Kontrast

Fremmede Turister (1)

"Astrid kom nu ud af bilen for pokker da," lyder det fra min mor der står afslappet i døren til det nye hus.

Nej.

"Ja ja, jeg kommer nu," min mor løfter det ene øjenbryn og sender mig et tvivlsomt blik, "det sagde du også for tyve minutter siden, du skal også kunne nå at pakke de vigtigste ting ud i dag. Kom så ind," svarer hun imens hun lader sin ene hånd vifte frem og tilbage som tegn på at jeg skal komme ind.

Jeg sukker og skubber bildøren en gang mere så jeg kan komme ud. Du ved, jeg gad ikke flytte, jeg havde det absolut fint da jeg boede i Jylland. I Horsens. Da jeg gik på den skole hvor ingen andre end min gode veninde Liv, lagde mærke til mig. Hvilket var fint fordi opmærksomhed er ikke lige 'min ting'.

Flyttebilen står åben og den er fyldt op med flyttekasser der skal læsses af og ind i huset. Det nye hus.

Jeg tager en af de kasser jeg ved er mine, altså fordi jeg med blokbogstaver havde skrevet "Astrid" på, og bærer den ind.

"Op ad trappen, til venstre, på højre hånd!"

Jeg fortsætter med kassen efter den rute min mor råbte da jeg gik forbi.

Min lillebror, Alexander, har allerede fundet sit værelse nede i den anden ende af gangen og er begyndt at pakke ud. Han havde ikke det store problem med flytningen, i forhold til visse andre.

Mig.

Altså ikke at jeg brokker mig højlydt eller noget, men at flytte nu hvor jeg skal til at starte i 1. g.

Altså jeg mener, i et område jeg aldrig har kendt specielt meget til. København. Men du kender historien; jeg kunne ikke gøre noget ved det, min far fik nyt job og min mor var alligevel træt af hendes gamle arbejde.

Og det er så en af de bitre ting ved at bo hjemme: du kan stadig ikke bestemme selv. Ikke endnu, selvom du har ventet på det hele dit liv, endda til den dag i dag hvor du mener, at du er gammel nok til at blive boende hjemme i Horsens.

Men nej.

Værelset er fint nok. Det minder mig om et helt normalt værelse, hvide vægge, allerede et skab i hjørnet af rummet og så er der et stort vindue. Det er større end mit gamle værelse, men selve huset er også den dobbelte størrelse af det gamle.

Men det ændrer ikke noget, jeg vil tilbage til hvor jeg er fra, og jeg har meget svært ved at acceptere at jeg er tvunget til at pakke mine ting ud i et værelse, jeg ikke mener, tilhører mig.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Fire timer, to kilo sved og en masse tårer efter har jeg de vigtigste ting på plads. Det meste af tiden gik med sengen og skrivebordet. Det er fint nok af få en bruganvisning med, men det nytter ikke noget, når man er forfærdelig dårlig til at samle ting.

Jeg ville foretrække, at kalde det en brugs-forvirring..

Og hvis man nu er endnu mere elendig til at læse brugsanvisninger alligevel? Men min far skulle hjælpe min mor, så jeg måtte klare det selv.

Selvom han prøvede at overbevise min mor om hvor vigtigt det var, at jeg skulle have hjælp, så slap han ikke afsted med det. Ser du, vi ved alle sammen, at der ikke er noget mere skræmmende, end end en stresset mor.

Lad os bare håbe at jeg ikke vågner på gulvet i morgen, grundet min uduelige sans for håndværkerfaget og udbrændthed.

Jeg går nedenunder for at tjekke efter aftensmad, og der kommer i hvert fald en lugt af mad. Brændt mad. To gryder står på komfuret og koger fint og galant over, uden nogen andre i køkkenet.