Kontrast

Anstrengs-hviske (2)

"Astrid du skal nok til at vågne hvis du skal nå din bus!"

Og med de ord åbner jeg øjnene og retter mig op for at se klokken. 07:15.

Godt så der er et kvarter til at bussen kommer og jeg ligner- Lige præcis..

Jeg tager mine briller fra natbordet, samt en hårelastik og sætter mit hår op i en hurtig og løs knold. Derefter tager jeg en sort turtleneck over hovedet og hopper i et par sorte habitbukser, classy and sassy og så er det ellers bare ud.

"Skal du ikke have morgenmad?" Jeg vender mig om for at se min mor, og ryster så hovedet kort.

Det er meget sjælendt at jeg misser et måltid, men jeg møder aldrig for sent i skole. Og slet ikke første dag. Altså man kan nok ikke kalde mig en nørd. I hvert fald ikke den slags i hollywood-film, jeg kan trods alt lide at prøve grænser af engang imellem. Men en kloge Åge, en smule genert og briller. Ja, det kan jeg da relatere til.

Well, sådan er alle jo forskellige, og jeg har det godt med ikke at gå rundt som en af de "populære typer." Jeg har aldrig rigtigt forstået det koncept.

Jeg sætter mig på et sæde oppe forrest i bussen og sætter min taske på sædet ved siden af: bare for at undgå at socialisere mig for meget med en anden. 

Det med at sige at man ender med en kattefarm når man bliver gammel, er kliché. Men jeg tror der er en chance for, at jeg kan blive den første, der rigtigt udlever den tanke.

Måske køber jeg de første to når jeg flytter hjemmefra.

Heh.

"Halloo?" En pige med bølget brunt hår og et akavet smil på læben river mig ud af mine tanker. "Hej, øhm.. Kan jeg sidde der?" Fortsætter hun efter hun har fået min opmærksomhed og peger ned på det sæde min taske stod så fint på. Jeg nikker som svar, fjerner tasken, og kigger ud ad vinduet igen.

Så planen om at der ikke skulle sidde nogen ved siden af mig, duede ikke. Kender folk ikke det trick? Når man sætter tasken ved siden af sig, kunne man lige så godt bare sige 'nej du kan godt glemme alt om at sidde her, jeg vil gerne sidde alene.'

"Såå, hvor skal du hen?" 

Hun fortsætter med at snakke. Nej vent, hun starter en samtale nu. 

"Frederiksberg Gymnasium, mener jeg det hedder," og pludselig dukker der et begejstret smil op på hendes ansigt. 

"Yay! Jeg troede lige at jeg skulle starte helt alene. Nå men jeg hedder Luna, og du eeer?"

"Astrid."

Hun nikker langsomt, som et tegn på at jeg gerne må sige mere. Jeg vil ikke sige mere.

"Jeg kommer fra Horsens," godt så, flot klaret Astrid, hun spurgte ikke. Hun tænker heldigvis ikke så meget over det, men griner i stedet for.

"Glæder du dig til at starte?"

Og sådan fortsatte den samtale. Den blev bedre da hun bare begyndte at snakke løs om hvor meget hun ville elske at blive læge en dag. Fordi så kunne jeg bare smile og nikke, virke interesseret og håbe på at jeg så i det mindste havde fået én ven jeg kunne være sammen med resten af det her skoleår.

Resten af busturen går hurtigt og vi kommer hurtigt til gymnasiet fra busstoppestedet. Med al den snak, gik det både hurtigt og vildt for sig.

Jeg har været så heldig at komme i klasse med Luna. Og det var ikke engang ironisk, det er en god ting og hun er faktisk rigtig sød. Hun er lidt ligesom mig, bare i den hyper og snasksaglige udgave.