Laetus

Mor

Seks år gammel og en død mor.

Sorgen fyldte hjemmet. Min far stod alene om to børn nu. Mormor var i dyb sorg, hun havde aldrig forventet at se sine egne børn dø, før hende, hun har nemlig altid tænkt at hun ville dø før dem. Lykken kunne hun aldrig se for sig selv igen, et tomt hul i hjertet, og en smerte der aldrig ville kunne heles.

Vi sad alle i stuen hjemme, far var trist, men en af skulle lave mad. Han var ikke en særlig god kok, men kartofler kunne han koge. Min bror og jeg løb ind til køkkenet for at spise, vi havde ikke fået mad og klokken var nu 17. Mormor ville ikke spise, men selvom far vidste at hun ikke ville indtage noget som helst, serverede han en tallerken. Kartoflerne smagte som aldrig før, de var uden tvivl ikke bedre end mors, men da vi ikke havde spist smagte de alligevel som aldrig før. I køkkenet havde vi et lille fire mands bord, far havde købt det dengang mine forældre var flyttet ind sammen. De havde været ude for at finde møbler til lejligheden, far kunne ikke se noget særligt ved det, desuden var de kun to personer, men han kunne se min mors øjne lyse op. Drømmen om deres fremtidige lille familie sidde og spise morgenmad, frokost og aftensmad sammen rundt om bordet, var alt hun kunne tænke på. Den drøm fik hun da også opfyldt, men drømmende som kunne opstå længere ud i fremtiden, om at se sine børn vokse op, fik hun ikke lov til at leve nok for.

Jeg var ked af det, men græd ikke. Jeg spørger mig selv tit hvorfor, måske fordi jeg var et barn som ikke forstod døden, måske var det fordi jeg alligevel havde min bror, far og mormor ved siden af mig, eller måske var det fordi jeg aldrig rigtigt opfattede at hun virkelig var død. Jeg ejede en Iphone 3 som min mor havde købt til mig da jeg var fyldt seks år. Nu var jeg begyndt i skole og kunne tage telefonen da min mor ringede op for at hente mig. Jeg havde lært hvordan jeg kunne ringe hende op, så jeg ringede til hende da jeg havde savnet hende og nogle gange da jeg havde glemt at fortælle hende at jeg elskede hende. Jeg ringede op da de andre børn drillede mig, og da ingen ville lege med mig.

6 måneder efter, og jeg havde stadig ikke lært at holde op med at ringe til hende. For hver dag der gik, prøvede jeg alligevel at ringe hende op, også selvom hun ikke svarede dagen før. Selvom folk havde fortalt at hun var i himlen og ikke længere var med os, håbede jeg på at hun ville tage mit opkald, en sidste gang.