Laetus

Mormor

Fem år efter at min mor døde omkom min mormor. Man skulle tro at tiden altid helede, men selv fem år efter at ens barn dør, var der alligevel ikke gået nok tid for mormor. Men var det da ikke forståeligt? Mormor var gået ned med depression, hun sultede sig selv og blev svag. Jeg var aldrig sikker på min mormors død, årsagen var måske fordi hun var blevet gammel, måske fordi hun var blevet syg. Far havde stadig ikke fortalt os årsagen til mors død, så da vi stillede spørgsmål om mormors død, svarede han heller ikke.

Mormor havde passet os i de fem år hun havde levet, efter mors død. Hun lavede mad til os, men spiste sjældent. Far var nærmest aldrig hjemme, han kom altid sent hjem, lugten af alkoholen passerede gennem huset via gangen hvor han gik, da han skulle tage ind på sit værelse. Jeg hørte ham græde nogle nætter. Første gang jeg bemærkede hans klagelyde, snap efter vejret og snøfter, tog jeg ind på hans værelse. Jeg var aldrig sikker på årsagen til hans sorg, og spurgte derfor ind til det "Hvorfor græder du far?" "har nogen været onde ved dig?". Han svarede aldrig, men en dag stillede jeg dog ham spørgsmålet der fik ham til at råbe af mig og smide mig ud af sit værelse."Er det på grund af mor?".

To år efter mors død hørte jeg min far græde igen en nat. Jeg havde hørt ham græde flere nætter, jeg agtede aldrig at tage ind på hans værelse, men en dag havde jeg taget modet til mig. Jeg var nervøs og bange for at han ville råbe af mig igen. Jeg tøvede for et hvert skridt jeg havde taget mod døren, men endte alligevel med at tage derind. Far lå på sin seng men en flaske øl, og jeg spurgte ham om han var okay. Han stirrede dødt på mig, men stille og roligt begyndte at smågrine. Jeg var otte år gammel, og da jeg så andre mennesker grine, faldt det mig naturligt ind at grine. Hvis jeg havde vidst at det grin ville være en byrde for resten af mit liv, havde jeg aldrig  grint, men naiv og uskyldig havde jeg trods alt grint med.

                                                                                 *

Vi havde samlet os alle tre rundt om graven, der var ingen andre udover os. Nu var det dog kun min bror og jeg. Bror havde grædt og far havde råbt af ham og fortalt ham at hun skulle mande sig op. Min bror var trist og vred i forvejen og blev rasende da min havde talt sådan. I raseri fik han svaret ham tilbage "når da, så jeg skal mande mig op? og det kommer fra manden der har grædt over en kvinde i fem år? du er et svin, en svan". Min far var blevet rød i hovedet, han sagde intet, men gik sin vej. Vi havde ikke penge til at tage bussen, og Max havde ikke fået sit første ungdoms kreditkort endnu.   Vi måtte derfor gå hele vejen hjem. Vi havde gået i to timer, og var endelig ankommet. Da vi tog ind hjem var der stille. Jeg kiggede rundt og fandt min far inde på min brors værelse. Tasker var pakket. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg kiggede tilbage på min bror som var på vej ind på sit værelse. Max havde trådt ind på sit værelse, han sagde ikke et ord, tog sine tasker op, og kyssede min pande. "Jeg henter dig om 3 år, når jeg er 18, okay, vær stærk"

Jeg krympede sammen på gulvet. I chok, i sorg. Jeg ville græde, men jeg vidste at det ville irritere far, og konsekvenser kan forekomme ved irritation. Jeg kiggede koldt på ham og tog ind på mit værelse. Det var begravelsesdag, dog ikke kun af mormor, men også mit hjerte.