16 marts 2018
Fredag. Der skal ikke ske så meget i dag. Noah og jeg har ikke snakket sammen i et stykke tid. Jeg kan ikke rigtig regne ham ud. Er han sur? Er han skuffet? Jeg aner det ikke. Denne her fredag byder på en ny præstedag. Så jeg sidder i et lokale på præstegården. Det er pisse kedeligt. Vi sidder bare og hører på min præst der læser en historie. Vi skal sidde og kigge på ham. Han lukker bogen sammen og lægger den på bordet. "I må gerne holde en lille pause" siger han og går ud af døren. Alle tager sin mobil frem. Jeg sidder og snakker sammen med Sofie. Min mobil siger en lyd. Jeg tager den op og ser at Noah har skrevet.
•
Noah: Du er inviteret til den fedeste fest i aften. Hjemme hos mig kl. 20:00. Du er en af de få der er udvalgt til at blive sovende, hvis du vil.
•
Jeg slukker min mobil og lægger den ned i lommen igen. "Hva så er du blevet inviteret til Noahs fest i aften?" spørg Sofie. Jeg nikker og kigger ud af vinduet. "Er du også blevet en af de få der må blive og sove?" spørg Mikala. Jeg nikker igen. Vi snakker videre om festen og Lukas kommer over. "Hvad snakker i om?" spørg han og sætter sig ned. "Noahs fest" siger Sofie og kigger flirtende på ham. "Okay" siger han "øhm Naja jeg skulle sige fra Noah at han savner dig" siger han og går over til Noah. What det var mærkeligt! Vores præst kommer ind i lokalet igen. Han sætter sig ned og kigger på os. "Okay. Det er fredag og jeg ved godt i gerne vil hjem så i måske kan komme til fest i aften, men inden i går så vil jeg gerne lige snakke om jeres koncentration i timerne" siger han folder hænderne og lægger dem i sit skød. Han er måske verdens mærkeligste præst. Eller det ved jeg ikke, men jeg kan ihvertfald skrive under på at han er mærkelig. "Farvel" siger han og alle stormer ud. En gang for alle gør jeg som de andre. Jeg skal ikke være i samme rum som ham et sekund mere i dag. Jeg forklare lige hurtigt hvorfor vi går til præst. Vi går til præst det sidste halve år af skolen på grund af noget med mangel af lærer på vores skole.Da jeg kommer hjem smider jeg mig i min seng. Jeg magter ikke rigtig nogle ting i dag, men jeg har lovet Sofie og Mikala at komme til Noahs fest i aften. Jeg rejser mig op igen. Jeg går ind på mit værelse med tøj og tænker over, hvad jeg skal have på i aften. Det er koldt udenfor. Jeg overvejer at tage en kjole på, men jeg ved ikke helt. Jeg tager en sort kjole ud af skabet og et par stiletter. Jeg tager en taske og putter en hoodie og et par løbebukser ned i den. Jeg lægger min taske ind på min seng og går i bad. Ude på badeværelset tænder jeg noget musik, tager tøjet af, tænder for vandet og går ind under. Jeg tager noget shampoo og balsam i håret, skylder det ud, slukker for vandet og tørrer min krop. Jeg tager undertøj på og går ind på mit værelse igen. Jeg tager min nattrøje på, sætter mig ved mit make-up bord og begynder at lægge min make-up til i aften.
Jeg styrter ned af trappen. "Niels jeg går" råber jeg og går ud af døren. Ude på fortorvet står Sofie og venter på mig. "Hej smukke" siger vi i kor og krammer. Vi går over mod Noah. Da vi kommer der over stopper jeg op og tænker mig lidt om. "Hvad er der galt Naja?" spørg Sofie. Jeg kigger over mod hende. "Jeg ved ikke om jeg burde gå derind" siger jeg og tager et skridt tilbage. "Noah sagde til mig at han virkelig gerne ville havde dig med" siger hun. Jeg kigger op på hende igen. Jeg trækker vejret dybt og går med ind. Noah kommer over mod os. "Hej piger" siger han og giver os et kram. Det er sådan lidt akavet og kramme ham. Sofie går ind mod festen. Jeg ville gerne gå derind, men Noah holder mig tilbage. "Naja jeg aner ikke hvad jeg har gjordt siden vi ikke snakker sammen mere, men jeg savner dig" siger han og kigger på mig med det der blik jeg ikke rigtig kan tyde.
Stopper denne her historie da jeg er langt bagud
أنت تقرأ
Players back off
أدب المراهقينNaja Winther. Går i 9 klasse. Hun er den ældste i klassen, men det er kun Sofie der ved det. Hendes bedste veninde. Hun er klog og meget smuk. Hvis du spørg skolens player, Noah. Naja er den eneste pige der afviser Noah på skolen, men samtidig er hu...