Den værste tur i Tivoli

Dårlig dag

Jeg sidder i toget på vej til Tivoli. Jeg kigger på min telefon imens jeg venter. Jeg glæder mig mega meget til at skulle prøve en hel masse forlystelser. Der går dov 45 minutter i tog så der er noget tid der skal brændes af. Lige nu sidder jeg og ser Netflix. Jeg er igang med en rigtig god serieder hedder Riverdale.
Når jeg kommer der ind skal jeg mødes med min veninde Emma. Det er ca. et halvt år siden jeg så Emma sidst så jeg glæder mig selvfølgelig også til at se hende igen.

Toget er nu kommet til København station hvor jeg stiger af. Lige om lidt skal jeg se Emma igen. Hold da op jeg glæder mig. Jeg går ud fra stationen, og ud ved vejen. Jeg går langs vejen på fortovet. Jeg skal gå i 2 minutter også er jeg ved indgangen.

Jeg kommer hen til indgangen. Jeg kigger rundt for at finde Emma, men jeg kan ikke se hende nogle steder. Jeg går ind i indgangen. Der er en ret lang kø. Jeg kommer hen til turpas boden. Jeg køber mit turpas, som koster 75kr. Det er godt nok billigt for et turpas som man kan prøve alle forlystelser med.

Jeg går ud fra indgangen. Jeg når kun at gå to skridt også hører jeg en der kalder på mit navn. "Emilie! EMILIE!!" Personen skreg nærmest mit navn. Jeg stopper op, kigger rundt, men jeg kunne stadig ikke se nogle jeg kender gennem alle de mennesker. Jeg kigger lidt mere, og der ser jeg Emma stå og vinke med hænderne. Jeg løber hen mod hende, og hun løber hen mod mig. Vi mødes i et kæmpe kram.

Vi begynder at gå rundt og kigge på alle forlystelserne. Vi beslutter os for at starte i himmelskibet da det er en hyggelig forlystelse, hvor man bare kan sidde og kigge ud over hele Tivoli. Vi går hen til køen og stiller os i den. Der er en lang kø så der går nok lidt tid før vi kommer op i den. Da det blev vores tur sætter vi os i sæderne 15 og 16.

Turen begynder og det går enlig meget godt, den er enlig også rigtig hyggelig indtil, at den STOPPER... og ikke nok med at den stopper så stopper den også hele vejen oppe i TOPPEN!! Så forestil dig lige at mig, Emma og nogle andre mennesker sidder 80 meter oppe i luften, er hunderæd fordi vi bare sidder her, og ikke nok med at vi sidder her, men der er også en lille pige bag Emma og jeg, som bare stor tyder.

Nu er der gået 30 minutter og vi har ikke rykket os EN smule! Vi sidder stadig bare her... og mig som troede at det kom til at være en fantastisk dag!! Emma og jeg er til gengæld rigtig gode til at sidde og bare snakke istedet for at panikke.

45 minutter er der nu gået og vi har enlig rykket os. Vi kører ENDELIG ned igen. Det var lige 45 minutters spild af mit liv.

Da vi kommer ned, skynder Emma og jeg os ned. Jeg tror aldrig, at jeg har skyndt mig så meget ned fra en forlystelse før. "Er vi klar til noget vildere?" Jeg bliver lidt nervøs da hun spørg fordi det lige var gået galt for os i en mild forlystelse. "Ja, det er vi". Jeg forstår det bare ikke. Det var som om at det bare røg ud af min mund selvom jeg gerne ville have en mild tur mere. Vi bliver enige om, at vores næste tur skulle være den nye forlystelse Tik Tak.

Vi løber så hurtigt hen til den som muligt. Jeg har virkelig glædet mig til den nye forlystelse. Vi stiller os i køen. Den var ikke så lang. Det blev nu vores tur og vi vælger at sætte os i nummer 18 og 19. De starter forlystelsen og det kilder meget i min mave, men på samme tid gør det ondt.

Den begynder at vippe frem, tilbage og fra den ene side til den anden. Det er enligt meget sjovt. jeg begynder at slappe mere af da jeg spændte meget op i starten.

"Er det bare mig eller er den her tur lidt lang?!" Man kunne se, at Emma lige skulle tænke lidt over mit spørgsmål. "Jo det er den faktisk?" Vi begynder begge at blive meget forvirret, bange og vi ville helst bare gerne ned. Nu begynder Emma og jeg at panikke. Den kører bare rundt med hovedet i vejret og jeg begynder faktisk at det en smule dårligt.

"Bremserne dur ikke!!" Det er hende der styrer forlystelsen. "Men, hvad gør vi så, hvis bremserne ikke dur?!" Emma så meget bekymret ud i ansigtet da jeg spurgte hende om det. "Jeg har ingen anelse..." Jeg kunne nærmest ikke trække vejret da ingen af os havde en ide til, hvad vi kan gøre.

Der er nu gået noget tid, men jeg aner ikke, hvor lang tid der er gået og det er først nu, at der kommer nogle mænd, og hjælper de ansatte med at stoppe den her forlystelse. "Jeg håber virkelig, at vi kommer ned igen, men hvis vi ikke gør..." "Lad hver med at færdigøre den sætning!" Emma afbrød mig bare imens jeg var igang med at snakke altså. "Men hvis nu..."

Jeg havde det ret dårligt og havde løst til at kaste op, men jeg prøver at holde det inde. "Hvis vi kommer ned skal jeg som det først havde noget at spise.. Haha" Hun begynder bare at grine, men alvorlig talt kan jeg ikke grine i den her meget seriøse situation. Jeg prøver at kigge lidt væk, men det hjalp ikke så jeg vælger at kigge på Emma og se om jeg kan se hendes ansigts udtryk. Jeg håber lidt, at det ligner, at hun er ved at kaste op, men det gør det ikke faktisk ligner det, at hun er ved at falde i søvn.

"Emma..?" Hun reagere ikke. "Emma!!" Jeg kan ikke få en reaktion ud af hende. "EMMA!!" jeg tror at hun er besvimet...