På dybt vand || ✓

Afsnit 58 ~ Alex

Jeg løber selvfølgelig efter hende. Jeg har lige fortalt Marcus, og åbenbart også Brooklyn, hvordan jeg har det med hende, og hun løber. Ærligt så gør det mig lidt bange. Betyder det, at hun ikke kan lide mig? Eller betyder det bare, at det var for meget for hende? Det kan også være, at det slet ikke har noget med mig at gøre, men at hun så en eller anden, (Hunter) som hun helst ikke vil snakke med. Regnen falder stille som baggrundsstøj. Brooklyn løber hen over noget mudder og glider. Jeg skynder mig at sætte farten op og gribe hende. Hendes røde øjne stirrer ind i mine og et stik af dårlig samvittighed rammer mig. Jeg ved ikke, hvorfor. Det er jo ikke fordi jeg har gjort noget forkert. Eller har jeg? Jeg prøver at hjælpe hende med at rejse sig op, men hun insistere på at blive nede. Det er som om hun godt vil ned på jorden og rulle
rundt. Et smil former sig på min læber, og hun rynker med et brynene og rejser sig op. Uden et ord begynder hun at gå væk fra mig igen. Lyden af mudderet der masses under vores sko, og lugten af gyde lander med et over os. Det har sikkert hele tiden været her, men det er først nu jeg lægger mærke til det. Jeg lunter op til hende og tager fat i hendes arm.

„Hør her Brooklyn jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men..." begynder jeg, men hun afbryder mig ved at stikke en hånd op i ansigtet på mig.

„Du behøver ikke forklare" udbryder hun. Hendes øjne bliver store.

„Undskyld, det skulle ikke komme så hårdt ud." Jeg smiler, og trækker hende ind til mig.

„Hør her jeg er virkelig ked af den måde jeg reagerede på, og det var overhoved ikke okay, at jeg lyttede med i jeres samtale, men som du sagde vi kender jo slet ikke hinanden, det er bare for tidligt" siger hun.

„Hvad er din livret?" spørger jeg, og hun smiler et smil, der når helt op til hendes øjne...