvad der sker i aften. Vi kan tage på deres ynglings resturan sammen med Martinus og Lærke", forslår far.
