Carley

Kapitel 1

Det var aldrig meningen, at mit liv skulle være normalt. Det har jeg lige indset. Men hvis du vil vide, hvad jeg mener, er jeg nødt til at fortælle dig hele historien fra start til... tja, nu. Men hvordan fortæller jeg en velstruktureret historie, når livet er et stort kaos? Måske skal jeg starte med den dag for over 20 år siden. Den dag mit liv ændrede sig for altid...

Riley:

Mens vi kører afsted i taxaen, kigger jeg ud af vinduet og ser på det øde landskab, der farer forbi os. Taxachaufføren hentede mig og min familie i lufthavnen for omkring 30 minutter siden, og nu kører vi på den støvede hovedvej midt i en ørken. Eller som min far kalder det: I midten af en stor sandkasse.

"Er du ikke spændt, skat?" Spørger min mor, som sidder foran mig. Jeg mumler som svar og lukker øjnene. Jeg havde glædet mig til den her ferie i flere måneder, men på en eller anden måde føles det her helt normalt. Som om det slet ikke var noget særligt at rejse fra Chicago til Sacramento for at besøge min bedstemor i sommerferien. Det er det vel heller ikke. Lige siden bedstefar døde for 5 år siden, har vi ofte rejst hertil for at være sammen med hende. Og det er ligemeget, om det så er thanksgiving, jul, uafhængighedsdagen eller whatever. Jeg har det også helt fint med at tage til Californien hele tiden. Jeg elsker at være her. Palmerne, vejret - meget bedre end derhjemme i Chicago. Ja, vejret er da også godt der, men intet kan hamle op med det her!

Pludselig bliver mine tanker afbrudt af min utålmodige søster, der sidder ved siden af mig.

"Er vi der ikke snart? Jeg er sulten!" Klager hun og bevæger sig rundt i sædet. Jeg kaster et blik på hende og kigger ud af vinduet igen. Selvom hun er 12 år, og er for længst begyndt at lyde som en teenager, kan hun godt opføre sig som en tre-årig nogle gange. En besværlig tre-årig.

"Vi er der snart. Her, tag en kiks." Siger min mor og rækker hende en plastikboks, som min søster hurtigt skubber væk.

"Men jeg vil ikke have kiks, jeg vil have noget andet!" Råber hun, og min mor sukker.

"Og hvad er det så?" Spørger hun og lyder træt.

"Mm, jeg ved det ikke." Siger hun, og jeg smiler. Det er så typisk hende: Finder altid på noget, bare for at få opmærksomhed. Min søster kigger vredt på mig, og jeg går tilbage til at have stoneface. Men hun er slet ikke færdig med at lege dramaqueen og klynker.

"Jeg kommer til at DØ, hvis jeg ikke snart for noget at spise!" Hyler hun og slår ud med armene.

"Jo før, jo bedre." Mumler jeg. Hun hørte det vist og stirrer igen på mig.

"Ærligt, har du et problem eller hvad?" Snerrer hun og folder armene.

"Øh... nej."

"Så bland dig udenom!"

"Piger, kom nu," råber min mor, og vi tier stille, "Nu skal I to opføre jer ordentligt!" Min mor er ellers en tolerant kvinde, men hvis der er én ting, som hun hader, er det, når min søster og jeg skændes. Især når vi skændes i offentligheden. Og helt ærligt: Det sker ret tit.

"Bare rolig, fru Jensen, det varer ikke længe, før vi ankommer til destinationen," siger chaufføren, "Højst 20 minutter med den her trafik." Min mor nikker og gnider sig i øjnene. Hun virker træt. Men det er vi nok allesammen.