På dybt vand || ✓

Afsnit 32 ~ Alex

Gud hvor er jeg glad for, at jeg havde ret, nu behøver jeg ikke længere at tænke over det. Nu skal jeg bare finde den perfekte måde at scorer hende på. Jeg ånder lettet op og smiler til hende.

„Det tænkte jeg nok, eller retter sagt det håbede jeg" siger jeg og fortryder det med det samme. Hun smiler. Det er vel et godt tegn.

„Det er jeg glad for at du siger." Jeg smiler. Hun er glad, for at jeg håbede, at de ikke var en ting. Det er i hvert fald et godt tegn.

„Skal vi hoppe i?" spørger hun. Jeg opfatter ikke, hvad hun spørg om, men da jeg gør, kigger jeg forbavset på hende.

„Seriøst? Du er med på, at vi er i slutningen november, og at klokken snart er 18 ikke?" Hun smiler stadig og rejser sig op. Jeg kigger op på hende, beundrer hende. Jeg havde ikke forudset, at hun ville være sådan en spontan type, men jeg kan godt lide det. Jeg ved ikke rigtig om jeg synes det at hoppe i vandet er en god idé, men pyt, for hende vil jeg hoppe ud fra en klippe. Den kølige efterårsbrise omfavner mit ansigt, imens den stjerne belagte himmel betragter os fra oven. Hun tager sin bluse af og der efter sine sko, sokker og bukser. Jeg rejser mig op og begynder også at tage mit tøj af.

„Skynd dig lidt" siger hun og hopper i. Jeg bliver stående på broen lidt og betragter hende, imens hun svømmer længere ud. Idet hun dykker ned under overfladen, hopper jeg i. Mit ansigt rammer vandet, og det føles som om jeg får en stor lussing. En hånd rammer min mave, og jeg stivner. Min puls stiger, og jeg kan ikke få vejret. Jeg skynder mig at svømme op til overfladen, og tage en dyb indånding. Mine øjne finder hurtigt de store nysgerrige mørkeblå øjne, der stirrer på mig. Jeg lægger mine arme om hendes talje og trækker hende ind til mig. Hun lægger sine arme rundt om min nakke, og blinker langsomt. En elektrisk følelse løber igennem hele min krop, idet hendes fugtige bløde læber møder mine. Hun trækker sig langsomt fra kysset og kigger mig dybt i øjnene.

„Du vil ikke såre mig vel?" spørger hun. Spørgsmålet kommer som en mavepuster. Det kan jeg da ikke love. Jeg er ikke engang sikker på om hun vil komme til at såre mig.

„Vil du såre mig?" spørger jeg hende, og et lille smil, der ikke rigtig når hendes øjne, bryder hendes smukke ansigt...