Sander og Max

Stranden

Jeg kan hører gruset knase under mine cykelhjul, mærke vinden mod min nøgne overkrop og hører lyden af Sanders venlige grin foran.

"Er du med eller hvad?" Råber han til mig og kigger kort bagud. Et skrig forlader mine læber da en skikkelse hopper ud foran ham på vejen.

Han bremser hårdt, hvilket resulterer i at han vælter af cyklen. Jeg ser kort det rådyr han var lige ved at ramme, før min opmærksomhed er på Sander, der sidder på jorden og kigger efter dyret. Jeg smider min cykel og løber de få meter der er mellem os.

"Man er du okay?!" Spørger jeg panisk. "Helt ærligt de burde fandme sætte skilte op for at adv-" jeg bliver afbrudt af ham.

"Rolig nu Max" Han smiler blødt til mig "Der skete jo ikke noget stort."

Jeg kigger på ham. Han har fået en hudafskrabning på kinden og jeg kan se han diskret tager sig til sit knæ.

"Du har slået knæet" Jeg nikker kort ned mod det, og han følger mit blik. Han griner kort.

"Intet slipper forbi dig" Han smiler og skal til at rejse sig op. Jeg skynder mig at tilbyde ham en hånd. Han kigger lidt og smiler så større. Han tager min hånd og børster gruset af sin T-shirt. "Tak mate"

Vi ankommer til stranden, og smider vores cykler. Klokken er ca. 3. Vejret er virkelig varmt og solen står højt på himmelen.
Her er ikke så mange, måske 13 personer.
På vej ud mod vandkanten kommer to små børn med dårligt udbredt solcreme stormende forbi os. De griner helt vildt. De er ved at stikke af fra en, jeg vil gætte på er deres far.

Det får mig til at smågrine. Sander kigger smilende på mig og så hen på de små børn.

"Vil du have børn?" Jeg bliver overrasket over hans spørgsmål hvilket for mig til at standse op og sende ham et spørgende blik.
Han når at gå et par skridt videre, før han indser at jeg er stoppet op.

Han vender sig om mod mig, og smiler så. "Når du er færdig med tegneserier og har fundet en lækker kone altså"

Jeg er virkelig glad for tegneserier, det ved han udemærket. Da vi var mindre var han fuldstændig besat af superhelte, og en dag viste han mig sin samling. Vi kunne bruge flere timer på at sidde og læse i dem, og efterhånden blev det vores ting.

Men her i starten af sommerferien kom han forbi mit hus, og havde en stor papkasse med. Han sagde kort at han skulle ud med en pige og gav mig så kassen i favnen. Mere skete der ikke før han sad på sin knallert, og trådte på speederen.

Samme aften åbnede jeg kassen og fandt alle hans tegneserier stablet pænt ovenpå hinanden. Jeg har lige siden mistænkt at han faktisk ikke havde lyst. Han havde måske tænkt, at det var for barnligt eller noget, og at han skulle af med dem. Det var bare en så stor del af ham, han kunne umuligt bare droppe det over natten. Jeg var ret sur på ham den aften, men allerede dagen efter tilgav jeg ham mentalt, da jeg så hans blide smil og hånden kørende gennem hans bølgede hår.

"Hvorfor spørger du om det?" Jeg griner lidt af hans pludselige interesse for min fremtid. Han trækker på skuldrene og går videre mod vandet.

Jeg lunter op på siden af ham. Vandet ser vidunderligt ud. Helt ude i horisonten kan man se det midnatsblå vand, der fader lige så stille ind, desto tættere kysten man kigger. Den fader ud i en turkis farve.
Det er let at se sandet nedenunder, selvom der også ligger lidt orange tang hist og her. Jeg træder ud i vandet, og en let kulde strømmer igennem mig. Det er en rar følelse.

Sander følger mit eksempel, men går så langt ud, at vandet lige præcis rør hans shorts. Han ser bare ud mod små silhuetter af skibe. Jeg stiller mig hen ved siden af ham. Han kigger kort på mig, og så på noget inde mod kantet, for derefter at kigge ud mod horisonten igen.

"Pigerne tjekker din mave ud" Konstaterer han og jeg vender mit hoved og ser bagud.
Rigtigt nok står to piger, måske på 15, og kigger på os. De hvisker et eller andet til hinanden og jeg ser væk igen.

"Well, det er også et syn for guderne" Jeg smiler et lille smil. Der kommer ikke noget svar fra Sander, og vi står bare i stilhed lidt.
Ikke en ubehagelig stilhed, en rar en.

"Vil du have børn" Gentager Sander sig selv fra før. Jeg kigger på ham.
Han kigger ud over vandet i lidt tid men vender så hovedet mod mig. Han bider sig i læben og kigger kort ned, og smiler så til mig.

"Jeg vil have børn. De skal med mig ud i verdenen" han ser mig i øjnene og kigger så ud over vandet endnu engang. Jeg stirrer lidt på ham, og følger så hans eksempel.

"Det ved jeg sgu ikke. Det kræver ret mange penge" Jeg kan mærke ham kigger på mig.

"Jeg er ligeglad" Jeg ser på ham. Han er fuldstændig seriøs. Jeg nikker og han vender hovedet igen.

Der går igen noget tid uden nogen siger noget, men det afbryder Sander.

"Jeg vil også have dig med" Han hentyder til sin tanke om at rejse ud i verdenen. Jeg ser overrasket på ham, og kigger så ned på mine fødder gennem vandet. Han kigger kort på mig, følger mit blik mod mine fødder og så op på mig igen. "Jeg vil gerne med" Fortæller jeg ham.

Jeg kan hører ham klukke lidt, hvilket for mig til at se op. Vi for øjenkontakt og han smiler.

"Du havde ikke haft et valg alligevel" Jeg smiler og ryster på hovedet ad ham.

Jeg får øje på et skib ikke så langt fra os. Det er hvidt og ikke så stort. To skikkelser kan ses på dækket. De krammer.

"Jeg vil eje sådan en babe der engang" jeg nikker ud mod båden, og Sander kigger.

"Vi køber sådan en, og rejser verden rundt" Han er igen helt seriøs. Jeg smiler mod ham og han gengælder.
Han har nogle smukke øjne. De minder meget om havet. Blå, glimtende og fulde af liv.

Han griner og kigger væk. Måske stirrede jeg for intenst på ham. Jeg hoster akavet og ser ud igen. Jeg mærker noget rører min hånd og ser ned.

Sanders hånd ramte min og jeg får øjeblikkeligt røde kinder. Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerer sådan, det var jo bare et uheld.

Jeg kigger kort op på ham og så væk. Vi står igen i tavshed, men den her gang har jeg det mærkeligt. Han burde sige noget. Han burde sige; "Undskyld" eller "Ups" og grine.
Men nej, han smiler bare stort ud over havet, og ser ualmindeligt godt ud.

Jeg begynder at trippe lidt med fødderne, og overvejer om jeg selv skal sige noget, men mine tanker bliver afbrudt af Sander, som bare siger et enkelt ord.

"Sommerfugl" Jeg følger hans blik og rigtigt nok kommer der en lille sommerfugl flyvende som opstået fra havet. Den har turkisgrønne vinger og er utroligt smuk at se på.
Vi følger hver af dens bevægelser. Den flyver i en halvcirkel rundt om os, for derefter at være fuldstændig væk.

Jeg står stadig og kigger efter den, da Sander pludseligt råber inde fra kysten om jeg ikke snart kommer.
Pludselig har jeg glemt alt om sommerfuglen og kæmper mig i stedet vej hen til Sander, gennem havets blå bølger.