Fanget af et øje

Flugten

Jeg ved ikke hvor lang tid vi har gået og jeg vil helst ikke vide det.

Det er lige blevet mørkt så der kunne ikke havde gået så lang tid siden at vi flygtede fra byen. Vi er nået ret langt så vidt jeg kan se. Landsbyen er kun en lille prik i horisonten bag os. Caleb og mig har kun en vanddunk som vi skal dele med hinanden. Jeg havde protesteret og sagt til Caleb at vi skulle tage mere med, men han sagde at han godt kunne finde en kilde et sted. Det har jeg ikke nogen forstand på fordi jeg aldrig har lært noget særligt. Jeg ved kun nogle få ting som at, gøre rent, vaske tøj og passe børn. De der kedelige ting ingen gider at lære, men som piger skal lære.

Drengene derimod for al den undervisning de skal bruge til at blive store og tjene godt. De kan blive troldmænd, handelsmænd, smede eller få en butik. Kvinderne i Brodekia skal bare passe på børnene og den slags derhjemme. Vi må heller ikke gå ud og lave noget sjovt eller læse bøger. Vi må ikke engang røre dem. Men det nytter jo heller ikke noget, vi kan jo ikke læse alligevel. Det er kun de meget store fruer der må det. Som hvis jeg var blevet gift med Tau så kunne jeg lære at læse. Så måtte jeg kun læse det min mand tillader mig. Det er der jo ikke noget ved at læse hvis jeg ikke må læse det jeg vil.

Jeg har altid ønsket at kunne læse. Jeg plejede at kigge på skiltene rundt omkring og lære hvad der stod. Jeg lærte det ved at jeg spurgte en hvad noget betød, selvfølgelig med bøjet hoved så ingen kunne se mig helt. Det lykkedes altid fordi jeg ser ganske almindelig ud. Med brunt/sort hår, middelhøjde og intet særligt tøj så ligner jeg jo en helt almindelig pige i Brodekia. Mine øjne, siger folk, er meget usædvanlige, men flotte. De er helt lyseblå med grønne nister i. Nogle folk tror at det bringer uheld og gør det ondes tegn foran deres bryst. Undtagen en gang der hvor jeg klippede mit lange hår af fordi jeg ikke kunne lide det. Det var alt for tungt og for irriterende at have med at gøre. Der lignede jeg en dreng fuldstændig. Jeg havde mine store bukser og bluse så man ikke kunne se at jeg var en pige. Dengang syntes folk at det så flot ud med mine mærkelige øjne. Der sagde de at de gav lykke og held.

Min mor blev rasende da hun opdagede at jeg havde klippet mit hår af.

Jeg fik en ordentlig reprimande og et lag pryl som jeg havde forventet. Men det var det hele værd. At jeg kunne gå som jeg ville og komme som jeg ville rundt i byen bare fordi jeg var en dreng var fedt, det dejligste jeg nogensinde har oplevet. Måske skulle jeg gøre det igen her ude i ørkenen, med ingen mennesker ud over Caleb. Her kan jeg jo gøre som jeg vil. Det ville også være en god forklædning hvis der kom nogle røvere. Hvis der komme nogle røvere og de vidste at jeg var en pige så bliver der ballade til mig. I øvrigt passer tøjet jo fint til det. Jeg har en kjole på fra da jeg skulle gå gennem byen, så folk kunne se at jeg skulle giftes. Så ovenikøbet med Tau den gamle skid! Men jeg har stadig bukser og en tynd bluse indenunder. Dem kunne min mor ikke vriste fra mig. Jeg havde jo håbet på at kunne flygte og her kom jeg jo.

Jeg skævede hen til Caleb imens vi gik. Han har stadig sine gule bukser på og rød/brune bluse fra da jeg mødte ham. Han er cirka 175 cm høj og ret flot med sit halvlange krøllede hår og flotte øjne. Og så den farve! Den helt gyldne farve mindede om en solnedgang hen over byen. Det vil jeg selvfølgelig ikke sige til ham. Det er jeg for genert til. Vi har begge to været fuldstændige tavse efter at vi forlod byen. Vi diskuterede kun det med vandflasken og intet mere. Men det er ikke en ubehagelig tavshed. Det er en hvor man kan mærke man bare ikke har noget at sige. Til sidst måtte jeg nødt til at bryde tavsheden fordi jeg havde et brændende spørgsmål.

"Tror du de kan finde på at ride efter os?" Da Tau er jo den næststørste mand i byen så han har jo nogle prægtige heste til rådighed.

"Det kan godt være, men de regner sikkert med at vi dør herude, så der er jo ingen grund til at fange os og hente os ind til byen og dræbe os når ørkenen klare det for dem. Vi dør ikke herude for jeg kan godt finde vand og mad. Det har jeg lært af min far." Sagde Caleb. Han skævede hen til mig for at se om jeg forstod og jeg nikkede.