Jeg kom frem til mit husning gik indenfor, og ind i min stue. Jeg kastede mig i sofaen og begyndte med det samme at studere min nye ring. Jeg havde aldrig set noget lignende før. Den var så unik, især den måde som ringen var flettet på, det var næsten ligesom at det var sorte grene som var blevet brugt. Og den røde sten i midten gjorde den bare endnu mere speciel. Den var næsten helt magisk, eller sådan føltes det. Eftersom jeg havde studeret den i noget tid, kom jeg den på min finger.
Jeg skulle som sagt ikke lave noget resten af dagen og af den grund, havde jeg besluttet mig for at tage tidligt ud at handle ind til aftensmad, så jeg bare kunne slappe af resten af dagen. Tiden gik og det blev eftermiddag. Jeg tag min jakke på igen og søgte udenfor. Solen skinnede stadig på himlen, men der var dog kommet et par skyer. Jeg gik ked af stien, som var tom. Det bar faktisk ret utroligt, for det var sådan renholdt vejr og endnu var der igen udenfor. Efter noget tid kunne jeg spotte en dame længere nede af stien, hun gik imod mig. Jeg havde godt set hende før, eftersom hun tit kom forbi i nabolaget. Hun var i alderen 60, og mere forvirret end hun burde være. Min mor havde talt med hende et par gange, men mente at hun var en skør kone, som jeg bare skulle holde mig fra, og det havde jeg også altid gjort, indtil nu. Jeg havde nemlig besluttet mig for at hilse på hende, for så slem kunne hun da ikke være. Hun havde helt grønt hår og over på det var der placeret en mørkelilla hat. Vi var endelig kommet tæt nok på hinanden til at kunne give hånd, jeg stak derfor min hånd ud, hvor min nye ring sad fast. Hun så egentlig ud til at ville gengælde det, men i det øjeblik hun kiggede ned på min hånd, blev er udråbt et skrig. Og det der startede med at være en god gerning endte med at være en ubehagelig oplevelse. Hun kiggede dybt seriøst på mig, med et skarpt blik og rev så min hånd frem, og holdt mig i et fast greb.
Hendes blik faldt dermed på ringen. "Djævlens tegn, djævlen har forbandet dig!" Sagde hun så, med en gamle rusten stemme, som mindede om en kat som var blevet trådt på halen. Jeg samlede alt min styrke og rev så min arm til mig, og uden at jeg vidste af det havde jeg plantet min hård i damens ansigt. Jeg havde aldrig gjort noget lignende det før. Jeg havde aldrig slået en uskyldig. Jeg blev med det samme hel målløs over mig selv og det eneste jeg kunne gøre var at løbe. Løbe og håbe på at jeg aldrig så hende igen.
D
