Hook's Invisible Girl

Livet starter igen.

Kvinden løb med et lille barn mellem armene. Barnet var ikke glad. Kvinden kigger bag hende. Hendes mand er blevet sindsyg. Han fabler om en Peter Pan. Tryllestøv. Han er ikke klog. Sindsyg. Han har svær, og har taget sin familie med til nye steder. Ønskeøen. Hendes mand indhenter hende. "Giv mig pigen!" Skriger han sindsygt hvor blikket er ligesom stemmen. "NEJ!" skriger hun. Babyen var hendes. "NICOLE ER MIN!" Der glimtede rundt om dem. "Gå, FÅ DET VÆK!'' Råbte manden irriteret og baskede med armene. "Tag hende. Beskyt hende.." hviskede moderen. Og da stoppede det hoppende hjerte i hende. Alferne tog fat i Nicole og fløj hende med sig. "NEJ, HUN ER OGSÅ MIIIN!" skreg manden. Klo var alene. Han var besluttet på at ville gøre alt få at få alferne væk.

Mit hovede rystede. Alt var sløret jeg lå mellem noget de lignede krystaller. Jeg hørte små basken, men de var næsten utydelige. Jeg rejste mig op, men benene svajede. Da jeg faldt, gjorde det ikke ondt. Jeg gik imod min krops lyst på bare at forsætte med at falde. Jeg åbnede øjnene. Glimrende ting følg omkring mig. Det var som om de altid havde været der. Jeg kiggede på mig selv. Langt sort hår, lang hvid kjole på, bare fødder. Men. Mine arme. De var ikke normale. Heller ikke mine ben. De var som sølv dis der sad på mig. Jeg prøvede at få det af ved at gnubbe og skubbe. Men det var min hud. De små glimrende ting begyndte at danne ord. Jeg havde svært ved at læse. Det har jeg aldrig kunnet. Men. Jeg har ingen erindringer om jeg overhovedet har fundet sted? Jeg løste højt af de glimrende ord. "Du.. Er.. Et.. Spøgelse.. NEJ, VEL?!'' Jeg tog mig på munden. Min stemme var klar og ligesom bølgernes svulg over stranden. Men alligevel havde jeg forklaringen på min hud. "Hvordan døde jeg?". Jeg havde måske haft et tideligere liv, og kunne ikke huske det? En af de glimtende ting fløj mod mig. De var alfer. Hendes stemme var som små klokker. "Du befinder dig i Krystalsalen. Det har du gjordt siden du var spæd. Vi fandt ud af, at hvis et menneske befinder sig her, i et år, dør man. Vi ville ikke vække dig før nu. Vi var bange for du ville opsøge din far, og så ville han.." En af de andre alfer trak hende væk. "Hvad? Så jeg er død. PÅ GRUND AF JER? OG HVAD ER DER MED MIN FAR? HVEM ER HAN?!" jeg råbte. Det var som om, det gjaldt liv eller død. De stavede hans navn. "Klo. Kaptajn Klo" læste jeg. Han er pirat. "Jeg har et til spørgsmål.." de allesammen vendte sig mod mig da jeg sagde det. Det var som om de frygtede noget. "Hvordan kan jeg tale, og hvide så meget? Altså hvis jeg har sovet hele mit live, burde jeg da ikke vide min far var pirat?" Denne gang fløj en mere glimrende og større Alf mod mig. Måske var hun deres dronning. Hun hviskede med en pippende stemme " Fordi dine drømme har lært dig alt." Hun fløj smilende væk. Jeg var tavs. Mine drømme? "Nå men. Må jeg komme ud?" Spurgte jeg og smilede med håbet bag mig. De alle sammen gispede. En lille alfedreng fløj mod mig og skreg, men det lød som en hvisken. "Så fortæller Du bare vires hemmelighed, så Klo kan dræbe os!" "NEJ! Det kunne jeg da ikke finde på!" Jeg blev næsten bange for den lille Alfs ansigtsudtryk da jeg svarede. Flere alfer kom flyvende med en halskæde med en halv Panfløjte på. "Hvis du finder den anden halvdel er du i sikkerhed. Og denne halskæde gør så du siger luft, hvis du siger noget om alfernes skjulested, selv hvis det er koder. Husk altid at have den på" sagde den pibende dronninge stemme. Jeg fik halskæden på. Et øjeblik fløj der et sus gennem mig, som om jeg var levende. "I Alfernes gemmested er der en Krystalsal" sagde jeg, men der kom ikke andet ud en luft. "Det virker. Må jeg komme ud nu?" Sagde jeg, de alle gispede igen. Men alligevel viste de mig vej. "Du kan kun komme tilbage med Den anden halvdel" stavede alferne og lukkede en form for port.

Tilbage stod jeg foran en klippe. Jeg indåndede frisk luft, kunne høre fugle pippe. Alt var så levende, undtagen mig... Jeg mærkede klippevæggen. Den var hård. Jeg troede ikke spøgelser kunne mærke ting?! Jeg blev helt glad inden i, som om en glædesbombe var sprunget. Jeg løb i græsset hen til en Palme, men min hånd fløj direkte igennem sammen med resten af min krop.

•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•-•
Håber I kunne li' starten på min Peter Pan-fanfiktion :D Er ked af hvis den bare går i stå, som min anden serie. Men er ikke så meget her inde, og føler mere for den her :)
Vil også lige sige at noget af denne idé kommer fra en inde fra Momio :) Kan ikkehuske hendes navn..

Go' dag!